Pesten på Amager

Historien om, hvordan Amager erhvervede sig en noget tvivlsom rekord, nemlig i dødelighed under den store pestepidemi i 1711
Den lille, flade ø syd for København har igennem historien fået et lidt blakket ry, da der har været en tydelig tendens til, at landets magthavere ofte har placeret de funktioner, som man ikke ville have andre steder, såsom forurenende industri, støjende skydebaner for artilleri eller Nordens største lufthavn, netop på Amager.Helt op til midten af 1800-tallet så Amager nogenlunde ud, som kortet viser. “Carte de l’Isle d’Amack, levée par la Compagnie des Cadets du Roi; dessinée et représentée par Torben Knorr”. Knorr blev født 1708 og døde 1761, så kortet er sandsynligvis fra mellem 1730 og 1760. Det sumpede område markeret med små grønlige “bølger” næsten hele vejen rundt om øen, er uopdyrket land, eller sumpet marskland, der siden er blevet inddæmmet, og viser den omtrentlige nuværende størrelse af Amager. Bemærk at kortet vender “på hovedet”. Normalt vender Nord opad på alle kort, men ikke her.

Torben Knorrs Amagerkort ca 1730-1760

Øen var fra middelalderen delt i to sogne: Tårnby og Store Magleby. Tårnby Sogn bestod af en række store landsbyer: Tårnby, Maglebylille, Kastrup, Sundbyvester og Sundbyøster samt nogle mindre bebyggelser: Tømmerup, Skelgårde, Ullerup og Rågården.

Store Magleby Sogn bestod af sognebyen, der også kaldtes Hollænderbyen, da den var stærkt præget af efterkommerne af de hollændere, som under Christian 2. var blevet indkaldt til øen omkring 1521. Til sognet hørte også Dragør, som i denne periode var en fiskerby, der først senere i 1700-tallet oplevede en betydelig opblomstring som hjemsted for en større flåde af handelsskibe.

Til Amager hørte også øen Saltholm i Øresund, der især blev brugt til græsning for de mange kreaturer, som bønderne på Amager hver sommer sendte derover. Der var på Saltholm to gårde, hvis beboere især passede kreaturerne og selv drev lidt mejeribrug.

I 1682 var der på Amager i alt 200 gårde fordelt med lige mange i hver af de to sogne, idet hollændernes gårde dog var meget mindre end gårdene i Tårnby Sogn. Karakteristisk for Amager var de store overdrev, der strakte sig langs kysterne især mod vest og syd. Disse overdrev betød, sammen med græsningsmulighederne på Saltholm og de frodige enge mellem byerne, at bønderne kunne holde langt flere kreaturer, end det var normalt i Danmark. Især hollænderne, men bestemt også de øvrige bønder og husmænd, havde derfor lagt megen vægt på udviklingen af mejeribruget. Amagerbønderne kunne levere mælk, smør og ost, som kunne sælges på det store Amagertorv i København, hvis beboere udgjorde et stigende og købedygtigt publikum. Den københavnske overklasse var imidlertid også meget kvalitetsbevidst, og der kunne især hollænderne konkurrere med de sjællandske bønder – og så havde de jo den fordel, at der kun var én times kørsel til torvet. 

Den korte afstand til torvet kom også beboerne i Sundbyvester og Sundbyøster til gode, og her var der mange husmænd, som specialiserede sig i fjerkræavl, således at konerne kunne faldbyde høns, ænder og gæs samt æg på Københavns gader. Grønsager spillede også en vigtig rolle for Amagerbønderne. Disse blev dog ikke som i 1800-tallet og senere dyrket som egentlige markafgrøder, men rødder og løg kunne sættes i kornmarkerne mellem de højryggede agre. I alle landsbyerne var der store arealer med haver til både gårde og huse, og her fandt der en omfattende dyrkning af grønsager sted, dels til eget forbrug men dog især med henblik på salg på grønttorvet i København. 

Befolkningsudviklingen
De samtidige kilder viser et entydigt, frygteligt billede af pestens udvikling og konsekvenser. Nedenstående graf, som dog ikke vedrører Amager, er konstrueret på grundlag af kirkebogens oplysninger. Disse må normalt opfattes som værende pålidelige, men der kan være en vis usikkerhed om, hvorvidt dødfødte børn anføres eller ej, ligesom man ikke kan være sikker på, at alle fattige døde, til hvis begravelse ingen kunne betale noget, nu også blev indført i kirkebogen.

For Store Magleby (ikke vist) var det en befolkning i balance, idet der de fleste år blev født flere end der døde. Der var dog tilsyneladende en epidemi i 1644, ligesom der var stor overdødelighed i 1659. Det sidste er ikke så mærkeligt, for sognets beboere var under den svenske besættelse af Amager fra september 1658 til foråret 1660 evakueret til Christianshavn, hvor de led en kummerlig tilværelse i de i forvejen overfyldte boliger, og det gav naturligvis mange dødsfald – ikke mindst blandt børnene. Derudover var der stor dødelighed i 1676 og 1706 samt i 1710. Det sidste skyldtes en tyfusepidemi i forbindelse med de danske troppers tilbagetrækning fra Skåne efter det uheldige felttog dér i 1709/1710. Antallet af begravede pr. år svingede mellem ca. 10 og ca. 60, men i 1711 nåede tallet helt op på 455 ud af en samlet befolkning på næppe mere end 1.000 indbyggere.
Tallene fra Tårnby Sogn (ikke vist) viser præcist det samme billede, blot med noget større tal. I normale år blev der begravet mellem 30 og 70, men i 1711 var situationen meget dramatisk med ikke mindre end 754 begravede, hvilket nok også her svarer til næsten 50% af befolkningen.

Pesten 1711
Byldepesten havde siden midten af 1300-tallet med jævne mellemrum hærget Norden. Den sidste gang var i 1653-55 lige før Svenskekrigene, så mange havde sikkert glemt, hvor slemt pest kunne være. Siden 1702 havde en ny epidemi imidlertid været på vej fra Polen og Rusland, og faren var kommet nærmere, efter at den svenske stormagt var brudt sammen, og Karl 12. efter slaget ved Poltava i juli 1709 var flygtet til Tyrkiet. Det betød nemlig, at flygtninge i tusindvis strømmede over Østersøen fra de tidligere svenske besiddelser i Livland til moderlandet, og med sig bragte de smitten. De svenske myndigheder, der var svækkede i deres handlekraft som følge af Karl 12.s fravær, kunnne ikke stille meget op, og i sommeren 1710 blev Stockholm ramt af en voldsom pestepidemi. Den bredte sig fra Stockholm ind i Mälardalen og ned i Småland, og i foråret 1711 kom den også til Skåne. Fra Stockholm var pesten imidlertid allerede i september 1710 kommet med et skib til Helsingør. Den hærgede hele vinteren 1710/11, især i fiskerlejet Lappen lige nord for byen og blandt garnisonens soldater. I april 1711 tog pesten fart igen og bredte sig også vest for Helsingør i det store Tikøb Sogn. 

Til trods for at Helsingør den 25. maj blev indespærret ved en dobbelt militær ring, som ingen måtte passere, kom pesten alligevel til København, idet der i et hus i Lille Grønnegade var en række mistænkelige dødsfald i slutningen af maj. Huset blev straks isoleret, og beboerne blev overført til Saltholm, men alligevel lykkedes det ikke at standse pesten. 

Ansvaret for det danske sundhedsvæsen med særligt henblik på epidemiske sygdomme havde siden 1708 været overladt til Politi- og Kommercekollegiet, hvori der sad repræsentanter for de vigtigste civile og militære myndigheder. Det havde igen i 1709 overladt ansvaret for Københavns Havn og dermed også for den nyoprettede karantænestation på Saltholm til Sundhedskommissionen på Toldboden, hvori der sad repræsentanter for Københavns magistrat og flåden.

Da dødstallene i de københavnske sogne begyndte at stige stærkt i slutningen af juni 1711, og man måtte erkende, at pesten nu trods alle forholdsregler var nået til København, blev der på rådhuset den 7. juli oprettet en særlig Sundhedskommission med fuldmagt til at træffe alle foranstaltninger i København for at mindske følgerne af pesten. Denne kommission gjorde et fortræffeligt arbejde, og det lykkedes at få de fattige syge væk fra gaderne og ind på pestlazaretterne, hvor de i det mindste fik en nødtøftig pleje og mad, og efter et par kaotiske uger fik kommisionen også nogenlunde styr på begravelsesvæsenet, således at ligene ikke skulle ligge i store bunker på gader og torve.

Der blev truffet skrappe foranstaltninger, således at ingen syge måtte komme ud eller ind af byen, men København blev ikke isoleret på samme måde som Helsingør, nok fordi pesten allerede var uden for byen. I løbet af juli og august bredte den sig til det øvrige Sjælland, men den kom dog aldrig uden for en imaginær linie fra Roskilde til Køge.

Amager var af vital betydning for Københavns forsyning med fødevarer, og ganske vist forbød man, at amagerkonerne måtte gå rundt i husene med deres varer, men lukke Amagerport helt kunne man ikke. 
Den 24. juli 1711 er en trist dato i Amagers historie. Denne dag begyndte pesten at vise sit uhyggelige ansigt både i Store Magleby og Tårnby. I Store Magleby var det første dødsfald en ung knægt på 14-15 år ved navn Laurens Nielsen, der stammede fra egnen omkring Roskilde. Han havde i pløjetiden tjent hos Theis Theisen og døde den 23. juli hos Cornelis Adriansen. Man skyndte sig at begrave ham, men det gik alligevel meget stærkt i de følgende uger.
Billedet er det typiske for pest-epidemier med en hastig stigning i dødstallene, en kulmination efter 4-6 uger og et lige så hastigt fald. Ved udgangen af oktober var alt normalt igen, bortset fra at henved halvdelen af sognets beboere var døde. 

Hvis man betragter udviklingen i begravelser dag for dag, bliver billedet ganske vist noget mere flimrende, men samtidig også mere realistisk, og man forstår, hvilken byrde det har været for et relativt lille samfund at begrave op til 13 lig om dagen. Pesten ramte meget hårdt, men også ujævnt. Den unge dreng, der var pestens første offer i Store Magleby, tjente som nævnt hos Cornelis Adriansen. Den 13. august døde Cornelis Adriansens kone Maritje Pieters, kun 31 år gammel, og den 3. september døde Cornelis Adriansen selv. Den 13. september og den 27. oktober blev deres to døtre begravet, nemlig Anna og Maritje, henholdsvis 12 og 20 år gamle. 

Pesten begyndte som nævnt i Store Magleby den 24. juli og næsten samtidig kan de første hyppige dødsfald konstateres i Sundbyøster og Sundbyvester, Tømmerup, Maglebylille og Tårnby. Til gengæld gik der en hel måned, før pesten nåede til Kastrup og Ullerup (25. og 28. august), hvilket er bemærkelsesværdigt.

Udviklingen i sygdomsforløbet var lige så dramatisk i Tårnby som i Store Magleby Sogn. Der kan også her konstateres den samme koncentration i enkelte familier og gårde, mens andre gik helt fri. Ekstremt er dog følgende eksempel fra Sundbyvester: Den 23. august blev begravet en gammel pige på 79 år, der tjente hos Michel Nielsen. Den 9. september blev begravet dels gårdmand Michel Nielsen i en alder af 37 år, dels hans kone og samtidig deres to børn på henholdsvis 3 og 10 år.

I København blev myndighederne opmærksomme på pesten på Amager, men det var nu først den 3. oktober, hvor det hele var ved at klinge ud, at man tog et initiativ. Denne dato blev læge (medicus) Hans Riiber beordret til at gøre »inqvisition« ude på Amager for at få et overblik over sygdommens tilstand. Den 14. oktober kom fire amagerbønder sammen med amtsforvalter Rhode ind til Sundhedskommissionen, hvor de fik forelagt en plan om, at de i hver landsby skulle indrette et hus, hvori de syge fattige og tjenestefolk kunne komme under behandling og adskilles fra de raske, hvilket med en vis succes var blevet gennemført i København. 

Både amtsforvalteren og de indkaldte bønder mente imidlertid, at dette var »impracticcabel«, idet bønderne erklærede, »at Ægtefælder saavelsom Forældre separerede sig ingenlunde fra deres Ægtefælder og børn, og de andre ville versa ey helder«.

Det eneste, Sundhedskommissionen fik gennemtrumfet var, at der skulle køres jord på Tårnby kirkegård, som også skulle udvides for at undgå den slemme stank der opstod, fordi gravene længe stod åbne på grund af mangel på arbejdskraft og jord, ligesom det blev påtalt, at amagerne genbrugte ligklæde og liglagen, og de kåber, som kvinderne bærer. Mest ulækkert var det dog, at de drak gravøl på de samme borde, som ligene havde ligget på. Sundhedskommissionen tilbød også at sende en eller to barberere (datidens læger) ud på Amagerland til at behandle de syge. Det mente amtsforvalteren dog var spild af penge, idet han var sikker på, at de alligevel ikke ville købe medicin efter hans recept.

»Men de fire Amagere havde slet ingen gode Tanker hverken om Barberere eller Medicamenter og slog det snart plat af, og meente at faa eller ingen skulle faa Lyst til att tage imod hannem«.

På den baggrund er det nok ikke så mærkeligt, at Amager erhvervede sig en trist Danmarksrekord i dødelighedsprocent i forbindelse med pestepidemien, for de fire amagerbønder fik ganske vist af Sundhedskommissionen en række plakater med, hvorpå der var angivet nyttige råd til beskyttelse mod pesten, men om amagerne har læst dem, endsige fulgte dem, er nok mere end tvivlsomt.

Kilde: www.sidensaxo.dk af Karl-Erik Frandsen, som er lektor ved Institut for Historie på Københavns Universitet og vil gerne kontaktes vedr. pesten i 1711 på frandsen@hum.ku.dk

Se endvidere Forordning hvorved det Kongelig Forbud af den 16. Augustii Anno 1709 paa Handelen til og fra Hans Kongel. Majests. Riger og Lande paa Dantzig og andre befængte Stæder i Øster-Søen ophæves saaviit Danzig allene angaar saasom Contagionen der gandske ophører. (29 August 1710) http://www.kb.dk/e-mat/dod/130018792797.pdf