Kattefans

Her tillader jeg mig at gengive et dokument min mor, Alice skrev den 28 februar 2002. Jeg synes godt om det, og det tror jeg alle vil.

VI BLIVER OMVENDT – TIL KATTEFANS!

Ved en ren tilfældighed fik vi kat i huset. Tidligere havde vi kun haft fugle, og dem havde vi såmænd også haft megen for­nøjelse af. Tanken om at anskaffe os en kat var aldrig faldet os ind, men vores datter, Anne, har altid været vild med katte, hvilket vi ærlig talt havde lidt vanskeligt ved at forstå. I hvert fald var vi enige om, at hun ikke var arveligt “belastet” i den henseende, for selv om hendes far altid har været en stor dyreven og har haft kæledyr hele sin barndom, var det aldrig katte, hans kærlighed faldt på.

Vi syntes begge, at killinger – ligesom alle andre dyrebørn – var kære, men voksne katte var vi ikke synderligt interesserede i. Senere har vi fundet ud af, at netop den voksne kats person­lighed er meget fascinerende.

Da Anne blev voksen nok til at flytte hjemmefra, var noget af det første hun anskaffede sig en kattekilling. Jeg må indrømme, at jeg fandt den vældig kær, og Henrik, min mand, syntes, at det var sjovt at lege med den. Han lå så lang han var på gulvet og lod sig rive til blods i den vilde leg, mens han gang på gang lo hjerteligt. Det var ikke netop forståelse, der prægede mine følelser dengang, husker jeg. Et halvt års tid senere blev Anne nødt til at flytte fra det værelse, hun havde lejet, og i det nye værelse måtte hun ikke have katten med sig. Det var med tårer i øjnene og en klump i halsen, at hun afleverede katten til vor søn Kelds ferieforældre, som har en gård på Midtsjæl­land. Ganske vist syntes jeg. at det var meget synd for Anne, for hun var så ulykkelig, men jeg syntes ganske afgjort, det var en forandring til det bedre i kattens tilværelse. Det sagde jeg dog ikke til pigen, heldigvis, for ganske kort tid efter blev den smukke lille mis smittet med kattesyge og kom til at se forfærdelig ud den sidste tid, inden han døde.

Nu skulle man jo så tro, at hun var blevet klog af skade, tøsen, men nej! Et års tid senere fandt en lille stribet hunkilling ud af, at her var en sød kattemor, der var helt vild efter at få en kat i huset. Anne og vor svigersøn, Frank, boede da på en førstesal i en villa i et stille kvarter. Killingen løb efter Frank en morgen, da han havde hentet morgenbrød, og den løb med ham op til Anne. Efter at have leget med den et stykke tid, ville de sætte den ned på vejen igen, men det passede ikke den lille mis, der smuttede hurtigt fra dem og løb op og lagde sig tilrette i husets bedste stol.

Da ingen reagerede på et opslag i det stedlige supermarked om, at de havde fundet en bortløben killing, besluttede de sig til at beholde den. Anne var selvfølgelig henrykt, Frank nok lidt mindre, men han kunne dog ikke få over sit hjerte at nægte killingen et sted at bo, når den nu var så lykkelig for at være hos dem.

Det gik godt i fire måneder, men så forlangte husværten katten ud af huset. Henrik og jeg tilbød at adoptere den på trods af, at vi ikke måtte have husdyr i lejligheden. Vi havde endda kort forinden modtaget en skrivelse fra boligforeningen om, at over­trædelse af denne bestemmelse var gyldig opsigelsesgrund.

Men denne lille killing, som Anne havde kaldt Miver, havde sneget sig ind i vore hjerter, uden at det rigtigt var gået op for os. Hun havde været med os allesammen på campingture, og vi havde ofte passet hende et par dage ad gangen, og nu kunne vi ikke holde ud at tænke på, hvad der skulle ske med hende, hvis vi ikke tog hende til os.

Det var det første tegn på, at vi var blevet kattevenner!

MIVER

Kun nogle få dage efter, at Miver var flyttet ind til os, kom hun for første gang i løbetid. Det var en voldsom forandring. Det var slemt for katten, men sandelig også for os, især vel fordi vi aldrig før havde oplevet en hunkat i løbetid. Det var et mareridt. Miver, der ellers var så kærlig og rar, var pludselig en furie. Hun hængte sig omkring benene på Henrik og Keld, så de slæbte rundt med hende, når de gik, og de var de sælsomste lyde, der kom fra hendes strube. Om natten for hun huset rundt og skreg på en ægtemage.

Da de sorte ringe omkring vore øjne var slemme nok til, at der blev stillet spørgsmål om vores helbredstilstand, klagede vi vor nød til en dame, som vi vidste også havde katte.

“Steriliser hende”, var hendes lakoniske svar. Den tyggede vi lidt på. Var de mon synd for katten sådan at gribe ind i dens naturlige liv? Ville hun mon blive “underlig” af det?

Mens vi sådan gik og overvejede for og imod, var løbetiden pludselig overstået og alt igen, som det plejede at være. Vi åndede lettede op, og vi udskød spørgsmålet indtil videre. Men ak. Der gik nøjagtigt fjorten dage, så var mareridtet over os igen, og denne gang med fornyet styrke. Så tog jeg beslutsomt telefonen og ringede til den første dyrlæge, jeg fandt i telefonbogen. Han var ret afvisende og sagde, at hvis han overhovedet ville påtage sig operationen, ville han have 25o kr. for det. En så afvisende indstilling hos en dyrlæge har jeg heldigvis aldrig senere mødt.

Nu var 25o kr. dengang også en slags penge, og vi havde endnu ikke indstillet os på, at det koster andet end mad og sand til kattetoilettet at have en kat. Det kom naturligvis senere. Vi spekulerede videre på vort problem længe nok til, at den tredie løbetid var en realitet. I mellemtiden var vi blevet anbefalet en anden dyrlæge, som var særlig god til katte og andre små husdyr. Vi var nu modne til hvad-som-helst! Jeg ringede denne dyrlæge op og fik en tid hos ham, hvor vi kunne komme med katten. Anne og Henrik kørte af sted med Miver, og noget senere fik jeg et dybt bevidstløst dyr hjem igen.

Jeg var ærlig talt rædselsslagen. Hvordan behandler man et bevidstløst dyr? Masser af spørgsmål trængte sig på, og Henriks og Annes forsikringer om, at dyrlægen havde sagt, at vi bare skulle lade hende være i fred, havde jeg svært ved at acceptere. For mit vedkommende kunne der ikke være tale om søvn den nat, så jeg sad troligt og vågede. Henad morgenstunden begyndte hun at røre på sig. Jeg gav hende lidt vand at drikke, som vi havde fået besked på, men hun var også sulten, for hun måtte jo ikke få mad dagen før. Selv om jeg vidste, at hun måske ville kaste op, gav jeg hende lidt råt kød, der var hakket. Det gik også fint, og ved middagstid var hun helt sig selv igen, men inden da havde jeg haft det meget skidt ved at se, som stakkels Miver eksede i sine ben. Hun lignede fuldkommen en fuld mand.

Så kom der otte dage, hvor vi havde fået et nyt problem på halsen. Hun bed trådene over på det nydelige snit, dyrlægen havde lavet i hendes bug. Hun måtte altså have bandage på, men den lå det meste af tiden og flød på gulvet, hvor hun havde vredet sig ud af den. Et lyst hoved fandt på, at vi kunne give Miver hendes sele på og tøjre bandagen i den. Endelig måtte hun give op, men det var dagen før, at hun skulle ud og have klippet trådene over! Dyrlægen kiggede lidt forbavset, da der ikke var en eneste tråd, han kunne klippe i, men erklærede, at såret var helet fint, og katten var OK.

Vi havde halvandet år med Miver. Alt for få vidunderlige måneder med den kærligste og mest hengivne kat, man kan forestille sig. Vi elskede hende simpelthen med en ømhed, vi aldrig kunne have forudset, vi kunne føle for en kat. Hun gav os så mange glæder for den lille smule, vi ydede hende.

Hun gjorde os til kattefans.

VI ANSKAFFER OS EN RACEKAT

Dengang arbejdede både Henrik og jeg hele dagen, jeg tog senere halvdagsjob. Miver var derfor alene hjemme godt 8 timer om dagen, og det var vi tit kede af. Ganske vist vidste vi godt, at hun sov det meste af tiden, men alligevel var vi ulykkelige ved tanken om, at hun måske gik derhjemme og savnede noget – enten os eller måske det frie liv, andre katte lever. Det kunne vi jo ikke vide noget om, men vi havde dårlig samvittighed, når vi om aftenen blev overstrømmende modtaget af vor lille mis, der var så lykkelig over, at vi var hjemme igen. Vi talte om, at vi måske skulle anskaffe os en kat til, og en dag var beslutningen taget.

Jeg havde læst alle de kattebøger, jeg kunne få fingre i, efter at vi havde fået Miver i huset. De fleste af dem omtalte ude­lukkende racekatte. Jeg fik lyst til at anskaffe en korthårskat af typen: Russian Blue. Beskrivelsen af denne races klogskab og temperament tiltalte mig meget og fik mig til at ringe til en racekatteforening for at få oplysning om, hvor jeg skulle hen­vende mig. Jeg fik navn og telefonnummer på en opdrætter og ringede hende op. Desværre, hun havde ingen killinger til salg for tiden, men en af hendes hunkatte var netop parret, sagde hun, og der var tegn på graviditet. Hun ville ringe til mig, når killingerne var 5-6 uger gamle, og så var jeg velkommen til at komme ud og kigge på dem.

Det var lidt for længe for os at vente, så jeg ringede til nogle andre opdrættere, som jeg fandt i telefonbogen. Ingen af dem havde killinger til salg. Da der ikke er ret mange opdrættere af den race herhjemme, måtte vi altså styre vores utålmodighed.

Ca. 3 måneder senere ringede den første opdrætter til os. Nu var killingerne 7 uger gamle, så —-!

Hun havde dårligt talt ud, før Henrik og jeg sad i vognen og var på vej. Milde halvfems! Sikke en oplevelse! Det vrimlede med katte, voksne og killinger, allesammen skønne, aristokratiske væsener. De voksne med en fornem holdning, der mindede om en fin, verdensklog, engelsk Lady – rolige og reserverede. Dog – reservationen gjaldt kun os, vi var jo fremmede. Og killingerne, ja, de var som alle andre killinger, bare i mine øjne smukkere. De havde nogle meget store og flotte ører, som sad langt fra hinanden, og det virkede særpræget. En af killingerne havde en mutationsfejl, en lille, hvid plet på brystet, faktisk bare nogle få hår, der var hvide, mens resten af pelsen nærmest var blågrå. Det var nok til, at denne kat ikke måtte indgå i avlen for ikke at bringe fejlen videre til de følgende generationer.

Killingerne var endnu ikke navngivne, men denne killing kaldte opdrætteren for sjov Dunhill – ligesom piben med den hvide plet. Han var ikke til salg. Ham ville hun selv beholde, og så skulle han kastreres, når han var stor nok til det. Han var den liv­ligste af hele kuldet og forresten også den største.

Netop denne killing kastede sin kærlighed på mig. Han kravlede op ad min ryg og lagde sig tilrette på nakken af mig og spandt så kært, at det lød som englemusik i mine ører. Senere langede han et par kløer i mine ben og kravlede op ad mine ben, rullede sig sammen i mit skød og faldt i søvn.

Han var simpelthen uimodståelig, og jeg faldt for ham med et brag, og det samme gjorde Henrik. Heller ikke opdrætteren kunne modstå denne forestilling. Hun sagde senere, at siden Dunhill så åbenlyst havde valgt mig til sin fremtidige mor, måtte vi al­ligevel gerne købe ham. På grund af farvefejlen skulle vi få ham 100 kr. under den normale pris, men så skulle vi også garantere hende, at han blev kastreret, når han blev avlsdygtig. Ved tanken om Mivers løbetid var det ikke så svært at love, og vi havde iøvrigt selv indgået den aftale, inden vi tog hjemmefra.

Hvad der derimod var svært, det var ventetiden indtil, vi kunne få ham hjem. Han skulle være gammel nok til at blive taget fra sin mor, for det er meget vigtigt, at hun får lov til at opdrage ham færdigt inden. Først når han var 10 uger gammel, måtte vi hente ham. De 3 uger var meget lange for os, men endelig oprandt dagen.

Netop hjemkommen 2. påskedag fra en lille ferie i Jylland tog vi afsted efter vores lille ny mis. Vi medbragte en splinterny transportkasse, som var indkøbt til samme formål, og den var foret godt med et blødt tæppe. Bortset fra, at vi fik udleveret en spiseseddel og en masse gode og velmente råd, så husker jeg ikke noget fra den time, vi var hos opdrætteren. Jeg har været helt euforisk af glæde, tror jeg. Men jeg kan huske, at den stakkels mis græd hjerteskærende hele vejen hjem. Han savnede sin mor og de vante omgivelser, og i øvrigt var det jo første gang, at han kørte i bil. Turen varede heldigvis kun godt en halv time, så var vi hjemme med GRISJA, som han var kommet til at hedde. Opdrættere bruger at give alle killinger i samme kuld navne, der begynder med samme forbogstav, og denne opdrætter var kommet til bogstavet G. Af de muligheder, der var skrevet op, fik vi selv lov til at vælge, da endnu ingen af hankillingerne var lovet bort. Henrik overlod det til mig, og jeg valgte altså Grisja.

Vi var meget spændte på, hvordan Miver ville tage imod vores nye lille barn, men med hendes milde væsen gik vi bare ud fra, at alt ville gå perfekt. Men DER fik vi alligevel alle tiders overraskelse! For første gang nogensinde hørte vi Miver hvæse. Mens vi havde kendt hende, havde hun aldrig nogensinde været så opbragt over noget, at hun havde hvæset, men det, at hendes far og mor pludselig kom anstigende med en ny kat, var altså for meget for hende. Hun rejste børster og lavede tyk hale – ja, hun var aldeles rasende!

Hårene på vore hoveder rejste sig i takt med Mivers, og vi kiggede forfærdet på hinanden. Hvad nu? Grisja var derimod henrykt for at se en voksen kat, og han gav sig til at spinde højlydt uden at tage sig af Mivers raserianfald. Her var jo også en mor, der kunne vaske en, og som man kunne putte sig hos, når man var træt og søvnig og trængte til en lille lur.

Henrik tog Miver op i armene og snakkede godt for hende, mens han kælede med hende og viste hende den lille fyr, der endnu sad sikkert inde i transportkassen. Lidt efter gik hendes hvæsen over i en dyb knurren, som noget efter også hørte op, og så turde vi forsigtigt tage Grisja ud af kassen og sætte ham ned på gulvet. Stadig siddende på Henriks arm viste Miver tegn på interesse og ville ned til ham. Vi holdt vejret, og vore hjerter bankede så højt af spænding, at de må have kunnet høre det i hele huset. Grisja sad på sin hale og kiggede interesseret op til Miver, men os tog han overhovedet ikke notits af. Forsig­tigt satte Henrik så Miver ned på gulvet i god afstand fra Grisja, og han løb omgående hen til Miver og sagde noget til hende på kattesprog, som vi dengang ikke kendte en lyd til og som jeg derfor ikke kan oversætte. Men det har nok været noget pænt, for hun gav sig til at snuse til ham og kiggede sødt på ham med hovedet let på skrå. Så turde vi trække vejret normalt igen. Puh-ha!

En halv time efter var der en hurlumhej i hele huset, så vi var helt svimle af det. Kattene styrtede rundt efter hinanden på skift og havde det pragtfuldt. Grisja løb med sand dødsforagt i fuld fart ind under vore lave sofaer – til stor bekymring for Miver, som jo var alt for stor til at kunne følge efter. Hun måtte pænt blive udenfor og nøjes med at prøve at kalde ham ud med en sød lyd, der lød lidt bekymret.

Aldrig så snart havde hun fået lokket ham ud fra sit skjul, før racet rundt i hele stuen fortsatte. Men lige med eet blev det lille kræ træt og søvnig. Han hoppede op i sofaen, d.v.s. han nærmest kravlede derop, hvorpå han bogstaveligt FALDT i søvn. Fra det ene sekund til det andet.

Miver kiggede lidt betuttet på ham, men lagde sig så op i sofaen ved siden af ham, og der lå hun i al den tid, han behøvede til sit hvil, og bare kiggede på ham og os skiftevis. Miver havde det særpræg, at hun ikke kunne spinde højt, så det kunne høres. Man måtte lægge øret ned til hendes krop for at høre det, og det gjorde jeg nu, og ganske rigtigt, hun spandt. Hvis vi på det tidspunkt havde flere betænkeligheder, så forsvandt de nu. Han var accepteret.

Nu fulgte en tid fuld af lykkelige og sjove oplevelser. Hver eneste dag oplevede vi et eller andet, som enten rørte os dybt eller fik os til at le hjerteligt. Jeg husker, at jeg engang i den periode sagde til Henrik, at jeg ikke kunne mindes nogen tid, hvor jeg så tit havde fået mig en latter. Grisja fandt på en masse narrestreger, som Miver aldrig havde kunnet, og det bekymrede hende meget. Hun vidste lige nøjagtigt, hvad hun måtte og ikke måtte, hvilket ikke er helt normalt for en kat. Der havde nu aldrig været særligt meget, der var forbudt, men at hun klatrede i gardinerne eller hoppede rundt mellem bøger og nipsting på reolsystemet, havde vi aldrig fundet os i. Hvis hun af “vanvare” kom til at springe op på reolsystemet, var det nok at sige “FY!” i en streng tone en smule højere, end vi normalt talte. Så sprang hun omgående ned igen og satte sig til at vaske sig, som om intet var hændt. Et typisk tegn på, at en kat er lidt flov.

Da Grisja var blevet så stor, at han kunne hoppe så højt, tog han sig tit den frihed at hoppe derop, og her hjalp det ikke en døjt at råbe FY. Vi prøvede masser gange uden resultat, og i stedet for fjernede vi de sarteste ting, der ikke kunne stå for en tur på gulvet, for en killing er ikke så elegant, som en voksen kat, der sjældent skubber ting på gulvet. Men der er jo ingen mening i at have en kat, hvis den ikke må røre sig. I forvejen var den dømt til indendørsliv næsten altid, så noget spillerum måtte den da have.

GRISJA ÆNDRER VORT HJEM

Det er ikke voldsomt meget, der er blevet ødelagt i vort hjem på grund af kattene. Selvom jeg lægger hjernen i blød, kan jeg ikke komme i tanker om en eneste ting, som Miver har ødelagt. Det er jo nok fordi, hun var en ret stor killing, da hun kom ind i vort hjem. Hvor meget der er gået til i hendes allerførste hjem, vides ikke, men jeg ved i hvert fald, at hun har afreageret ret kraftigt, da hun var hos Anne og Frank. Hos dem huserede hun i en periode om natten, så tingene formelig fløj gennem luften. Vægtæpper blev revet ned, bordlamper røg ned fra bordene, og de dyre LP’er blev “spillet” med en kattenegl!

Grisja var jo kun en babykat, da vi købte ham, med alle drenge­streger­ne i sig endnu og dertil en forbløffende energi, så det kunne naturligvis ikke undgås, at et eller andet i vort hjem ligesom ændrede karakter. Vi have f.eks. en dejlig standerlampe stående ved lænestolen i nærheden af vinduet. Den syntes Grisja var et pragtfuldt udsigtstårn, når han havde lyst til at se, hvad der foregik ude på gaden, men en dag havde han for meget fart på, da han ville derop, og så røg lampen over i radiatoren og knækkede midt over. Skærmen lignede heller ikke mere en skærm. Altså, så tog vi konsekvensen deraf, og Henrik bar hele baduljen ned i skarnkælderen.

“Faktisk havde vi heller ikke brug for den lampe!” sagde han bare.

Grisja syntes også, at det var sjov at grave i mors potteplan­ter, og når han tyggede på bladene og spyttede dem ud igen under hosten og sprutten, så mor så egentlig så sjov ud, når hun med en hovedrysten sagde:

“Du er en rigtig lille bandit, er du!”

“Egentlig var det da også mere smart, om vi anskaffede os en have”, sagde Henrik, “smid dog de potteplanter ud eller giv dem væk. En skønne dag får han nok dårlig mave af dem eller det, der er værre. Hvem ved, om dine planter er giftige!”

De var nu heller ikke kønne mere. Men det tog mig nu nogen tid at vænne mig til et hjem uden grønne planter.

Før Grisja kom i huset, havde vi anskaffet et kradsebrædt til Miver. Bevares, det KUNNE ske, at hun foretrak den røde lænestol, når kløerne skulle hvæsses, men i det store og hele var hun flink til at bruge brædtet. Men ikke Grisja! Han skulle nok selv bestemme, hvor han skulle kradse, og jeg tror nok, at det tog os et halvt års tid at få opdraget ham til at bruge kradsebrædtet af sig selv. I lang tid var det under tvang, for når han gik i gang med lænestolen, bar jeg ham over til brædtet og hvæssede kløerne for ham. Du gode, hvor blev han sur over, at jeg “blandede mig”. Og det var egentlig mærkeligt, for i hans første hjem havde man jo lært ham at bruge brædtet, men det var nu så typisk for Grisja hele livet igennem, at han nok selv skulle bestemme. Helt lagde han heller aldrig vanen med at kradse i møblerne fra sig – hvad man med al tydelighed også kan se. Han var bare så bedårende, at jeg ikke for alvor kunne blive vred på ham. Forresten tror jeg heller ikke, at det hjælper noget.

Af de ting, som Grisja har destrueret, mens vi har haft ham, står nylonstrømper øverst på listen. Især de første par måneder var det ret dyrt. Der gik rundt regnet 3-4 par til om ugen. Dengang kunne han jo ikke selv hoppe op på køkkenbordet, og hvad var så mere nærliggende end at KRAVLE op ad mor fra læggene til nakken, når hun stod og gjorde kattemad parat? Og hvad betød det, at mor hylede som en stukken gris, dels over flængerne og dels over et par nylonstrømper? Intet. Det var da bare om at holde sig til, når der var mad.

I et par måneder måtte jeg gå med slacks konstant, både hjemme for at skåne liv og lemmer, og på kontoret for at skjule de lange, grimme rifter, jeg hele tiden kunne fremvise. Senere, da han var blevet dygtig til at hoppe, sad rifterne på ryg og skuldre, når han i eet spring pludselig sad oppe på mine skuldre, men måtte sætte kløerne i for at for at holde sig fast. På trods af de lange bukser røg der alligevel en masse strømper, og det gjorde der i mange år. Rifter på skuldrene havde vi også længe, for når Grisja ville kæle, skulle det være her og nu! Uden at vi var forberedt, sprang han bare, og så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad vi så sagde! Det var ikke altid gloser, der egnede sig for tryk. Det gør modbydeligt ondt at få sylespidse kløer ind i kødet. Alligevel var det umuligt at blive gal i hovedet, det afværgede han med det samme ved at presse sit lille, skønne hoved ind til vore kinder og starte “spinderokken”. Det var ikke til at stå for – vi kunne i hvert fald ikke.

Vore gæster kunne derimod sagtens stå for ham, når han sprang op på dem for at kæle med et for gæsterne smertefuldt resultat, men heldigvis skete det ikke ret ofte.

TO KATTES VIDT FORSKELLIGE TEMPERAMENT

Mere end en gang i de forløbne år har jeg hørt folk udtale, at en kat er en kat. De kan se forskellige ud, men psykisk er de ens – alle til hobe. Forsøger man så at udtrykke sin egen ander­ledes mening, bliver der smilet overbærende ad en. Ja-ja, lad dem bare smile – vi, der kender og elsker katte, ved bedre. Folk tror også tit, at man kan opdrage en kat, som man opdrager en hund.

Intet kan vel være mere forkert. Man må gøre sig klart, at hvis man ønsker at have en kat, så er der helt andre ting at tage hensyn til. Katte er meget selvstændige væsener, der giver os kærlighed, hvis vi er det værd, hvorimod en hund altid ønsker at behage sin herre. De af vore gæster, som uheldigvis stiftede bekendtskab med Grisjas skarpe kløer, mente ofte, at han var uopdragen. Den kendsgerning, at han ikke selv anede noget om, hvor ondt det gjorde at få hans kløer ind i kødet, overser disse mennesker fuldkomment.

Vi ved, at han aldrig river for at straffe os. Han kan komme til at rive os, hvis vi leger lidt for vildt med ham, eller hvis han er nødt til at holde sig fast. Naturligvis ville han også altid rive i selvforsvar, f.eks. hvis vi var hos dyrlægen med ham, hvilket han hele livet var angst for – klog af skade. Faktisk måtte vi altid være to, hellere tre personer om at holde ham fast, når han blev vaccineret, og skulle han have en tandrensning, var det tvingende nødvendigt at bedøve ham først.

Vi var ikke længe om at finde ud af, at han havde betydeligt mere temperament end Miver. Dertil var han i overmål udstyret med en viljestyrke, som var skyld i, at han hurtigt udviklede sig til en rigtig lille tyran. På ingen tid lærte han at diri­gere rundt med os alle efter forgodtbefindende. Miver fandt sig i det uden at kny, og vi andre var skøre nok til at finde det morsomt. Det var hans største fornøjelse at jage Miver væk fra en god lun plads, hun havde fundet sig. Han skabte sig som et forkælet barn og skubbede til hende, mens han sagde irriterede lyde, indtil hun roligt rejste sig og gik et andet sted hen. Kun een gang oplevede vi, at hun forsøgte at opdrage ham ved at forsvare sin plads, men da han var aldeles uimponeret af den lussing, hun gav ham, opgav hun det igen og forsøgte som sagt aldrig mere – i hvert fald ikke, mens vi overværede det.

Det var det samme til spisetiderne. Grisja gik omgående igang med at spise med god appetit, og selv om det egentlig var Miver, der havde sagt, at hun var sulten, satte hun sig tålmodigt bagved Grisja, indtil han var mæt. Først da gik hun hen og spiste selv. Moderinstinkt? Jeg tror det næppe, for hos vilde katte har vi mere end en gang set, at moderen jagede killingerne væk, til hun selv havde spist sig mæt, hvilket også er naturens orden. Hun skal sørge for at have kræfter til både at jage og forsvare og må nødvendigvis være i god form. Miver var bare alt, alt for godmodig. Tit ærgrede det os at se, hvordan han altid fik sin vilje, men vi var samtidig glade for, at hun var så god imod ham. Jeg kan huske, hvordan hun tålmodigt fandt sig i, at Grisja, når han havde lyst til en “nassetår”, overpattede hende på bugen, så hun var drivvåd bagefter. At han af gode grunde aldrig fik en dråbe mælk betød åbenbart mindre, men lysten til at sutte fik han da tilfredsstillet. Når han malkede hende med forpoterne, imens han suttede, havde jeg ofte det indtryk, at hun fandt det ubehageligt. Alligevel blev hun roligt liggende.

Hvor han dog havde det godt hos hende. Dengang var det altid Miver, han gik til, hvis han trængte til at kæle. Først efter hendes død, sluttede han sig rigtigt til os. Jeg ville lyve, hvis jeg nægtede, at vi nød hans mange tegn på, at han elskede os højt, da han blev alene med os. Alligevel ville jeg ønske, at vi havde fået lov at beholde Miver meget længere. Hun var sådan en god og henrivende kat.

VI MISTER MIVER

En dag, da Grisja næsten var et år gammel, opdagede vi, at Miver havde fået noget udslet bag det venstre øre. Dyrlægens salve helede det, selvom det tog et stykke tid. Desværre kom det hurtigt igen, og denne gang var det ikke nok at smøre salven på. Det bredte sig lynhurtigt over hele nakken. Nye salver fra dyrlægen var virkningsløse, og det blev værre og værre.

En lørdag aften kom Henrik ind til mig i arbejdsværelset og sagde: “Jeg er bange for, at det er blevet endnu værre med Miver. Nu har hun i flere timer gemt sig oppe på hylden i skabet, og jeg kan ikke huske at have set hende spise idag.”

Jeg blev helt kold af angst. Jeg havde hele dagen været optaget af noget hjemmearbejde og haft mine tanker andre steder, men på Henriks stemme forstod jeg, at han forberedte mig på noget slemt, så jeg forlod omgående mit arbejde og gik ind til Miver. Hun slikkede min hånd, men lagde sig så tilrette igen med ryggen til mig. Jeg hentede madskålen og forsøgte at lokke hende til at spise, men forgæves. Hun slikkede lidt fløde i sig, men så gemte hun sig væk igen.

Den nat var jeg oppe mange gange for at se til hende. Der var ingen forandring at spore, men hen under morgenstunden virkede hun afgjort dårligere. Så snart dyrehospitalet åbnede søndag morgen, sad vi i venteværelset med vores mis.

Da dyrlægen kom ud efter at have undersøgt hende, sagde han:

“Det bedste nu er at lade hende sove ind. Jeg er bange for, at hun har hudkræft, og under alle omstændigheder har hun det meget dårligt”.

Vi græd, men vi indvilligede – hvad kunne vi gøre andet.

Efter at man havde garanteret os, at hun var død smertefrit, gik vi ud i bilen igen med den tomme transportkasse. Vi græd stadig begge to, og det tog os tyve minutter at blive så rolige, at vi turde køre bil igen. Det var en traumatisk oplevelse, den første af mange. Det er ikke noget, man nogensinde kan vænne sig til, og selv dyrlæger hader at aflive dyr. 
Vi kørte hjem igen til Grisja, som for første gang i sit liv havde prøvet at være alene hjemme. Det var hjerteskærende at se, hvordan han gik og ledte efter Miver og peb, og vi kunne ikke trøste ham. Men tiden læger alle sår, siger man, og der gik da også kun et par dage, så havde han affundet sig med sin skæbne, og efterhånden glemte han Miver og accepterede os som hans “forældre”. Vores savn varede meget længere. Vi fandt det dybt uretfærdigt, at vi kun fik lov at beholde Miver i knapt 18 måneder, men vi måtte så trøste os med, at vi havde haft det dejligt sammen med hende, og at hun havde været en lykkelig kat hos os. Den største trøst blev dog Grisja, som man kunne for­vente – vores dejlige, uimodståelige Grisja!

GRISJA BLIVER HERRE PÅ GÅRDEN

Se, Grisja ville jo ikke være den, han var, hvis han ikke havde forstået at udnytte denne situation: Far og Mor er helt vilde med mig, de kæler med mig, de lader mig sove i deres senge om natten, de giver mig alle mine livretter, og nu vil jeg sno dem om mine poter -nu og i al evighed!

Det løfte holdt han. Vi var rent til grin hos vores voksne børn og i vores omgangskreds, fordi vi lå pladask på maven for vores kat. Der var dog een, der nød det – altså bortset fra Grisja selv – og det var opdrætteren, vi købte Grisja af.

Vi så hinanden med jævne mellemrum og havde nogle hyggelige timer i hinandens hjem. Hun er altid meget glad, når et af hendes “kattebørn” har så kronede dage, siger hun. Den rigtige opdrætter – ham/hende, der ikke kun tænker i økonomiske baner – er altid interesseret i at følge killingernes udvikling i deres nye hjem. Følgelig kunne det kun glæde hende, at Grisja havde kronede dage hos os. HAN boede her, vi fik lov at være her og at betale huslejen. Lidt dramatisk sagt måske, men noget er der nu om det.

Alle katte har for vane at lægge sig i den stol eller på den plads, man lige har rejst sig fra, for her er jo dejligt lunt, men når vi kom tilbage og skulle sætte os igen, og Grisja – eller en af vore senere katte – lå der, så fandt vi en anden plads og lod katten ligge. Folk rystede på hovedet af os, men vi var ligeglade. Lad blot andre jage deres katte væk fra deres yndlingspladser, vi gør det ikke. Vi kan godt bære at være til grin.

Især på eet punkt følte vi, at vi var Grisjas lydige slaver. Vi madede ham. Joh, De læste rigtigt. Og han elskede det. Vi lå på vore gamle knæ nede på gulvet foran hans madskål og tog stykke for stykke op i hånden og lod ham spise maden ad den. Hvordan det gik til, at den vane opstod, kan jeg ikke med be­stemthed sige. Blot ved jeg, at det er noget, han indførte, efter han blev enekat. Sandsynligvis er det sket på den måde, at der har været et eller andet, der ikke rigtigt har interesseret herren, og så har jeg forsøgt at lokke det i ham ved håndfodring. Men det er kun en teori. Ingen af os kan huske det sikkert. Det er i hvert fald et faktum, at i lang tid nægtede han at spise, når vi var hjemme, hvis han ikke blev håndfodret. Så skulle han da være på gravens rand af sult, og det skete selvfølgelig meget, meget sjældent. Han satte sig foran madskå­len og kiggede på den, og hvis jeg ikke straks forstod dette vink, så kom han og gned sig op ad mine ben og sagde kælne lyde. “Forstod” jeg heller ikke det, så satte han ganske forsigtigt tænderne i læggene på mig!

“Vågn nu op, mor!” syntes han at sige.

Og selvfølgelig smed jeg så alt, hvad jeg havde i hænderne for at efterkomme min elsklings ønske. Hvis jeg en sjælden gang nægtede at parere ordre – det kunne jo ske, at jeg var igang med noget, der krævede min fulde opmærksomhed – så spadserede han fornærmet ind i stuen igen og lagde sig til at sove. Spise selv kunne der ikke være tale om. Når jeg så lidt senere kunne afse tid til at fodre ham og kaldte, så kom han langsomt ud til mig, satte sig mindst en meter fra mig, hvorpå jeg flyttede madskålen hen til ham, og så lod han sig nådigt fodre. Bagefter var vi gode venner igen.

Ja, grin bare, det morede også mig.

Grisja havde ganske bestemte vaner, som han kun sjældent lavede om på. Alle vore katte var sådan, men i knapt så høj grad som Grisja. Når vi f.eks. skulle i seng om aftenen, skulle han have natmad, og så legede vi: “Jeg skal komme efter dig!” Det betød, at to voksne mennesker styrtede huset rundt efter en kat, som fandt de sværeste steder at gemme sig, altså svære for os. Vi fik nogen motion på den måde, for vi måtte både kravle og strække os for at nå ham, for snart var han kravlet ind i en papirsbærepose (som altid lå og flød et sted i stuen for hans skyld), og snart efter sad han på toppen af klædeskabet og rakte ned efter os med det kæreste udtryk i “ansigtet”. Vi morede os lige godt alle tre, men vi blev selvfølgelig først trætte af legen. Når Henrik og jeg så var kommet i seng, kom han ind og hoppede op til os, og så skulle han fange fars tæer. Henrik vippede med en storetå under dynen, og først sad Grisja i lang tid og stirrede hypnotiseret på bevægelserne – helt stille og med store, stirrende øjne og ørerne rettet fremad. Pludselig gav han sig så til at vrikke med bagkroppen, halen stod vandret ud i luften, og så sprang han. Med et hyl trak Henrik tæerne til sig, men hver eneste gang var Grisja hurtigst og havde en pote indenfor dynen. Resten af ham fulgte hurtigt efter, og så bed han forsigtigt i Henrik. Han gav aldrig Henrik rifter eller hårde bid, men det kildede, og det var en stor fornøjelse for Grisja, når hans far bagefter nærmest skreg af grin. Jamen, som de morede sig!

Når vi så havde slukket lyset, lagde Grisja sig stille om bag Henriks knæ, og der lå han en tid og sov pænt. Nøjagtigt hvor længe aner vi ikke, for han flyttede rundt så forsigtigt, at vi ikke mærkede det, men det var sikkert som Amen i kirken, at når vækkeuret ringede kl. 5, så lå han bag min venstre skulder med hovedet henover halsen på mig. Jeg vidste, at han havde ligget der nogen tid, men i søvne gav jeg altid bare plads for ham, uden at jeg kunne sige, at jeg havde mærket ham komme.

Det var mig, uret jog ud af min gode varme seng, for Far skulle have mad med på arbejde, og det måtte jeg tage mig af. Men først skulle Grisja og jeg have en kæletur på sengekanten. Far lå og så til med kærlige øjne. Jeg måtte først på badeværelset, og Grisja havde samme ærinde, for der stod hans sandkasse. Det skete, at jeg trak døren til efter mig, inden han nåede derud, men så lukkede han den bare op og sendte mig et indigneret blik.

“Hvad bilder du dig ind? Tror du ikke jeg kan trænge til at tisse?”, mente jeg at aflæse af hans blik.

“Åh, undskyld herr Greve, det var ikke med vilje!” kunne jeg så finde på at sige.

Inden jeg sørgede for Henriks frokostpakke, var det madtid for en lille mis, der havde sovet roligt og pænt hele natten – og vel at mærke ALLE nætter – og han rendte ud og ind imellem mine ben, næsten i ottetaller, af bare iver, mens jeg fandt mad og frisk fløde frem til ham. Når han havde spist, gik han ind til sin far i soveværelset og hoppede op i sengen til ham, og så var det deres tur til at kæle lidt. Når jeg så kom tilbage til min seng, stod Henrik op, og Grisja stod op for anden gang. Far var nemlig vågen nok om morgenen til at pjatte lidt rundt, og det måtte man naturligvis benytte sig af. Ofte sprang Grisja med et tigerspring op på nakken af Henrik og lagde sig som en pelskrave rundt om halsen på ham. Det elskede Henrik, men – det skete, at han ikke først havde nået at få tøj på, og så var det så som så med begejstringen, og der lød et indianerhyl derindefra. Så måtte Henrik først lige vaske et par rifter i brintoverilte, før han kunne klæde sig på. Når Henrik var gået, kom Grisja ind til mig igen, og vi sov en time længere.

Dette handlingsforløb var så konstant, at hvis det blev afveget en enkelt gang, var jeg lige ved at tage kattens temperatur!

Næste gang jeg stod op om morgenen, var det derimod ikke så stensik­kert, hvad Grisja ville og gjorde. Somme tider sov han bare videre i min seng – det er egentlig utroligt, hvor mange timer en kat kan sove – og så måtte jeg vente med at rede min egen seng, til jeg kom hjem fra arbejde. At jage katten ud af min seng kunne der aldrig være tale om. Andre dage var han oplagt til sjov, og jeg måtte lege nogen tid med ham, inden pligterne kaldte.

I lang tid havde han en vane, der morede mig meget: De dage, hvor jeg ikke tog bad om morgenen, men vaskede mig i håndvasken, var det en smule besværligt at blive vasket, for Grisja skulle nemlig tage bad i vandet samtidig! Han sprang op på håndvasken og gik med forbenene ned i vandet, og både sæbe og neglebørste blev revet ned vandet, så man kunne bruge det til at sejle med. Han forsøgte også ihærdigt at rive proppen op ad karret. Når jeg nåede til fødderne, bed han både i mine tæer og i vaskekluden, så alle kan vel forstå, at det tog noget længere tid at blive vasket på den måde. Men sjovt var det, og jeg kunne ikke få mig selv til at forhindre ham i at være med, selv ikke, hvis jeg havde lidt travlt. Det var også en evig kilde til fornøjelse, når han forsøgte at fange den lille hvirvel, der kom, når jeg hev proppen op fra afløbet. Han så helt uimodståelig ud, når han stak poterne ned i afløbet for at finde hvirvlen igen. Bagefter lagde han sig ofte tilrette i den våde varme vask, og der blev han liggende en tid med hovedet hvilende på kanten – og så vidunderlig ud. Kan man forestille sig en dejligere måde at starte dagen på for en katteven? JEG kan vist ikke.

Senere aflagde han vanen med at “vaske” sig sammen med mig, uvist hvorfor. Det er iøvrigt noget, vi har bemærket med alle vore katte, at de i en tid lang har en bestemt vane, og så pludselig gør de det ikke mere, men finder på noget nyt.

Der er almindeligvis den mening, at katte ikke kan lide vand. Flere af mine katte har kunnet lide at fange en vandstråle eller sætte forpoterne ned i en balje vand, men jeg har hørt om en kat, der svømmede over Nakskov Fjord ved havnen, fordi den ikke gad gå udenom! Om det er sandt ved jeg ikke, men jeg har ikke grund til at tvivle på fortællerens sanddruhed i al almindelighed.

Grisja havde en anden vane, der var skyld i, at jeg somme tider havde svært ved at følge med i, hvad der foregik ude i den store Verden. Henrik bragte altid dagens avis med hjem om aftenen, men da var det tit, at jeg ikke fik tid til at læse den, og så gik jeg igang med den om morgenen dagen efter. Jeg kunne ikke sidde i fem minutter med avisen og morgenkaffen, før Grisja med en sjov, kurrende lyd hoppede op og lagde sig ovenpå avisen. Så var jeg færdig med at læse avis, for han kunne lige så godt have sagt:

“Tag dig lidt af mig, mor!”

Det kunne jeg naturligvis ikke stå for.

Det samme skete om eftermiddagen, når jeg kom hjem fra arbejde. Min opmærksomhed skulle være henvendt på ham og ikke på avisen eller en bog. Sjovt var det også at se, hvis Henrik og jeg havde en aften tilovers til hyggesysler og sad med hver sin bog, så gik Grisja fra den ene til den anden for at hindre os i at læse. Hvis vi for sjov skyld ignorerede ham længe nok, blev han helt aggressiv i sin trang til at forstyrre os, og stangede os i ansigterne og spandt højt. Det skete også tit, hvis jeg sad og skrev på maskine, at han hoppede op og forsøgte at fange tangentarmene, hvilket jo i høj grad besværliggjorde arbejdet. Støjen fra min ældgamle maskine blev ham dog hurtigt for meget, og så forsvandt han igen, men som regel nøjedes han ikke med eet forsøg.

GRISJA PÅ KATTEUDSTILLING

Da Grisja var 9 måneder gammel, blev han på opfordring fra andre “russerfolk” – hvilket vil sige andre kattefolk, der havde Russian Blue katte, eller Russian Blue opdrættere – tilmeldt katteudstillingen i Tivoli. Egentlig havde vi ikke haft nogen tanker om at lade ham udstille, men da der ikke var så mange “russere” i Danmark, bad man os om at lade ham være med, så racen kunne blive repræsenteret med så mange katte som muligt. Af opdrætteren lånte vi udsmykningen til hans bur i form af lyseblå gardiner, og selv indkøbte vi til lejligheden en sød lille rund kurv med halvtag over, som jeg forede med kongeblåt satin. De blå farver klædte ham naturligvis fantastisk godt. Vi købte også lækkerier til ham og lovede ham, at vi ville være i nærheden af ham så meget, det var os muligt.

Aftenen før blev han børstet ekstra grundigt, så hans skønne pels rigtigt kom til sin ret, og lørdag morgen blev han transporteret til udstillingshallen, hvor en dyrlæge ventede for at kontrollere kattenes sundhedstilstand og vaccinationsattester.

Da udstillingen åbnede, sad han i sit flotte bur og ventede på beundrere, men aldrig så snart begyndte det at summe med men­neskestemmer, før Grisja blev utilfreds. Han begyndte at bide i burets tremmer og fortalte os højlydt, at han ville UD! Dette her var ikke noget for ham. Han skældte et kuld yndige perserkil­linger på den anden side af gangen noget så læsterligt ud, når han kunne se dem for tilskuerne, og han hvæsede af raseri – selv af os – når nogen kom hen til ham og sagde noget til ham.

Rent galt blev det, da han skulle bæres op til dommerbordet af en steward. Hun turde overhovedet ikke tage ham, før hun havde garderet sig med et par kraftige læderhandsker. Disse stewards er ellers godt trænede, men hun kunne næsten ikke holde ham fast, for han rev og bed hende, som skulle han forsvare sit liv. En anden dommer end den, der skulle bedømme ham, overtog ham oppe ved bordet, og hun fik ham lige akkurat så meget beroliget, at han kunne blive bedømt. Også hun fik et par slemme rifter i hænderne, som bagefter måtte behandles. Tilskuerne til bedømmelsen stod og talte om, hvor voldsomt et temperament den kat dog havde, og vi var vist ikke til nogen særlig nytte for de andre “russerfolk”, skønt det jo havde været meningen. Ikke alle “russere” er jo født med Grisjas temperament, men hvem kunne vide det, når de så Grisja optræde. Henrik og jeg var røde i hovederne af skam over vores vanartede “søn”, og rigtigt rolige var vi først, da han sad velforvaret i sit bur igen.

Stewarden turde ikke bære ham derned igen, og skønt det egentlig ikke var tilladt, bad hun Henrik om selv at hente sin kat, for det var man villig til at se igennem fingre med. Mere end villige!

Ovenpå denne pinlige episode gik Henrik og jeg op i restauranten og druknede vores skam i en kold øl. Da vi kom ned igen, lå han og sov og lignede en Guds engel, og der stod en masse mennesker og beundrede ham. Vi sagde til os selv, at det med garanti ikke var de samme mennesker, der havde overværet bedømmelsen! Så havde de nok ikke brugt så mange rosende gloser.

Ikke en eneste lille bid mad ville han spise den dag, og kassen med sand blev heller ikke brugt, skønt han var der i hele 12 timer. Først da vi kom hjem om aftenen – man kan nemlig få lov til at tage sine katte med hjem om natten – blev maven fyldt op, og det samme gjorde sandkassen. Og så lagde han sig ellers ind i Mivers favn og sov fra alle sine bekymringer.

Dagen efter gik det ikke en smule bedre. Sidst på eftermiddagen blev bedømmelserne offentliggjort, og minsandten om han ikke blev den bedste i sin klasse! Naturligvis var vi stolte, men når sandheden skal frem, var vi allerede på det tidspunkt klar over, at udstilles skulle han aldrig mere. Andres mening om ham kunne vi være ligeglad med. Vi var selv lykkelige for ham, og vi blev ikke spor mere glad for ham, fordi han var blevet en præmie-kat. Det var meningen, at han skulle være en lykkelig lille mis, så de pinsler skulle han ikke udsættes for mere.

En ganske nydelig porcelænsplatte på væggen og en flot kokarde i skuffen er de synlige minder om den eneste gang, Grisja blev udstillet.

GRISJA PÅ LANDET

Før vi fik katte i huset, rejste vi hver sommer til det sydlige udland for at få en smule sol på kroppen og få nye indtryk, som vi kunne leve på hele den lange sure vinter. I sommeren 1971 rejste vi som så ofte før til Østrig, og kattene – dengang levede Miver jo endnu -måtte i pleje så længe. Vi havde aftalt med opdrætteren, vi havde købt Grisja af, at hun skulle have dem begge to, for dels vidste vi, at de ville få det godt hos hende, og dels tiltalte det os meget, at der var en udendørs kattegård, som kattene kunne opholde sig i, hvis vejret ellers var til det.

Vi var naturligvis godt klar over, at vi ville komme til at savne vore misser, men at det ligefrem ville komme til at spolere vores ferie totalt for os – det havde vi ikke regnet med. Vi tænkte konstant på dem og talte om dem og længtes så forfærdeligt. Vi måtte sande, at de små kræ var blevet så stor en del af vores tilværelse, at vi ikke kunne undvære dem.

Vi havde talt en del om, at vi med tiden ville anskaffe os en sommerhusgrund, men vi ville vente, til vi havde set så meget af den store Verden udenfor Danmark, at vi følte os mættede på det punkt. Nu vidste vi med al ønskelig tydelighed, at tiden var inde. Vi ville ikke rejse mere, når vi ikke kunne have vores katte med os.

Vi brugte hele forsommeren 1972 til at se på grunde, og i juni fandt vi, hvad vi søgte på den sydlige kyst af Lolland, kun 100 meter fra Østersøen. Så kunne Henrik også samtidig få sin lyst til at svømme styret. Måneden før havde vi mistet Miver, så det blev kun Grisja, der fik glæde af denne beslutning i første omgang, men han har sandelig også forstået at nyde det.

De første 2 måneder havde vi ikke hus på, men boede i vores telt hver weekend. Vi var heldige med vejret i den tid, så det blev en dejlig tid for os allesammen. Måske lidt mindre for Grisja i begyndelsen, for jeg forlangte, at han var i en lang line, når han skulle være ude. Jeg var hundeangst for, at han skulle forsvinde for os. Han havde ganske vist hele 8 meter snor, men alligevel var han langtfra tilfreds med det. Han viklede sig ustandselig rundt om vores små bitte fyrretræer, så der hurtigt ikke var mere line tilbage, og en stor del af vores tid gik med at vikle ham fri igen. Eller også fik han øje på en sommerfugl, som han absolut måtte have til dessert og sprang i fuld fart efter den, og når der så ikke var mere line tilbage, blev standsningen så brat, at han faldt omkuld. Tit løb han linen ud så hurtigt, at han faldt om på ryggen. Det så urkomisk ud, og jeg indrømmer, at vi grinede ad ham, og han kunne ikke fordrage, at vi morede os på hans bekostning. Han glemte alt om sommerfugle og satte sig til at vaske sig, som om absolut intet var hændt, men vi vidste, at han følte sig flov.

Jeg lå i konstant strid med resten af familien, for både Henrik og vore børn holdt på, at han skulle have lov til at løbe frit omkring, men det turde jeg ikke. Han var jo slet ikke vant til at skulle tage sig i agt for noget, fordi hans tilværelse altid havde været så beskyttet. Engang fangede han en mus, men på grund af linen slap den fra ham, da den kom udenfor hans rækkevidde. Jeg overværede det ikke selv, men da jeg opdagede, at en af de andre havde løst ham fra linen, talte jeg med store bogstaver! Grisja blev smækfornærmet, dels over at musen slap fra ham, og dels over at jeg havde indskrænket hans bevæ­gelsesfrihed igen.

Sådan kunne det naturligvis heller ikke blive ved med at gå, det kunne jeg godt indse. Underligt nok var en del af de mennesker, vi lærte at kende på udstykningen, også kattejere, og alle deres katte løb frit omkring. Da efteråret kom, og vi havde lidt mere tid til at holde fri, havde vi fået hus på. Alting blev på den måde meget nemmere, og jeg besluttede da, at vi kunne prøve at se, hvordan det ville gå, hvis Grisja ikke var bundet. Vi gik bagefter ham og var meget spændte på hans reaktion. Vi er så heldige, at vores grund ligger lige op til et friareal, som aldrig må bebygges, og som adskiller vores udstykning fra en anden. Her blev Grisja meget glad for at færdes senere, men de første mange gange blev han lige i nærheden af huset. Endnu senere udvidede hans sit territorium til også at omfatte de nærliggende grunde, som dengang var ubebyggede, men i lang tid var en af os lige i nærheden af ham og holdt strengt øje med, hvad han foretog sig. Da vi var helt sikre på, at han vidste, hvor han hørte til, fik han lov til at komme og gå, som han ville. Det var aldrig noget problem om vinteren, for nok var hans pels meget flot, men den var ikke ret tyk, og det skete ofte, at jeg kunne se, at han ikke kunne holde varmen udenfor. Jeg behøvede ikke at kalde ham ind, han kom af sig selv, når det blev for koldt for ham.

Den følgende vinter var hans pels ikke så flot mere. Den så nærmest lidt mølædt ud, må jeg sige, og vi lod dyrlægen se på ham. Han fik piller med binyrebarkhormoner, som hjalp godt.

“Og så lad ham komme ud, så meget det kan lade sig gøre, så skal han nok beholde frakken på!”, sagde dyrlægen.

Hele januar 1973 var vi ikke på landet, men første weekend i februar var det sådan et dejligt vejr, og så kunne vi ikke nære os længere, vi måtte afsted. Det var sjovt at se, hvordan Grisja genkendte alting og viste glæde over at være i sommerhus igen. Samme aften fandt han sin foretrukne plads, og om natten kom han og forlangte at komme ind under min dyne og sove – noget han ALDRIG gjorde i byen! Næste morgen blev han lukket ud. Først gik han forsigtigt rundt og snusede til alting, men så pludselig sprang han afsted med halen lige i vejret – ud på friarealet og hjem igen. Med alle de tegn, en lille mis kan give, viste han os, hvor glad han var. Ind imellem kom han ind til os for at varme sig lidt, og så satte han sig foran os og fortalte en mægtig løgnehistorie om alt det, han havde oplevet derude. Jeg er sikker på, at det var løgn det meste, for så meget kan man ikke opleve på en lille times tid, og forresten slap jeg ham ikke af syne ret længe ad gangen dengang. Men vi gik naturligvis ind på spøgen og forsikrede ham, at vi gerne troede hvert eneste ord.

Den eneste gang jeg har afskyet min ellers højtelskede Grisja var, da han kom hjem med en levende lærke i munden. Henrik var mindst lige så ulykkelig, men noget mere resolut må jeg indrøm­me. Han tog fat i Grisja i et fast greb og vristede fuglen ud af gabet på ham, skønt Grisja knurrede rasende. Fuglen slap løs, men omgående fik Grisja igen fanget den – lynhurtig og i topform, som han dengang var. Endnu engang lykkedes det for Henrik at befri den stakkels rædselsslagne fugl, og efter at have konstateret, at den ikke fejlede noget – mærkværdigvis – slap han den løs, og den fløj straks ubesværet tilvejrs igen.

Da skal jeg lige love for, at Grisja blev sur. Ingen skal komme og fortælle mig, at dyr ikke kan ræsonnere, for derefter kom han aldrig hjem med en fugl, som endnu var i live. De blev bidt ihjel først.

Engang så jeg Grisja sidde helt stille ude på friarealet med hovedet på skrå og kigge ned. Jeg blev nysgerrig efter at se, hvad han kiggede på, og stor var min forbavselse, da jeg så, at det var en lærkerede med 4 små nøgne unger i! Dem gjorde han ingenting, han så tværtimod næsten kærlig ud, og det forstod jeg dengang ikke et kuk af. Senere lærte jeg naturligvis, at hvis de havde forsøgt at flyve fra ham, så var de blevet fanget og bidt ihjel, for det er bevægelsen, der får jagtinstinktet til at vågne. Katte vil FANGE deres bytte.

Han har aldrig spist hverken fugle eller mus, dertil var han alt for kræsen og desuden aldrig sulten nok. Måske var han også for forfinet – hvem ved. Vi var selvfølgelig godt tilfredse med, at han holdt os musene fra huset, men det har altid været os en sorg, når vore katte fangede fugle, som jo også giver os mange glæder og desuden er meget nyttige for en haveejer, men naturen kan vi ikke lave om på, og man kan heller ikke opdrage en kat til at lade fuglene være i fred. Det må man se i øjnene.

En dag midt på sommeren 1973, hvor vi havde en masse arbejde at gøre i haven , blev vi pludselig klar over, at vi ikke havde set Grisja et godt stykke tid. Vi havde vænnet os til, at han var begyndt at gå på opdagelse lidt længere væk, og da det altid var gået fint, var vi ikke mere så bekymrede, når vi ikke så ham en time eller lidt længere. Nu mente vi dog, at der var gået mere end normal tid, så jeg gik en runde for at finde ham et af de steder, hvor han gerne holdt til. Men der var ikke skygge af Grisja nogen steder, og han reagerede heller ikke på min kalden. Almindeligvis kom han frem og hilste på mig, når jeg kaldte, og sagde denne kurrende kælelyd, der var så bedårende. Jeg skulle bare ikke tage ham op, det ville han ikke finde sig i, men som oftest fulgte han mig hjem, når jeg snakkede godt for ham. Den dag var der bare ingen Grisja til at følge mig hjem, og jeg bad så til sidst Henrik om at hjælpe mig.

Nogle søde mennesker, der selv havde kat og som boede på den anden udstykning, hørte os kalde, og de gik med i eftersøgningen. På den måde kunne vi udvide området at undersøge betragteligt. Efter 4 angstfulde timers søgen fandt jeg endelig Grisja under et hus ovre ved diget, kun ca. loo meter fra vores hjem. Han lå sammen med en sort kat og så ud til at have det udmærket. Han ville ikke ud til mig, men sendte mig blot et kærligt blik. Også den sorte kat så yderst fredelig ud, så jeg besluttede at lade dem være i fred. Da jeg gik derfra, så jeg, at Grisja satte sig til at “bide negle”, som vi kaldte det, når vore katte soignerede deres kløer. Jeg havde været så tæt på at græde af ængstelse, som man kan være det, så da jeg endelig fandt ham, tilgav jeg ham øjeblikkelig, at han ikke havde ulejliget sig med at svare mig, skønt han med garanti havde hørt det. Jeg var bare så lykkelig for, at han var i live og uskadt.

Jeg fik adviseret de andre om situationen, og eftersøgningen blev afblæst.

“Nu lader vi ham være”, sagde jeg til Henrik, for han må snart være meget sulten, og så kommer han nok hjem”.

Men der gik endnu en time, før herren fandt hjem, og inden da var jeg endnu engang ovre og konstatere, at de var der endnu begge to. De sov såmænd sødeligt, og det var kun lige akkurat, at Grisja gad åbne øjnene og se på mig. Jeg undrede mig da over hans adfærd, men da han stadig så ud til at have det godt, gik jeg hjem igen.

Da han endelig kom, spiste han så meget og så grådigt, at han straks efter kastede det hele op igen. Det skete iøvrigt ofte for Grisja, indtil jeg lærte at give ham mindre portioner ad gangen. Den dag behøvede jeg forresten ikke at håndfodre Grisja!

Kort efter måltidet gik han på en gevaldig fluejagt, og resten af dagen blev han lige i nærheden af os. Jeg syntes, at jeg kendte alle Grisjas lyde og forstod dem, men netop den dag ville jeg forfærdelig gerne have kunnet føre en rigtig samtale med ham. Hvorfor han opførte sig helt anderledes den dag, får jeg aldrig at vide. Noget lignende skete iøvrigt ikke siden, og andre katte blev hidsigt fordrevet fra vort private område, så det er en gåde for os, hvad der var så specielt ved den sorte kat ovre ved diget, siden de nød hinandens selskab og var fredelige overfor hinanden.

Vi morede os meget over, når Grisja havde fordrevet en fremmed kat fra vores grund og bagefter kom ind og fortalte os stolt, hvordan han havde fulgt den “plebejer til skovs”, og han så ud, som ville han garantere os, at vi kunne være ganske rolige, for han skulle nok vogte området.

“Du kan tro, han kommer ikke igen, for han var smadderbange. Nu ved han, at her bor JEG!”

Vi var efterhånden så vant til Grisjas pralerier og selvbevidst­hed, at vi tog det med noget forbehold, uden dog at vise ham det naturligvis. Trods alt måtte han dog kunne sætte sig i respekt, når han ville det, for i samme periode stiftede han venskab med en yndig siameserhun ved navn Sabrina. Hun boede på den anden udstykning og ligesom vi lige op til friarealet, så de havde nem adgang til at mødes. Sabrina var altid velkommen her, og Grisja kunne også besøge hende, så vi må vel tro på, at han virkelig var en farlig karl og ikke rar at blive uvenner med.

Når han fjantede rundt med Sabrina, var det jo ikke fordi, der var tale om et frieri fra hans side, eftersom han var neutraliseret. Det var Sabrina til gengæld ikke, og det skabte nogle problemer for Grisja engang, hvor Sabrina var i løbetid. Vi stod to “forældrepar” og morede os over de to katte, da Sabrina inviterede Grisja til dårligheder. Han forstod natur­ligvis ikke et suk af det hele, og tilsidst blev det Sabrina for meget, og hun stak ham nogle flade øretæver, så Grisja overrumplet trillede omkuld.

Jeg tænkte, at nu var det venskab nok forbi, for det ville Grisja ikke finde sig i, men nej. Han gik kurrende hen til hende igen – og fik nøjagtig samme omgang. Derpå gik Sabrina fornærmet ind til sig selv, og Grisja sad på sin hale og så forundret efter hende. Vi tog ham op og kælede for ham, og denne gang fik vi lov til at bære ham på armene hjem, hvilket han normalt ikke brød sig om. De blev dog venner igen og havde ofte stor fornøjelse af hinandens selskab.

Nu kunne man fristes til at tro, at deres forskellige køn havde indflydelse på deres venskab, men senere blev han også meget fine venner med en kastrat, som tilhørte et andet ægtepar på den anden udstykning. Det skete, at dette ægtepar kørte til Lolland med os, og de to katte lå altid fredeligt ved siden af hinanden i bagruden hele vejen.

Det var jo noget helt andet, når der var hunde i nærheden. Grisja var tydeligvis bange for hunde, og jeg husker engang, hvor en dalmatiner var efter ham, og da kunne han have fået en medalje i hurtigløb. Han var fornuftig nok til at løbe ind og gemme sig under vores hus, hvor hunden ikke kunne nå ham, og vi skældte hundens ejermand grundigt ud, fordi de ikke havde den i snor. Han blev noget rød i hovedet, skal jeg dertil sige, for han vidste naturligvis godt, at det havde været forkert.

Vores nærmeste naboer havde en gammel jagthund, der hed Aro. Han var en sød og rar hund, man han kunne ikke fordrage katte, hvilket vel er ret naturligt for en jagthund, så da den kom med herned på ferie, var vi ret spændte på, hvordan det ville gå. De første dage gøede Aro voldsomt, når han så Grisja, men Grisja blev hurtigt klar over, at Aro var i snor og ikke kunne komme ret meget omkring, selv om hans snor var ret lang. Han gik derfor bare i en stor bue udenom Aros rækkevidde, men holdt øje med, hvor hunden befandt sig. Der opstod en væbnet neutralitet efterhånden, og de vænnede sig til hinandens tilstedeværelse. Vore naboer havde heldigvis ikke noget imod, at Grisja gik derover, men ligesom vi ønskede de ikke slagsmål. Men selv om manden ikke var interesserede i katte – mildest talt, han havde nærmest afsky for dem, så forstod han godt, at vi elskede vores dyr, ligesom han elskede sit. Vi var efterhånden heller ikke bange for Grisjas sikkerhed, for vi så jo, hvordan han kunne bringe sig udenfor fare, når det gjaldt.

Den slags hændelser bekræfter, hvad jeg har læst om kattens psyke. En kat undgår besværlige stridigheder, så længe den kan, men tager kampen op, hvis det skulle blive nødvendigt. Den angriber aldrig af ren og skær kamplyst, men den forsvarer sig selv, sit domæne og sit afkom, hvis det er en hunkat, når det er nødvendigt. Så er den ikke rar at være uvenner med, det har vi set mange beviser på.

Det har ofte kostet os vores nattesøvn og adskillige hundrede kroner til dyrlægen, når Grisja skulle have repareret de skrammer, han pådrog sig i slagsmål. Han fandt sig som tidligere fortalt ikke i, at fremmede katte kom ind på hans domæne, og de blev jaget ud med fuld musik, hvorimod vore venners katte gerne måtte komme her.

Men i sommeren 1975, hvor Grisja var godt 4 år, begyndte han selv at opsøge strabadserne, idet han ignorerede de vilde kattes domæne. Sommeren før havde den vilde hunkat, som vi alle kaldte “fru Olsen”, fået 4 killinger, og det følgende efterår måtte jeg gang på gang hente ham hjem fra disse killingers tilholdssted ovre ved diget, fordi han gerne ville lege med dem. Selv “fru Olsen” kunne ikke holde ham derfra og opgav tilsidst, da hun opdagede, at der ikke var fare på færde ved at lade ham være der. Grisja og “fru Olsen” sloges ikke, men i foråret 1975 fik Grisja flere gange klø af den vilde hankat, når han kom ind på dennes område – den samme hankat, han året før havde ligget og hygget sig med i flere timer under et hus ovre ved diget! Det år holdt vi ferie allerede fra Skt. Hans, og i den første uge fik Grisja både revet læben, det ene øre og blev bidt i venstre bagben! Siden da holdt han sig i nærheden af os i resten af ferien, og vi krydsede fingre, tæer og alt, hvad der ellers kunne krydses, for, at det ville holde, for det var hver gang også meget oprivende for os.

Dette billede her jeg (Keld) taget af Grisja på friarealet ved siden af sommerhusgrunden. Her elskede han at ligge og slikke solskin.

GRISJA GØR MIG FLOV

Engang i juli 1974 gav Grisja mig en dag følelsen af at være rigtig luset. Ja, jeg har da følelsen endnu, når jeg tænker på det. Der skete det, at jeg lige var kommet hjem fra arbejde. Som sædvanlig var Grisja det første, jeg tog mig af. Han fik først en god kæletur og derefter noget at spise. Så gik jeg ind i stuen for at gennemgå dagens post. Mens jeg stod ved chatollet og læste, sprang han helt nede fra gulvet op på ryggen ad mig, og med sine dengang 5,5 kilos vægt bag sig borede han sine kløer ind i ryggen på mig for at holde sig fast. Det gjorde hvinende ondt, og jeg skreg højt af smerte, og samtidig bøjede jeg mig forover for at befri mig for vægten af katten, så han faldt ned på chatollets skriveplade. Da han havnede der, smækkede jeg ham et ordentligt klap i bagdelen i hidsighed. Jeg fortrød det øjeblikkeligt, men da var skaden jo sket.

Jeg stod et kort sekund og sundede mig, rød i hovedet af skam, men kun ganske kort, for Grisja vendte sig øjeblikkelig om imod mig, sagde sin kælelyd og rakte sig op imod mig for at blive taget op igen. Med blødende hjerte knugede jeg min elskede mis ind til mig og kælede med ham. Jeg lod post være post og satte mig i lænestolen med ham og hviskede ham en masse kærlige ting i øret og fortalte ham, hvor flov jeg var. Han spandt lykkeligt i mine arme og lagde sig derefter til at sove på mit skød. Sådan sad vi nogen tid og bare nød hinandens selskab.

Selvom jeg omgående fik hans tilgivelse, slår jeg aldrig nogen­sinde min kat igen. Han havde jo ingen anelse om, hvor ondt det havde gjort på mig.

Nu – så mange, mange år efter – kan jeg da sidde her og glæde mig over, at det løfte holdt jeg. Vi fik 4 katte efter Grisja, og aldrig har jeg mistet min selvbeherskelse så meget, at jeg har slået en kat igen, skønt jeg må indrømme, at der HAR været situationer, hvor jeg har haft lyst. Især overfor Bruno den sidste tid vi havde ham, for han gjorde mig virkelig bange, når han angreb mig, men den historie kommer senere. Jeg har engang lappet en hund, der bed mig, en ordentlig en på sinkadusen. Det var rent pr instinkt, men det hjalp.

RIKKE

Grisjas åbenlyse interesse for “fru Olsens” killinger samt den mod­bydelige forstemthed, jeg hver morgen følte, når jeg skulle gå fra Grisja, satte noget i gang i mig. Det er nok disse to årsager, der var skyld i, at RIKKE kom ind i vort liv.

Da jeg havde mulighed for at afspadsere overarbejde i hele 3 dage og på den måde kunne overvåge kattene konstant, blev beslutningen taget, og næsten time for time har jeg nedskrevet handlingsforløbet.

Hun blev født den 20. maj 1975, og da hun kom til os den 20. juli og var ca. 9 uger gammel, vejede hun 1,170 kilo.

Det var en søndag, vi fik Rikke. Hun var resultatet af en il­legitim forbindelse mellem en sort, langhåret hunkat, ejet af datteren til nogle bekendte af os, og hendes far var næsten med sikkerhed en British Blue. Jeg troede ganske vist i starten, at han var en Russian Blue, fordi Rikke var lige så spinkel og fin som “russerne”, da vi fik hende, men jeg blev klar over min fejltagelse, da Rikke voksede til og ikke fik grønne øjne og fine, spinkle lemmer, men gule øjne, kraftige ben og desuden en pels, der nok var gråblå som Grisjas, men af en helt anden type. Den var meget kraftigere og stod mere op i luften – iøvrigt en meget smuk pels. Kuldet var på 4 killinger, hvoraf kun Rikke lignede sin far. De 2 af dem var allerede afsat, men Rikke og en sort hankilling kunne desværre kun se frem til en aflivning, for ejeren ville ikke have andre katte end moderkatten. Hvorfor hun så ikke havde ladet hende sterilisere er mig en gåde! Det oplever man desværre stadigvæk jævnligt.

Da jeg så Rikke første gang, var Henrik ikke med, og jeg havde en lumsk mistanke om, at han ikke ville blive glad for, at Grisja skulle have konkurrence, men alligevel tog jeg hende med hjem til sommerhuset.

Jeg lagde hende i Henriks hænder og sagde:

“Det er Grisjas lillesøster. Hun hedder Rikke.”

Han tog selvfølgelig imod hende, andet havde jeg heller ikke ventet, da jeg kender hans kærlighed til dyr, men han sagde:

“Nej! Det går ikke. Det ville være synd for Grisja, som er så forkælet, hvis han skal dele alting med en lille ny. Du må aflevere hende igen.”

Jeg mindede ham om Grisjas glæde ved de vilde killinger og fortalte desuden om, hvor det pinte mig at gå fra ham hver dag, og han så skulle være alene hjemme i så mange timer. Jeg bad ham om at se først, hvordan Grisja ville tage imod hende, når han kom hjem igen, og Henrik sukkede og indvilligede, men inden da opdagede han desværre, at Rikke var fuld af lopper! Han gik helt fra koncepterne. Jeg tog omgående Rikke og gik tilbage, hvor jeg havde fået hende og fik hende pudret med loppepulver, som jeg gned godt ind i hendes pels, og så tog jeg hende med tilbage. Jeg vidste jo, at Henrik havde et meget svagt punkt for alle dyr og for katte i særdeleshed, og inden Grisja kom hjem igen, havde Henrik da også accepteret den lille Rikke – sådan da. Han vidste det bare ikke selv endnu. Besværlighederne var dog ikke ovre endnu. Da Grisja kom og så Rikke, gik han interesseret hen imod hende og sagde sin søde lille kælelyd, men Rikke blev bange og hvæsede ad ham. Det kunne han ikke lide og gik fornærmet væk fra hende igen. Han lagde sig et par meter fra hende og iagttog hendes leg med mine træsko, og resten af dagen holdt han sig i nærheden, så han kunne følge godt med i, hvad der skete.

På et tidspunkt blev det lille pus dog træt og klatrede op ad Henrik og lagde sig til at sove i hans arm, og Henrik ville ikke være Henrik, hvis han ikke kom til at elske hende i selv samme øjeblik. Når det gælder dyr, er han så blød som en smørklat i Saharas sol!

Den næste prøvelse kom på hjemturen i bilen til København. Grisja blev rasende, da han opdagede, at det lille utyske også skulle med, og hele turen hjem rasede han som en besat. Vi havde sat Rikke ind i transportkurven og lod Grisja ligge på mit skød, for det elskede han ellers så meget, men også mig var han gal på og hvæsede ad mig, også når jeg kælede for ham. Jeg må indrømme, at jeg var noget betænkelig. Og det blev ikke en smule bedre, da vi kom hjem i lejligheden. Han VILLE ikke acceptere, at hun skulle være der. Aftenen var en udholdenhedsprøve, det skal Guderne vide. Jeg sad oppe en time efter, at Henrik var gået i seng, bare for at følge udviklingen. Da der endelig var så nogenlunde ro, gik jeg også dødtræt i seng. Kort efter kom Grisja ind til mig og lagde sig i min seng som sædvanligt, og Rikke lå hele natten og sov på spisebordet. Det gjorde mig oprigtigt ondt for hende, men jeg var klar over, at de selv måtte finde ud af det.

Da jeg stod op næste morgen kl. 4.4o, lå de begge to samme steder. De fik noget mad – og så gik ellers slagsmålet igang igen! Det varede konstant til henad kl. 9, og på det tidspunkt havde Grisja næsten ingen stemme tilbage af alt det hvæseri.

Også mine nerver stod på højkant efterhånden. Jeg måtte og skulle sørge for lidt fred i hjemmet, men hvordan? Jeg kom i tanker om, at jeg havde fået nogle beroligende piller til Grisja af dyrlægen engang, da vi skulle køre i bil meget længe, og jeg gav ham en kvart for at se, om det kunne dæmpe ham lidt. Den halvsov han på i næsten 4 timer. I den tid delte jeg mig selv imellem rengøring i huset og Rikke. Det arme lille væsen trængte i høj grad til omsorg, og nu kunne jeg give hende den.

Det loppepudder, vi havde gnedet ind i Rikke dagen i forvejen, lugtede ærlig talt hæsligt, og det faldt mig ind, at det måtte Grisja da også synes. Det var med garanti også med til, at han ikke ville acceptere hende, mente jeg. Jeg spærrede derfor kattene ind i hvert sit rum og tog på apoteket og købte noget, jeg skulle vaske Rikke i, som dræbte både lopper og eventuelle æg. Nemt var det ikke, men vasket blev hun. Drivvåd og ulykkelig lå hun bagefter og blev gnedet tør i et håndklæde i mit skød, og endelig faldt også hun til ro. Det nye middel havde næsten ingen lugt, og jeg blev igen optimistisk. Dette problem skulle og kunne jeg klare, jeg ville ikke give op.

Efter den gang vask gik det også fremad med hensyn til Grisjas accept af Rikke. Tilsyneladende var Rikke også skingrende lige­glad med Grisjas hvæsen. Hun gloede bare på ham og blev enten liggende, hvor hun lå, eller – hvis han var ildsprudende af raseri – hun gik langsom væk fra ham. Hun havde nok respekt for ham, men helt ville hun ikke lade sig kue. Det kunne jeg godt lide.

I løbet af mandagen kunne jeg også komme til at kæle med Grisja igen og få ham til at spinde, især hvis den lille var gået omkuld og sov. Han vidste hele tiden præcis, hvor hun var. Jo længere hen på dagen vi nåede, des flere positive tegn viste der sig, og om aftenen opholdt Grisja sig igen i stuen hos os, som han plejede, men han fulgte hele tiden med i, hvad Rikke nu foretog sig, og han virkede mere og mere interesseret. Da vores søn kom på besøg, legede han med ham med bolden som altid, og det havde VI ikke kunnet få ham til søndag aften. Vi bemærkede tilnærmelser til den anden fra begge kattes side, inden det blev sengetid, men det helt store gennembrud kom ikke.

Tirsdag den 22. juli kl. 9.3o skrev jeg:

“Også denne nat er gået fredeligt. Det sidste, jeg oplevede mandag aften, var, at jeg stod op igen for at se, hvor Grisja og Rikke opholdt sig, før jeg kunne få ro i sindet til at sove. Grisja lå i lænestolen og lyttede, og Rikke stod og spiste Grisjas svinehjerter ude i køkkenet! Han var tydeligvis fuldstændigt klar over det, men resignerede.

Her til morgen stod de begge og spiste af hver sin skål med kun en halv meters afstand imellem sig. Da Grisja næste gang var sulten, bad han om at blive håndfodret og kælet for, og jeg var mere end lykkelig for at efterkomme hans ønsker. Mens det stod på, kom Rikke roligt gående ud i køkkenet og styrede lige hen til Grisjas madskål og ville spise med. Men der satte Grisja dog grænsen! Med et vredt hvæs anmodede han hende om at holde sig i baggrunden. Hun lystrede pænt og satte sig om bag ved mig, men hendes naturlige nysgerrighed kunne ikke afholde hende fra at stikke hovedet frem og se, hvad vi foretog os. Det fandt Grisja sig i, for han var godt klar over, at denne hellige stund var hans og min, og han kunne være overbærende nok til at finde sig i at blive iagttaget. To gange her til morgen sprang Rikke med nogle sjove rejehop tæt hen til Grisja og tilbage igen. Enten viser hun ham, at hun ikke er bange for ham, eller også opford­rer hun til leg. Første gang hvæsede han ad hende, men anden gang kiggede han på hende med kæleøjne. Efterkomme opfordring til leg kan han dog endnu ikke få sig selv til. Men jeg tror nu, at han har lyst nok!

Han har de sidste par dage vist sider af sit sind, som vi ikke anede eksisterede. Blandt andet er han altså stædig. Eksempelvis ville jeg børste ham søndag aften, hvilket plejer at være dagens højdepunkt for Grisja. Jeg plejer bare at vise ham børsten, og vips! så sidder han på mit skød. Men søndag aften blev han bare liggende på sofaen og kiggede på mig og børsten skiftevis. Det var så tydeligt, at han frygtelig gerne ville, men at jeg ikke skulle tro, at han var til at købe for en gang børstning. Så let skulle jeg ikke få tilgivelse for den tort, jeg havde udsat ham for. Til sidst gav jeg mig og HENTEDE ham over på mit skød. Bevares, han lod sig børste, men det foregik under brummen og småhvæsen hele tiden, og bagefter gemte han sig under sengen, som om han var flov over at have givet efter.

Rikke udviser en forbløffende tillid til både Henrik og mig og har gjort det næsten fra den allerførste time. Hun er selvføl­gelig ustyrlig legesyg, men hun er også meget kælen, og hun kommer af sig selv for at blive kælet for. Hun nyder at blive rørt ved og spinder kærligt, når hun er i det rolige hjørne – dvs. når hun er træt og søvnig. Når vi leger, er hun temmelig voldsom, det hele foregår med lynets hast, og hun river og sparker og bider os, alt imens hun lyser af lyksalighed.

Det er nu ikke så mærkeligt, at Grisja er noget forbeholden overfor al den aktivitet. Det er han jo slet ikke vant til mere. Vores fælles tilværelse har siden hans egen pure ungdom været ret rolig. Jeg har også lagt mærke til, at når Rikke nærmer sig ham i et roligt tempo, så går det meget bedre. Det opdager hun nok snart.

Kl. 13:30

Apropos ovennævnte betragtninger har jeg lige fået et slående bevis på, at mine formodninger slår til. Grisja lå på tæppet under sofabordet og hyggede sig med forpoterne trukket ind under sig og var godt mæt, for de havde begge lige fortæret en stor portion lun hornfisk. Den lille pertentlige Rikke havde været på bakken og sad i sofaen og gjorde toilette. Så sprang hun ned på gulvet og gik i rolig gangart hen og satte sig foran Grisja – kun ca. 20 cm fra ham. Jeg kunne dårligt trække vejret for spænding, men intet skete. Han kiggede lidt på hende med venlige øjne og hengav sig så til sine egne tanker. Det kedede vist Rikke, for hun sprang op i sofaen igen og lagde sig til at sove. Ja,ja – det går fremad, selv om det tager sin tid.

Kl. 16:00

Henrik er hjemme fra arbejde og har hørt interesseret på beret­ningen om dagens oplevelser med kattene. Grisja lå for lidt siden i lænestolen og vaskede sig. Rikke blev interesseret i den hovedrengøring, gik ganske roligt henover sofabordet, sprang op på armlænet af lænestolen -og lagde sig der. Grisja skævede op til hende engang imellem, men vedblev ellers roligt at gøre toilette. På hans halespids kunne vi se, at han inderst inde var lidt ophidset, for den vippede hidsigt fra den ene side til den anden. Så blev Rikke dybt interesseret i denne skønne hale, og forsigtigt – åh, så forsigtigt trådte hun ned på sædet og begyndte at slikke Grisjas hale. Han skævede stadig til hende, men han lod hende gøre det! Bagefter lagde hun sig op på armlænet igen og vendte hovedet bort fra ham.

Kl. 21:30

Frem og tilbage er lige langt. Her til aften fik vi så stor en skuffelse, at Henrik mener, at de to hver for sig så dejlige katte aldrig ville blive gode venner, højst lære at tolerere hinanden. Jeg må indrømme, at det ikke ser lovende ud, men jeg VIL ikke give op.

Efter denne episode i aften er jeg dog endnu mere ked af, at jeg er nødt til at gå på job igen på torsdag.

Der skete det, at Rikke sad og legede på gulvet med en curlerkost i forpoterne. Grisja havde fulgt hende opmærksomt fra sin plads på dørtrinet ud til entreen. Så rejste han sig og gik langsomt hen imod hende, og da hun så det, lagde hun sig så lang hun var og strakte begge forpoterne ud imod ham og rullede om på ryggen – rigtigt ind­smigrende. Grisja satte sig på halen og kiggede lidt på hende. Jeg kunne ikke se hans øjne, men attituden virkede venlig nok.

Alligevel havde han pludselig med lynets hast fået langet hende en lussing, så hun røg henad gulvet, og bagefter sprang han på hende med en hvæsen, så det løb os koldt ned ad ryggen. Han havde ikke gjort hende skade – jeg undersøgte hende senere for rifter og sår – men hun blev så bange, som vi ikke før har set det. Hvor var vi skuffede. Det havde set ud som om, at lykken nu var med os, og så blev det lige tværtimod. Hvis Grisja blev forsømt af os, kunne jeg forstå det, men det bliver han langtfra, for vi benytter hver en lejlighed til at kæle med ham og snakke med ham, fortælle ham, hvor dejlig han er, og vi nøjes med at kæle for Rikke, hvis Grisja er et andet sted, selv om jeg tit synes, det er synd for hende, for hun har da også brug for kærlighed.

Heldigvis lader Rikke til at være psykisk robust. Jeg skal love for, at hun ikke sådan lader sig slå ud. Ikke engang eet minut efter, at Grisja havde overfaldet hende, var hun godt igang med sin leg igen, og nogle minutter senere sprang hun fra gulvet lige op foran Grisja i sofaen og hurtigt væk igen, akkurat som om hun ville sige:

“Ha! Du skal da ikke tro, jeg er bange for dig!”

Grisja så vred ud, og han finder hende uden tvivl temmelig respektløs.

Resten af aftenen gik uden episoder. Rikke legede vildt og hæmningsløst med sit legetøj og vores sko, som hun finder det vældig sjovt at springe ind i og rulle rundt med. Grisja fulgte hende med øjnene, men lod hende være i fred, også de gange hvor hun uden at vide det kom ham temmelig nær.

Onsdag den 23. juli kl. 9

Rikke har sovet hos far i nat! Endnu inden vi slukkede lyset, kom hun forsigtigt ind i soveværelset og gav sig til at undersøge alting. Det er første gang, hun har været derinde. Faktisk tror jeg, at Grisja har sat sig imod det, fordi han har brugt det værelse til at trække sig tilbage i, til at surmule i eller for at sove i klædeskabet ovenpå de rene håndklæder. Der kan han jo være i fred, for så højt kan Rikke endnu ikke springe, og det er jeg sikker på, at han ved.

Da hun havde gået omkring en tid og snuset til det hele, sprang hun op i fars seng og lagde sig tilrette bag hans ben, og snart efter sov hun trygt. Som sædvanlig kom Grisja først ind til mig, da lyset var slukket og vi ikke mere talte sammen. Han lagde sig tilrette i min benende uden at interessere sig for, hvor Rikke opholdt sig. Jeg tror, at han godt vidste, hvor hun var, men var ligeglad. Først til morgen, da uret havde vækket os, gik han over og bad hende om at fortrække. Rikke satte sig på natbordet og så søvnigt på ham, men kom så i tanker om visse fornødenheder og løb ud i køkkenet. Der stod kun mad fremme til Grisja, fordi han af og til sætter pris på lidt mad om natten, så jeg måtte op og give frisk forsyning. Hun var ellers begyndt at spise af hans skål, men det forhindrede jeg. Det tror jeg endnu er klogest. Det satte han også pris på, kunne jeg se, da han kom derud, for han satte sig straks til at spise resten.

“Det skal du i hvert fald ikke have!” sagde han.

Stakkels Grisja. Han må da have et skrækkeligt splittet sind, og han er i hvert fald jaloux. Jeg har lige oplevet, at han gav Rikke en lussing, fordi hun tillod sig at larme omkring på kanten af lænestole­ns ryglæn, hvor han lå på sædet og slappede af. Hun røg ned på gulvet og peb lidt, men så strakte han sig ned imod hende, mens han rullede sig delvis om på ryggen, og han så faktisk kærlig og indsmigrende ud. Begge dele indenfor ganske få sekunder! Jamen, hvad vil han egentlig? Elske hende eller jage hende ud? Det er virkelig svært at finde ud af.

Og jeg som troede, at jeg kendte min elskede Grisja ud og ind! Ha -jeg har stadig noget at lære om min lille kattemand.

Kl. 12:30

Resten af formiddagen er gået fredeligt. Det meste af tiden har kattene sovet. Der har været enkelte tilnærmelser fra Rikkes side. Hun vover sig så nær, at hun kunne slikke Grisja i ansig­tet – men hun går straks igen, når Grisja har set hende dybt i øjnene. Jeg sammenligner uvilkårligt disse episoder med den situation, der ville opstå for en ca. 40-årig inkarneret ungkarl, der aldrig har haft omgang med kvinder eller børn og nu pludselig får en uvorn, vild og støjende 2-års unge inden­for sine døre. Een, der både vil spise af hans tallerken og ligge i hans ynd­lingsstol!

Ærlig talt, Grissemand, ved nærmere eftertanke forstår jeg godt din harme. Jeg håber dog så meget, at hun kan omvende dig, for hun ER da så bedårende. Hun har så mange tiltalende sider, den lille Rikke, som er så behagelige for “kattefolk”. Hun spiser alt, hvad vi giver hende, selv den halve KitZym-tablet hun får hver dag. Den tager hun selv fra min hånd og tygger i sig og leder endda efter mere, og det er mere, end du nogen­sinde har gjort. Hun nyder også at få renset ørerne og at blive børstet, og hvordan opfører du dig, når jeg vil rense dine ører? Ikke pænt.

Grisja forstår ikke, hvad jeg siger til ham, men han forstår på mit tonefald, at der er noget, jeg vil ham. Kunne han dog bare glæde sig over, at hun er så omgængelig. Hun er absolut dygtig til at gå på sandkassen og skraber ihærdigt efter sig bagefter, indtil alt er dækket helt til. Hun bruger med stor for­nøjelse kradsetræet, skønt hun aldrig har set sådan et før. Hun sover hele natten, endnu da, og hun er tillidsfuld overfor Henrik og mig. Sikkert overfor alle mennesker. Som jeg tid­ligere har fortalt, virker hun robust af sind, efter hvad vi på nuværende tidspunkt kan bedømme. Jeg kan ikke finde noget nervøst i hendes temperament. Ikke engang hendes første biltur anfægtede hende. Vi hørte ikke en lyd fra hende i de godt to timer, turen hjem varede, og det på trods af, at Grisja var ude af sig selv af raseri og vrælede hele tiden. Men måske har han overdøvet hende, hvem ved.

Bare du dog ville hjælpe os, Grisja, så vi ikke nødsages til at sende hende tilbage. Det bliver så til aflivning, og det er hun alt for kær og værdifuld til.

Når jeg tænker tilbage på, hvor kærligt Miver tog sig af dig kun en halv time efter din ankomst, kan jeg blive helt syg om hjer­tet. Men hun var vel også nok ganske særligt blid, og så havde hun ikke været så længe hos os, som du har nu. Alligevel, du ER nu for skrap ved Rikke. Der går jo ikke det mindste fra dig!

Kl. 22:00

Nu er vores far i hvert fald i Rikkes magt! (Jeg har været det lige fra begyndelsen.) Lidt efter lidt er han blevet mere glad for hende i takt med, at Grisja er begyndt at tolerere, at hun er her. Henrik har nogle gange i et ømt tonefald udtalt, hvor henrivende hun var, hvor modig og kærlig osv. Men hvem siger ikke søde ting om en bedårende lille killing? Altså har jeg stadig ventet på det helt rigtige. Jeg må jo ikke glemme, at vi havde aftalt, at hun kun var her på prøve, indtil vi følte os helt sikre på Grisjas reaktion.

Men så i aften, da kattene skulle have deres aftensmad, serverede jeg hjerter for Grisja og rå svinelever for Rikke. Pænt og sirligt spiste hun næsten hele portionen uden det mindste vrøvl. Grisja har fra den første dag kategorisk nægtet at spise lever, så han har altid måttet have et tilskud af A-vitaminer i pil­leform. Jeg kan egentlig ikke sige, at det var særligt besvær­ligt, for det har aldrig rørt mig at give mine katte piller, de ikke selv ville nedsvælge. Jeg har fået en vis rutine i at stoppe dem hurtigt ned i halsen på katten, næsten inden den opdager det. Allige­vel har jeg altid foretrukket at give dem, hvad de behøver, i så naturlige levnedsmidler som muligt, men slås med Grisja vil jeg dog ikke. Nu gik Rikke altså igang med sin leverration som den naturligste sag af Verden, og det imponerede virkelig Henrik.

“Hvor er hun en flink og nem lille pige”, sagde han, “hende skal vi nok få glæde af”.

Var du mon selv klar over, kære mand, at med de ord var din accept i hus?

Torsdag den 24. juli kl. 16:00

I dag har jeg været på kontoret fra kl. 8 til kl. l5, hvilket betyder, at mine “børn” har været alene i ca. 8 timer.

Allerede kl. 6.3o fik vi besøg. Anne og børnebørnene måtte absolut hjem og se Rikke, før jeg skulle gå. Både Grisja og Rikke opførte sig eksemplarisk, de lod sig klappe og kæle for, og Rikke optrådte på slap line med sin curlerkost, som stadig er hendes foretrukne legetøj. Det morede børnene meget. Jeg gik hjemmefra kl. 7.30 i fuld tillid til, at alt nok skulle gå godt, mens jeg var borte. Ganske vist får Rikke stadigvæk et par på hovedet af Grisja, når hun er ham for vold­som, men han bruger ikke sine kløer, og så gør det ikke noget, at han opdrager på hende. Han gør det sandsynligvis bedre end vi.

Da jeg kom hjem, kom Grisja løbende mig imøde, som han altid plejer, og blev taget op og kælet for. Rikke kom vaklende søvn­drukken fra soveværelset og lagde sig for mine fødder og strakte sig. Jeg undlod at falde for fristelsen til at tage hende op i mine arme og knuge hende ind til mig, for at Grisja ikke skulle blive jaloux, og i stedet gik jeg ud i køkkenet og sørgede for mad til dem begge.

Jeg blev så glad, for de satte sig ved siden af hinanden og satte kærligt snude mod snude, og snart efter sad de ved siden af hinanden og spiste pænt. Grisja dog først efter at have bedt om at blive fodret med hånden. Han har sin helt egen måde at fortæl­le mig på, at jeg skal hjælpe ham. Han sætter sig foran maden og ser op på mig med et ganske specielt udtryk i øjnene – noget, jeg ikke kan forklare og slet ikke modstå.

Rikke blev først færdig med at spise og gik ind i stuen. Da Grisja og jeg kom ind lidt efter, sad Rikke i lænestolen og vaskede sig. DET var dog Grisja for meget!

“Det er MIN stol!” sagde han, “kan du komme væk!” – og klask, to lussinger lige efter hinanden.

Rikke sprang pibende ned på gulvet og løb hurtigt om og gemte sig bag mine ben. Igen måtte jeg modstå fristelsen til at tage hende op og trøste hende lidt, men stolen har altid været Grisjas yndlingsplads, og den skal han have lov at have i fred. Han indtog sin plads, og freden i huset var genoprettet.

Rikke bar tilsyneladende ikke nag, hun lagde sig tilrette på gulv­tæppet under sofabordet. Da jeg havde siddet lidt i sofaen og skrevet dette her, kom hun op til mig og lagde sig ved siden af mig med hovedet hvilende på min venstre arm. Grisja ligger med hovedet vendt væk fra mig, så jeg kan tillade mig at kæle med den lille, som spinder højt og lydeligt. Når jeg siger nogle søde ord til hende, rækker hun forpoterne op imod mit ansigt. Jeg bøjer mig ned over hende, og hun tager forsigtigt om mit ansigt og slikker mig på hagen. Hun spinder så hidsigt, at hun kommer ud af takt. Henrivende, uimodståelige kat­tebarn! Hun får et kærligt kys på panden og bliver sat ned på gulvet igen, hvor hun straks begynder at lege. Jeg tager ingen chancer, for det afhænger også af os, hvis Grisja skal acceptere Rikke fuldtud. Nu ligger han også og kigger herover med smalle øjne. Rolig, kattemand, mor elsker dig da lige så højt som før, det ved du.

Fredag den 25. juli kl. 19:30

I dag lykkedes det for mine to dejlige katte at blive gode venner! Vi er så glade, Henrik og jeg.

I aftes gik det også fint. Grisja gav sig til at lege som før i tiden, før det lille uro kom ind i billedet og vores tilværelse. Rikke gjorde en masse tilnærmelser, og han var ikke helt upåvirket af det, men overgav sig alligevel ikke endnu. Begge kattene har sovet hos mig i nat, Grisja som så ofte før ved mine ben og Rikke ved min hovedpude. Gudskelov at vi fornylig købte de nye brede senge, ellers havde der nok ikke været plads til mig.

Kattene var rolige imorges, indtil jeg gik. Jeg gad nok vide, hvordan de opfører sig i mit fravær. Da jeg kom hjem, kom Grisja som sædvanligt ud og tog imod mig og fik sin kæletur, og akkurat som igår kom Rikke fra soveværelset og så godt søvndrukken ud. Hun styrede lige hen imod Grisja, gned sig op ad ham, og til min store og glædelige overraskelse gav han sig til at vaske hende på ryggen og i rumpen. Imens vaskede hun selv sine forpoter.

Jeg var lige ved at tude af glæde. Mon nogen kan forstå, hvad det betød for mig?

På vej til Lolland vaskede Grisja igen Rikke, og han blev ikke engang sur, da hun engang fangede hans hale og bed i den. De var ret rolige på det meste af turen, og Rikke sov meget af tiden.

Da vi kom derned, fik de lov at løbe ude et par timer, og jeg skal love for, at Rikke fik rørt sine muskler.

Søndag aften den 27. juli.

Vi er hjemme igen efter en dejlig weekend på landet, hvor kattene er kommet hinanden endnu nærmere. De har leget sammen på den lukkede terrasse og rendt efter hinanden på skift. Rikke vil dog endnu ikke ret langt væk fra huset. Grisja forsøgte at lokke hende med ud i staudebedet, hvor man rigtigt kan ligge på lur efter fuglene. Det ligger ca. 10 meter fra huset og terrassen, men nej tak, hun foretrak det, hun kendte. Til gengæld har Grisja så været i nærheden af os hele weekenden, for han vil gerne præcist vide hele tiden, hvor det lille bæst op­holder sig.

På hjemturen lå begge kattene i mit skød en del af vejen. Det har ellers været Grisjas faste plads gennem mange år, men han delte pænt med Rikke og benyttede lejligheden til at vaske hende grundigt og bide i hendes negle. Henrik havde næsten ikke tid til at passe trafikken for at beundre de to englebørn. Det var også skønt at se på, især efter den sidste uges kvalfulde usikkerhed. Bagefter lagde de sig begge to til at sove på mit skød, og Rikke lå helt inde i Grisjas favn mellem hans ben.

Tålmodighed belønnes – men der skulle altså gå en hel uge, før det lykkedes fuldtud.

Torsdag den 3l. juli.

Jeg har stadig ikke haft grund til bekymring, når jeg går hjem­mefra om morgenen, og det er en lettelse. Nu ved jeg, at de sover det meste af tiden, og hvis de er vågne, tror jeg helt sikkert, at de opfører sig pænt. Grisja opdrager stadig på Rikke – og det vil jo nok vare et stykke tid endnu – men det er kun, når hun er meget vild. Den evige jagt på hans flotte hale tager han ret afslappet, men når hun springer lige i hovedet på ham med kløerne fremme, så får hun en velfortjent lussing, så hun triller. Det er forresten sjovt at se, hvordan han kan få hende til at vige væk fra sig blot ved at se rigtigt strengt på hende.

Det udtryk i ansigtet er nyt for os. Det tålmodige, næsten resignerede udtryk han viser, når hun pjatter rundt om ham, kendte vi i forvejen, for det har han i flere år båret til skue, når børnebør­nene ville kæle med ham. Dem elsker han bestemt ikke, skønt vi har lært dem begge at gå roligt hen til ham, klappe ham forsigtigt og tale til ham i en sagte tone. Han finder sig i dem, men han elsker kun sin mor og far. Der er et par enkelte andre, han er glad for, især vores voksne søn, Keld, som også har en udmærket måde at tage katte på.

Det er kun mig, der kan lokke Grisja med sig, hvis han har vovet sig for langt væk. Selv Henrik kan ikke, og det kan godt være lidt irriterende ind imellem, når jeg må smide alt, hvad jeg har i hænderne, for at få den lille tyran med hjem, men man lærer jo at leve med det.

Grisja er så udpræget MIN kat, selvom han også elsker og bliver elsket af sin far. Jeg havde egentlig tænkt mig, at Rikke så skulle være Henriks kat. Det er jo nok for tidligt at dømme om det endnu, men foreløbig ser det ud til, at også hun er gladest for mig. Hun nyder meget, når vi i en stille stund “nusser” lidt med hinanden, hun gnider sit hoved ind til mit og vasker mig på kind og hage. Når Henrik prøver at gøre lige sådan, så piber hun og spræller for at komme ned. Jeg tror, det er fordi, hun ikke kan lide hans store skæg, for hun kan godt lide at ligge og få sig en lur i hans skød, og de leger da også godt med hinanden. Det er bare synd for Henrik, for han vil så gerne kæle med hende, som jeg gør.

Idag har jeg vejet Rikke igen, og nu vejer hun 1.350 gram. Hun har også fået en sød lille topmave, så det forbavser mig ikke. Hun bliver nok en kraftigere kat end Grisja, når hun er udvok­set. Hendes mave- og nyrefunktioner er i orden, og hun er vældig flink til at vaske sig. Selv ører og øjne er altid fint rene. Hun er mere renlig end Grisja, for han kan godt tage lidt overfladisk på de ting. Alligevel renser jeg Rikkes ører engang imellem, mest for at hun skal kende “forretnings­gangen”, for med alt det støv mine katte får i ørerne, når vi er på landet, så kan det ikke undgås, at min assistance er påkrævet. Hun er stadig ikke spor kræsen, men efter at hun har fået smag for Grisjas fortyndede fløde, (for han har aldrig nedladt sig til at drikke vand), drikker hun tilsyneladende ikke af sit vandkar mere. Jeg lader det nu stå der alligevel. Derimod drikker hun gladelig vandet på badeværelsesgulvet, når vi har badet!

Alt i alt er hun utrolig nem, og vi bliver gladere og gladere for den søde lille mis for hver dag. Tænk også hvor heldige vi er at have to katte, der begge sover pænt om natten. Jeg ved om mange katte, der larmer rundt om natten og sågar forlanger mad midt om natten. Og når en kat absolut vil noget, er der ingen grænser for, hvor påtrængende den kan være. Det er godt, at det ikke er mig, der er udsat for den behandling.

Tirsdag den 13. august 1975.

I dag er Rikke 12 uger gammel. Hun finder sig ikke mere i at blive vejet på husholdningsvægten, så jeg kan ikke notere hendes vægt, men taget på har hun, for hun er tungere at bære på nu. Nu kan vi tillade os at tage os meget mere af Rikke end i begyn­del­sen, for Grisja virker ikke mere jaloux. Det har han heller ingen grund til, for stadig bliver han kælet først med af os begge to, når vi kommer hjem, og han får stadig først mad, bliver også stadig håndfodret, og vi er idet hele taget meget forsigtige og vil ikke risikere, at han føler sig forsømt. Rikke kan sagtens tåle at vente til sidst, men det er hun jo også vænnet til fra starten. Der er ikke noget despotisk i Rikkes sind. Hun trives fint med at stå i skyggen af Grisja. Det lyder ikke rigtig pænt at sige sådan, men det er i virkeligheden det, hun gør. Grisja er forkælet og tyrannisk, og skylden er vores. De enes fint nu – især herhjemme, for på landet vil Grisja gerne have lov til at gå for sig selv som før. Det passer tilsyneladende Rikke udmærket, for hun vil helst være i nærheden af os hele tiden.

Det hører til sjældenhederne, at Grisja bliver sur på Rikke nu, og vi hører aldrig mere et hvæs fra nogen af dem. De tager en masse brydekampe i løbet af en dag, og det er altid Rikke, der opfordrer til det. Det kan godt se voldsomt ud, men de har aldrig skadet hinanden, så vi drømmer ikke om at gøre noget for at forhindre det. Selv efter en meget hård behandling af Grisja farer Rikke på igen med alle tegn på henrykkelse. Det er tyde­ligt, at hun morer sig.

Rikke er en fantastisk springer! Fra stående stilling på gulvet hopper hun over en meter op i luften og havner elegant på alle fire ben igen – bare for sjov! Hun er oppe og nede med lynets hast, alle møblerne bliver taget i brug, og hun kaster sig med dødsforagt ud i luften, selv fra de højeste steder. Grisja kan blive helt fortvivlet over, at han ikke hele tiden kan følge hende med øjnene, og så bræger han som et lille lam og ser helt opgivende ud. Stakkels Grisja, du har da fået din sag for. Fordi de begge sover hele natten, går det særlig voldsomt til om morgenen, når tøsen er herligt udhvilet.

Vi har det virkelig sjovt i denne tid, og vi har dårlig tid til at passe de huslige pligter for at more os over vores dejlige katte. Men passes skal de jo, og den vanskeligste af mine pligter i denne tid er at rede senge. Rikke elsker at “hjælpe” mig når lagnerne skal stoppes ned om madrasserne, og jeg får ustandselig stoppet en pote med ned. Når hun trækker den til sig, trækker hun lagnet med op igen, og så kan vi begynde forfra. Forleden morgen havde jeg for travlt til, at det kunne blive sådan ved, og jeg låste hende derfor inde på badeværelset imens. Hun var meget forarget over min opførsel og lå og peb ud af sprækken under døren, indtil hun blev lukket ud igen.

Jeg lægger ikke sengetæppe på for tiden. Jeg kan lige så godt lade være, for når jeg kommer hjem om eftermiddagen, er det tydeligt, at sengene har været brugt som soveplads. og tæpperne ligger langtfra glat og stramt. Henrik kalder Rikke for “fars lille sengekat”, for hun benytter enhver lejlighed til enten at lege eller sove i sengene. Især hvis der befinder sig nogen i dem, eller hvis man bare er i soveværelset.

Jeg fik hende alligevel vejet. Hun vejer godt 1.500 gram.

Onsdag den 20. august 1975.

I dag er Rikke præcis 3 måneder gammel. Hun er blevet længere, men da hun altid har fuld fart på og farer rundt i hele huset, er hun slank.

Hun er i den sidste uge begyndt at spise mere regelmæssigt, kun 3 måltider om dagen, men så spiser hun også meget og længe, og det er en fryd at se, så sirligt og pænt hun spiser. Tidligere for hun til madskålen, hver gang Grisja spiste, og han er jo desværre aldrig blevet vænnet til faste spisetider, men nu er Rikke ved at gøre sig sine egne selvstændige meninger om tingene. Hun spiser f.eks. ikke kl. 5, når jeg er oppe første gang, men da skal Grisja have sit første måltid. Det passer både Grisja og mig udmærket, for så har vi denne lille stund helt for os selv. Rikke er derimod meget sulten, når jeg står op anden gang ved 7-tiden, og der serverer jeg for hende, hvad min erfaring og ernærings­skemaerne siger er det, hun SKAL have, f.eks. een gang om ugen ca. 50 gram rå lever. Den vane skal bibeholdes, for det lykkedes jo aldrig for mig at lære Grisja at spise lever. Til gengæld er han nem at give vitamin­piller, hvorimod Rikke er en ren furie, når hun skal have ekstra vitaminer. Kitzym’erne elsker hun stadig, dem gnasker hun i sig som bolcher.

Vi er ved at gøre hende fortrolige med børsten, men det kniber lidt endnu. Hun tror, det er et herligt stykke legetøj og bider i den og slår til den. Værst er det egentlig, når Grisja skal have sin daglige børstning, for hun kan ikke lade os være i fred. Denne hygge­stund med Grisja skal nu ikke ødelægges, så hvis far ikke kan holde hende beskæftiget med et eller andet, sætter jeg hende nu ind i sin transportkurv så længe. Så stiller jeg hende, så hun kan se, hvad der foregår og forhåbentlig lære noget af det.

I dag var Rikke på sit første dyrlægebesøg for at få sin vac­cination imod kattesyge og influenza. Hun blev naturligvis forskrækket, da kanylen blev stukket ind, og hun hvæsede også lidt, men ellers gik det fint. Det er altid værst første gang. Dyrlægen syntes – naturligvis – at hun var meget yndig. Skønt det er længe siden, at han har set Grisja, kunne han godt se lighe­den. Grisja har uden tvivl gjort et ganske særligt indtryk på vores dyrlæge, for hvis nogen nægter at opføre sig ek­semplarisk hos en dyrlæge, så er det Grisja. Han er forfærdelig bange, og bare lugten i venteværelset er nok til, at han er oppe på mærker­ne.

Engang brød han ganske enkelt ud af sin transportkurv og løb fra os. Vi var helt uforberedte på, at det overhovedet kunne lade sig gøre, og han må have fået uanede kræfter af angst. Henrik og jeg løb fortviv­lede rundt i naboernes haver og ledte efter ham og kaldte og lokkede, inden det lykkedes mig at få et kraftigt tag om hans hale og brutalt hive ham til mig. Folk må have troet, at vi var skingrende skøre, ikke mindst mig, for jeg græd fortviv­let, indtil vi fik øje på ham. Det hele varede måske 10 minutter, men de føltes lange som år. Siden da har vi taget alle mulige forholdsregler, så flugt er umulig. Grisja har haft brug for dyrlæge adskillige gange udover de reglementerede vaccinationer, så vi har fået nogen erfaring på dette område. F.eks. danner han så meget tandsten, at det er nødvendigt at rense tænderne en gang årligt, og det lader vi foretage i vores ferie, for med Grisjas gode vilje får ingen lov til at skrabe hans tænder rene, og derfor bliver han bedøvet. Så er det rarest for os, at vi kan være i nærheden af ham hele tiden under opvågningen.

Han kom også engang i slagsmål med en vild hankat nede på landet, som bed ham eftertrykkeligt ved haleroden, og såret måtte syes. Kun godt en måned efter den episode kom han hjem med en grim flænge under venstre forben – det sted, der svarer til vores venstre armhule. Det betød 4 dyrlægebesøg, før det sår helede, for han bed ustandselig trådene over. Først da han fik en kraveskærm om halsen, hjalp det. Jeg skal love for, at fyren var sur, for sådan en krave begrænser jo i høj grad kattens bevæge­lighed – hvilket også er meningen. Selv folk, der ikke var vandt til at omgås katte, kunne høre, hvor sur han var, når han brokkede sig over, at han hele tiden stødte ind i noget med den skærm på. Vi gjorde, hvad vi kunne for at ignorere det, men vi sørgede for at kæle mere med ham end ellers i den tid.

Det var vist godt for Rikke, at hun endnu ikke var kommet til os dengang! Det havde ganske givet været slemt for hende med den ekstra sure kat til at tyrannisere sig.

Den 20. oktober 1975.

I dag er Rikke 5 måneder gammel, og hun er ubeskrivelig yndig. Hun vejer nu ca. 2.500 gram og er næsten udvokset. Hun er lang og slank, har lange elegante ben, store ører, der sidder langt fra hinanden ligesom Grisjas, og hun har skæve øjne. Det ser ikke ud til, at øjenfarven bliver som Grisjas. Hendes ligner nærmest kaffe med fløde i, så jeg gætter på, at de bliver gule. Hun er stadig utrolig energisk og farer rundt i rasende fart, og man kan se, hvor hun nyder det. Hendes foretrukne legetøj er stadig curlerkosten, men iøvrigt kan alt bruges. Hun sover stadig hele natten, men ikke mere inde hos os, vi har indtryk af, at det er hende for varmt. Grisja nyder, at hun hellere vil ligge inde i stuen, for nu kan han vælge og vrage en plads, som det passer ham.

Rikke er stadig meget kærlig. Selv midt i sin leg kan hun stoppe op for at få et kæl. Hun stanger med hovedet ind til mit og spinder, og tit er hun så lykkelig, at hun ligefrem savler. Hun er ikke mere bange for Henriks skæg, så han får også sin part af hendes kærlighed nu. Ofte falder hun i søvn, når hun ligger på Henriks bryst med hovedet helt oppe til hans, og så nænner Henrik ikke at røre sig, dårligt nok at trække vejret. Endnu har vi ikke set kattene ligge og sove sammen, som Miver og Grisja så ofte gjorde det, men vi tror, at det er fordi, Rikke er altfor livlig for Grisjas smag. De leger sammen og slås for sjov, og nu er det også tit Grisja, der tager initiativet. Vi ser også tit, at de vasker hinanden. Det er så rørende at se på.

Ingen kan dog være i tvivl om, at det er Grisja, der bestemmer her. Hvis Rikke bliver for vild, når de ruller rundt og brydes med hinan­den, kan Grisja stadig med et strengt blik stoppe hende. Så lægger hun sig roligt ned et stykke fra ham og holder øje med ham, eller også indtager hun en stilling, der tydeligt betyder overgivelse. Bed mig ikke om at beskrive dette nærmere, det skal ses, men så er man heller ikke i tvivl et øjeblik.

Grisja har de sidste par uger været under behandling for sin binyrebarkhormonmangel. Han er fuldstændig skaldet på maven og inder­siden af bagbenene, og han er ret tyndhåret på den bageste del af ryggen. Desværre synes der ikke at være nogen fremgang. Han er glad og tilfreds, men jeg frygter vrøvl med nyrerne eller forkølelses-sygdomme, hvis han bliver for kold, for han er umulig at holde inde i weekenden på landet.

Den 4. november 1975.

Vi har godt med problemer i denne tid. Vi måtte til dyrlæge med Grisja i går, da vi opdagede, at han var fuld af små sår på ryggen. Han blev bedøvet, så en grundig undersøgelse kunne foretages: Blodprøve, urinprøve og diverse hudprøver. Vores dyrlæge er meget grundig, så det tog sin tid.

“Det er proteinforgiftning,” sagde dyrlægen, “det kommer af for ensidig føde!”

Grisja får for meget fisk og kød og for lidt grøntsager og brød. Han spiser jo kun fileter fra fladfisk og svinehjerter, til nød kogt hornfisk. Vi fortalte dyrlægen om Grisjas jernvilje og vores besvær med at få ham til at spise andet.

“Sult ham i dagevis,” sagde dyrlægen, “han skal nok krybe til korset, når han finder ud af, at du er den stærkeste.”

Vi kørte hjem med den bedøvede kat og lovede hinanden, at denne gang skulle VI vinde styrkeprøven, om det så skulle tage en hel uge eller mere.

Ved hjemkomsten ventede der os en overraskelse. Jeg havde haft en lille mistanke, men i aftes blev jeg stensikker: Rikke er i løbetid! Hun er netop i dag 5 1/2 måned gammel. Et frem­meligt barn!

Da jeg ringede til dyrlægen som aftalt for at fortælle, hvordan det gik med Grisja, bestilte jeg samtidig tid til sterilisation. Også dyrlægen fandt Rikke ret fremmelig.

Den 14. november 1975.

Løbetiden varede kun 4 dage, men det blev så også den eneste, hun nåede at opleve, for i aftes blev barnet “uskadeliggjort”. Nu håber vi, at det varer længe, før vi skal hilse på dyrlægen igen. Vi overværede operationen, og det var interessant at opdage lidt om, hvad vore små venner indeholder under pelsen. Han fjernede æggestokkene – hvor var de bittesmå – men livmoderen lod han blive i hende, for han sagde, at den var så frisk og fin, at det var meningsløst at tage den også. Det hele varede ca. 1/2 time, så blev Rikke lagt ind i sin kurv, og vi kunne køre hjem igen.

På hjemvejen kørte vi omkring opdrætteren af Russian Bluekatte – Grisjas første mor – og hentede det ene af hendes udstil­lings­bure, som vi havde fået lov at købe. Da vi kom hjem, stil­lede vi det op i nærheden af varmen og sørgede for en god varm bund i det, og så blev Rikke lagt derind til opvågning. Vi havde mange gange været kede af ikke at kunne holde Grisja in­despærret, mens han vågnede fra en bedøvelse, for på et tidspunkt begynder de at kravle rundt uden at være rigtigt vågne, og vi ville ikke risi­kere noget.

Allerede en time efter hjemkomsten begyndte Rikke at røre på sig og slæbe sig afsted, og det var betryggende at vide, at hun ikke kunne skade sig selv inde i buret. Jeg var ikke mindre glad for det bur i nat, for hun rumsterede rundt til henad kl. 3, tydeligt nervøs og ude af stand til at forstå, hvad der egentlig var i vejen. Benene eksede jo stadig under hende, men hun havde ikke i sinde sådan at give op uden videre. Gang på gang gjorde hun forsøg på at stå og gå, og hver gang væltede hun. Grisja sad mange gange i løbet af natten og så bekymret til. Jeg var oppe og se til Rikke 7 eller 8 gange fra kl. 23 i aftes til kl. 4 i morges. Først da havde hun lagt sig til at sove, og der blev ro. Grisja lå udenfor og sov også.

Ved 8.30-tiden næste morgen var de sidste rester af bedøvelsens virkninger endelig overstået, og Rikke spiste en stor portion kogt fisk med babymos af grøntsager i og drak lidt ex­portfløde til. Så gik hun på sandkassen, og bagefter vaskede hun sig grundigt. Så følte jeg mig sikker på, at jeg roligt kunne lukke hende ud af buret, og hun sprang straks op i sofaen og lagde sig til at sove. En rigtig god og sund søvn, som hun kun vågnede op af, når Grisja sprang op til hende og vaskede hende. Bagefter sov hun igen trygt. Det er en af de mange små rørende ting, som jeg vil huske hele livet.

Grisja synes meget langsomt at være ved at vænne sig til sin nye kostplan. Hveranden dag får han lov til at æde sig stopmæt i hjerter, og de andre dage får han måltider, der er blandet op med en af de mange gode babymoser med grøntsager, man kan købe. Jeg er flintrende ligeglad med, hvor meget han vægrer sig – der står ikke andet på menuen. Når han er sulten nok, og det vil sige 2 gange i døgnet i stedet for tidligere 3-4 gange, så spiser han, men stadig kun af min hånd eller når han bliver fodret med en teske! Let er det ikke, og stadig er han ikke helt knækket, det er vi godt klar over, men ændri­ngen skal jo heller ikke ske så hurtigt, så han bliver ked af livet, synes vi. De første 2 døgn med den nye mad, spiste han ingenting, så lidt fremgang er der dog, synes vi. Er vi tålmodige nok, ender det vel med, at han spiser, hvad han skal, og uden at kny. Jeg krydser tommel­fingre og håber.

Den 13. februar 1976.

Den næstsidste sætning i forrige afsnit skulle jeg nok have udeladt. Det er med et suk af opgivelse, jeg skriver dette. Grisja vandt jo slaget.

Da vi havde kæmpet i 3 uger, og vi begge var stribede af flænger fra hans kløer, fordi han blev mere og mere rasende på os, gav vi op. Eller rettere – Henrik gav op. Han nægtede at medvirke ved fodringstid og sagde, at dette ikke var en tilværelse for et dyr, der altid havde været grænseløst forkælet. “Han er aldrig mere glad, og enten får han i fremtiden den mad, han kan lide, eller også bliver han aflivet!”, sagde Henrik, “jeg vil ikke have en kat, der er ulykkelig.”

Det hører til sjældenhederne, at Henrik sætter trumf på, for han er en omgængelig mand, så NÅR det sker, så ved jeg, hvad klokken er slået. Så giver han sig ikke en tomme.

Tanken om at skulle undvære Grisja gjorde mig kold af rædsel. Så måtte han hellere leve af for ensidig kost, så længe han bare kunne. Jeg husker, at jeg tænkte, at også DET ville forkorte hans liv, men så var det i hvert fald ikke her og nu, det ville ske.

Nu kompenserer jeg så godt, jeg kan, med vitaminer og mineraler, og jeg veksler mest muligt med hans mad. I dag har han da også fået noget af pelsen igen, og han er også igen en lykkelig mis.

Om en uge er Rikke 9 måneder gammel. Vi har usigelig meget glæde af det lille tøsebarn. Jeg troede ikke, at nogen killing kunne leve op til, hvad vi har oplevet med Grisja, men det gør hun. Også fordi, hun er anderledes. Hun har også ændret Grisja lidt. Jeg har oplevet, at han kommer og vasker hende, mens hun ligger på mit skød og bliver nusset. Så får jeg en klump i halsen af glæde, for det havde jeg i lang tid ikke turdet håbe på. Hvor har vi dog mange dejlige timer med de to skønne katte i huset.

Rikke vejer nu 4 kilo, men skønt det lyder af meget, er der ikke et overflødigt gram på hende. Hun er nemlig ret stor af en hunkat at være, men stadig er hun slank og velproportioneret. Hun har vel ikke så skønt et hoved som Grisjas, for hendes kinder er bredere, ørerne er knapt så store, og hendes øjne endte med at blive gule, som jeg regnede med. Dog er hun yndig, barnet. Jeg finder det lidt uretfærdigt at sammenligne på den måde, men det er svært at lade være, når man har dem side om side hver dag, og Grisja er jo usædvanlig flot.

Rikkes pels er meget smuk, sundt blank og meget tæt. Den er mørkere end Grisjas, og der er ikke mere antydning af striber, hun er nu helt ensfarvet stålgrå. At pelsen er sund, kan ikke undre, for hun får virkelig alsidig kost. Det eneste, hun ikke er så begejstret for, er hjerter, men andre former for kød spiser hun glad og gerne. Fisk er hendes favoritmad, men hun spiser også grøntsager og brød, og jeg har set hende stjæle et stykke grøn peber fra køkkenbor­det og fortære det. Hun er meget svær at holde væk fra spisebordet, når vi spiser – alt skal undersøges og prøves­mages. Hun ved godt, at hun først må smage, når vi er færdige med at spise, men alligevel skal og må hun forsøge at stjæle en bid af maden med en klo. Jeg er godt klar over, at jeg har været alt for eftergivende, hvad det angår, men hun ser så henrivende ud og er så indsmigrende, at det er svært at være streng i det lange løb, især når vores far ikke støtter mig en tøddel, men snarere opmuntrer hende. Somme tider har jeg en fornemmelse af, at mad er en besættelse for Rikke. Selv når hun ligger i dyb søvn efter et godt måltid, er hun omgående vågen og følger mig med øjnene, når jeg går ud i køkkenet. Som et lille lyn kommer hun springende efter mig, for selv om hun kun spiser 3 måltider om dagen, vil hun sandelig gerne have en mundsmag af vores mad. Hun stjæler fra mig med en lynsnar pote, så jeg skal altid være så forsigtig med skarpe knive. Jeg kan smide hende ned fra køkkenbordet hundrede gange, hun kommer igen. Ofte må jeg lukke hende inde i stuen, mens jeg laver mad. Henrik siger, at hun så sidder helt stille og kigger på døren, lige til jeg kommer ind i stuen igen.

Denne opførsel står i diametral modsætning til Grisjas forfinede væsen, men begge dele er charmerende hver på sin måde. Det er da også svært for mig at sige, at jeg foretrækker det ene for det andet. Allerhelst vil jeg have det, som jeg har det nu.

Med hensyn til gæster er det også morsomt at have to katte med så forskellig opførsel. Grisja har aldrig været begejstret for fremmede, som jeg vist har fortalt det før, han går næsten altid sin vej og finder et gemmested, f.eks. i klædeskabet eller under en af dynerne, men Rikke – hun optræder nærmest på slap line og lader sig kæle med af hvem som helst. Hun er ekspert i at ind­smigre sig.

Her kommer der en pause i mine notater om kattene. Det var også et par travle år for mig, dels på arbejdspladsen og dels på grund af kurser om aftenen. Der skete heller ikke så mange ting, der var anderledes, end hvad vi til daglig oplevede med vore katte, for ellers var der såmænd nok blevet tid til at skrive om det. Man kan jo altid få tid tilovers til det, man gerne vil – den tid SKAFFER man jo ganske enkelt.

Den 20. maj 1977 skrev jeg således:

“Vores lille Rikke er i dag 2 år gammel. Hun har fået sig en vane, der bringer både hende og mig en glæde hver eneste dag. Når jeg sætter mig om morgenen med min kaffe, kommer hun og sætter sig foran mine fødder og siger en hel masse til mig. Jeg svarer hende så godt, jeg nu kan, og spørger tilsidst, om hun vil op til mor og kæle. Hun forstår i hvert fald ordene “op til mor”, for så rejser hun sig på bagbenene og stanger med armlænet på læne­stolen. Sjovt nok hopper hun ikke op til mig om morgenen, som hun gør om aftenen, når vi sidder fredeligt og ser TV, men om mor­genen skal hun altså LØFTES op af mig. Så går hun igang med at ælte min mave, og det bliver gjort så grundigt, at min gode velour-housecoat nærmest ligner en langhårskat på midten.

“Lad dog barnet!” siger Henrik, når jeg beklager mig over det. Og at hun nyder det, kan der ikke være et øjebliks tvivl om. Hun spinder så sagte, at man skal anstrenge sig for at høre det – næsten lige så sagte, som Miver gjorde det – men spinder gør hun under denne ceremoni, og dertil savler hun, så dråberne løber ud af mundvigene på hende. Når hun er færdig med at ælte, nærmest vælter hun sig ned på mine lår – altid med hovedet vendt væk fra mig. Så skal hun masseres på maven, og mens jeg masserer, ruller hun sig i små hidsige ryk om på ryggen, så jeg bedre kan komme til. Som hun dog nyder det, men lige pludselig er det nok. I et spring er hun nede på gulvet. Hun rejser sig ikke bare op og går – næh, det sker så pludseligt, at jeg hver morgen bliver lige overrasket.

Mors lille hidsigprop!”

Den 3. oktober 1977 fik jeg lyst til at skrive lidt igen:

“Det er fantastisk at leve med sine katte. Den ene dag går efter den anden med sine små varme glæder. Er man trist en dag, bliver man trøstet ved at tage en af dem i sine arme og nusse næsen ned i deres bløde, varme og velduftende pels og lytte til en stille spinden. Bare ved at sidde stille og se på dem afstres­ses man, for hvor finder man noget andet at se på, der i den grad hviler i sig selv og tilmed er smuk at betragte?

Når man er godt hængt op med læssevis af arbejde og frustreret af, at det stadig hober sig op, så er det en lise for sindet at komme hjem og blive modtaget i entreen af en deputation af en kærlig mand og to katte, der har længtes efter, at man skulle komme. Straks ser det hele lidt lysere ud. Manden tager mit overtøj og byder på en kop stærk kaffe, og misserne gnider deres skønne hoveder mod min kind og spinder et kærligt velkom­men.

Nå, man kan vel klare ræset lidt endnu.”

Selvom der gik både uger og måneder i de kommende år mellem hver gang, jeg satte mig og skrev om kattene, så fik jeg dog de mest vigtige ting nedfældet, hvilket ses af det følgende:

Den 16. oktober 1977.

“I denne uge har misserne og jeg efterårsferie. Jeg afspadserer noget af alt det overarbejde, som den senere tids pres har nødvendiggjort, og nu vil jeg prøve at hvile ud og samle nye kræfter. Derfor er jeg kørt ned til sommerhuset med kattene, og først på onsdag kommer Henrik også herned. Han har taget to feriedage, så vi kan gøre haven efterårsklar i ro og mag, for jag har vi nok af til daglig.

Selvom vejret er lidt skiftende, og det hele tiden blæser kraf­tigt, nyder vi alle tre at være hernede. Den velsignede ro er som balsam for mine slidte nerver, og indtil det begynder at skumre, kan misserne gå ud og ind, som det passer dem, og bare det gør dem glade.

Rikke og jeg er meget udendørs, faktisk holder vi os kun inde, når der kommer en byge, og når det er mørkt. Grisjas ture uden­dørs er ved at begrænse sig til en morgentur, og selv den er ikke mere ret lang. Men ud og besørge vil han stadig gerne. Af og til sidder han inde på den overdækkede terrasse og kigger ud. Han virker glad og tilfreds, selv om jeg tror, han fryser lidt, når han er ude, for han er jo desværre ved at blive lidt “mølædt” igen.

Det er præcis 2 år siden, at vi havde det samme problem, så han er på en binyrebarkhormonkur igen. Han ser ikke ud til at lide under det på nogen måde, men han er ved at blive gammel, det mærker vi. Det er desværre alt for tidligt, men det har vi jo selv været skyld i på grund af vores forkælelse af ham. Han rører sig ikke så meget mere og bliver derfor alt for tyk. Vi har måttet se i øjnene, at han aldrig bliver en gammel kat. Dyrlægen har skældt mig ud i ubarmhjertige vendinger, og jeg ved kun alt for godt, at han har ret. Må dette være en advarsel til andre. Ingen aner noget om, hvor det smerter mig, at jeg i min grænse­løse kærlighed til det smukke dyr har været for eftergivende, men jeg har lært noget af det og gør aldrig den samme fejltagelse igen. Aldrig. Hvis Rikke er uinteresseret i den mad, jeg giver hende, så må hun undvære. Før eller siden spiser hun det så, for hendes vilje er ikke nær så stærk som Grisjas. Det sker ikke så sjældent, at hun bliver mæt af at spise mus, når vi er på landet. Det er lækkeri for Rikke, for hun er et rigtigt naturbarn, og hun er da også så sund og rask, at det er en fornøjelse. Stor er hun også blevet med kraftige lange ben og en lang, muskuløs men slank krop. En smuk og livlig kat med et godt og kærligt sind.

Den 14. august 1978.

Jeg sidder nu og prøver at formulere det, der må siges. For mig en logisk følge af det foregående. Men det er svært, meget svært. Jeg er lykkelig for Rikke, for hun er dejlig, og hun er så nem at have, der er ingen problemer med hende. Jeg burde vel så være mest glad for hende, men det er jeg bare ikke. Det er Grisja, der er hjertebarnet, ham der får alt, hvad han vil, og ham der skal bøde for min efter­givenhed ved at dø alt for ung, enten af mangelsygdomme eller fedt om hjertet, hvad ved jeg. Rikke klarer sig fri af det problem, fordi jeg ikke har elsket hende helt uden grænser og derved ødelagt hendes helbred. Hvor bittert at er­kende, at min kærlighed til Grisja vil forkorte hans liv. Det er måske Rikkes held, at jeg fik Grisja først, og at han var så speciel, at jeg kom til at elske ham så højt, hvem ved? Rikke ved det i hvert fald ikke, hun er gladere for mig end for nogen anden og kender intet til mine samvittigheds-kvaler. Men jeg har det rigtigt skidt med mig selv, når jeg tænker på det, og det gør jeg tit.

10 måneder er gået, siden jeg sidst havde tid til at skrive om kat­tene, og i al den tid har Grisja gået med bar mave. Han fik to kure med binyrebarkhormon med et par måneders mellemrum, men vi opnåede kun at stoppe håraffaldet. I hvert fald er det kun ganske lidt hår, der er vokset frem. Huden ses tydeligt, og jeg synes, at det område, der er bart, vokser sig større og større. Når jeg tager ham op, føles hans mave kold, og jeg frygter efterårets og vinterens kulde nu. Jeg kan ikke holde ham inde konstant, når vi er på landet, for han VIL ikke bruge sandkassen dernede. Han vil ud og besørge i jorden, og kun sne kan holde ham inde.

Jeg håber, at den, der læser dette, kan forstå mit fortvivlelsens suk. Jeg er så bekymret for min kattemands fremtid, og jeg synes ikke, jeg beskriver den følelse godt nok her. Endnu er han en lykkelig mis, men hvor længe?

Alt her i livet går op og ned, og jeg kan ikke nøjes med at beskrive de dejlige timer man har, når man har anskaffet sig en kat. Der er naturligvis også sorger og bekymringer, og den største sorg af dem alle er, når man skal sige farvel for sidste gang. Man ved det på forhånd, det kommer, men heldigvis ved man også, at alle de gode timer opvejer adskillelsens pine og sorger, og langsomt holder det op med at gøre så ondt.

Det er mig dog en trøst, at jeg ikke tror, at Rikke vil savne Grisja nævneværdigt, når han engang er væk. Efter at Rikke er blevet voksen, går de hver sine veje, og de leger heller ikke mere med hinanden. Grisja gider slet ikke lege mere, og Rikke leger sjældnere og da altid med sig selv. Faktisk er det sådan, at hvis Grisja plud­selig finder på at lange ud efter en græshoppe og forfølger den, er vi tryllebundne ved synet. Så sjældent sker den slags nu.

Rikke er et rigtigt naturbarn, og en stor del af tiden på landet går med at skaffe sig naturlig føde i form af mus og fugle, som hun fortærer med alle tegn på tilfredshed – desværre helst under sofaen i stuen!

Vi mennesker er nogle mærkelige skabninger. Vi accepterer, at det er kattens natur at fange mus, tildels også at de spiser dem, men jeg kan i hvert fald aldrig lære at acceptere, at de også leger længst muligt med dem – helst i levende live – før de spiser dem, og det er da også deres natur. Utallige er de mus, jeg har givet en hurtig død med et slag af træskoen, før de blev ædt. Jeg gyser stadig ved at høre musens angstfulde piben, og jeg vil hellere gøre kort proces, skønt det er min natur imod at slå ihjel. Heldigvis er det flere år siden, at Grisja gad fange mus, og han har aldrig spist hverken mus eller fugle. Men Rikke synes ab­solut, at det er lækkerier.

Problemer af den slags er nu også lettere at leve med end de kvaler, jeg lider af ved at have ødelagt Grisja med min for­kælelse. Ofte ligger han med maven i vejret, og selv om han ser kær og indsmigrende ud i den stilling, tænker jeg hver gang, at nu fryser han på maven igen. Netop nu ligger han i vindues­karmen i en solstribe med maven opad. Jo, jeg bliver ofte mindet om min fejltagelse – alt for ofte til, at jeg nogensinde gør den om igen.

Eksempelvis kan jeg fortælle, at selvom Rikke aldrig har sat særligt pris på kød, så sætter jeg 2 gange om ugen et kødmåltid til hende, og hun får ikke andet, før det er spist. Fordi hun selv en stor del af året skaffer sig kød med sine fangster, behøver jeg kun give hende kød 2 gange om ugen. Iøvrigt vil jeg i den forbindelse nævne, at jeg holder meget øje med, om hun har orm. Museædere skulle være særlig udsat, siges der jo. Der har indtil nu været 2 gange, hvor jeg har haft hende mistænkt for at være inficeret, og da fik hun en ormekur. Ingen af gangene er Grisja blevet smittet. Det har måske været falsk alarm, men hellere en kur for meget end en for lidt. Jeg holder øje med blinkhinder – “det tredie øjenlåg”, som man kalder det – for hvis det falder frem, er noget ikke, som det skal være, men det behøver naturligvis ikke være orm, der kan være andre årsager, men tegn på utilpashed er det i alle tilfælde. Et andet tegn er hoste, men så langt er vi nu aldrig nået med Rikke, for inden da er der indkøbt ormepiller og kuren er i gang. Under kuren sover hun mere end normalt, men derudover synes hun ikke at være mærkbart berørt af kuren.

For nogle år siden satte jeg Grisja på en ormekur, fordi jeg havde mistanke. Uberettiget, viste det sig, men kan det være derfor, at han var lidt sløj af pillerne? Han er jo sart, men han opførte sig som om, han var døden nær, når vi så på ham eller talte til ham, men han holdt sig ren og spiste som normalt, så jeg tror faktisk, at han spillede komedie og anglede efter medfølelse, for katte kan også være gode skuespillere.

Vi har på nært hold set et andet glimrende eksempel på det. Vi har et par venner, der også har katte, og den ældste – Mio – fik pludselig den skøre ide at jagte sin hale helt vanvittigt, mens hun jamrede slemt. Dyrlægen fandt en betændt analkir­tel, som blev renset, og så skulle det jageri være slut, sagde han. Det aftog da også, men Mio havde klogt bemærket, at når hun jagtede halen, var der ikke det, som Mor og Far ikke ville gøre for hende. Altså, hvis hun i dag vil opnå noget, så går jagten ind! Og selvføl­gelig hjælper det da, for Ragnhild og Jørgen er da bare mennes­ker.

Den 17. august 1978.

Når man gennem en årrække med mellemrum sætter sig og nedfælder oplevelserne med sine katte, må man af og til læse igennem, hvad man har skrevet for ikke at gentage sig selv alt for ofte. Der sker så det, at man genoplever en masse dejlige oplevel­ser, og netop nu, da jeg sad og læste om Grisjas energiske drengestreger for år tilbage, kom han gennem stuen fra kattebak­ken. Han gik langsomt forbi uden at se på hverken Henrik eller mig, og plud­selig kunne jeg se med al ønskelig tydelighed, at han er en gammel kattemand. Det gjorde ondt. Kun 7 1/2 år og allerede så affældig. Jeg vidste det naturligvis godt i for­vejen, men det var alligevel, som faldt der et skæl fra mine øjne. Jeg besluttede da, at med afslutningen på Grisjas liv vil jeg også afslutte denne fortælling.

Jeg har indset, at det i første række er beretningen om Grisja dette skriveri. I begyndelsen – og senere da vi fik Rikkemor – havde jeg den indstilling, at jeg fortalte om mine katte i almindelighed. Men det har først og fremmest været een lang kærlighedserklæring til Grisja, det ser jeg nu. Eller måske føler jeg det bare sådan. Jeg er lidt forvirret, for pigemisserne har da også stået mit hjerte meget nær. Miver var katten, der om­vendte os – fik os til at få et nyt syn på kattedyrene – og det elskeligste dyr, jeg nogensinde har haft kontakt med. Og Rikke – ja, hun har da også været noget helt specielt. Smuk, sund og et naturbarn, kærligt indsmigrende, når det passer hende og absolut sin egen til andre tider. Men altid underlegen i forholdet til Grisja. Det er HAM, der bestemmer her. Hvis det ikke passer ham, at hun spiser, så kan han på flere meters afstand, og uden at jeg egentlig kan sige hvordan, få hende til at fortrække fra køk­kenet. Hun tør simpelthen ikke spise. Selv hvis jeg låser ham inde i stuen, fornemmer hun hans forbud, og jeg kan mærke hendes nervøsitet. Så irriteres jeg på Grisja. At han ikke mangler føde kan alle og enhver se. Selvfølgelig lider Rikke ikke nød af den grund, hun tvinges bare til at vente, til det passer herren at give grønt lys, men alligevel bliver jeg sur på den gamle tyran.

Vi har dog lært i årenes løb ikke at blande os i det, i hvert fald blander vi os mindst muligt, for naturens hakkeorden kan vi alligevel ikke lave om på. Næh, forholdet mellem Grisja og Rikke bliver aldrig så kærligt som mellem Miver og Grisja, det må vi sande. Aldrig har vi set dem ligge tæt sammen og sove siden den ene gang i bilen, kort efter at vi havde fået Rikke. Aldrig har Grisja spillet beskytterens rolle, som Miver gjorde det overfor Grisja. Han har accepteret, at Rikke skal være her, men på hans betingelser.

Vi føler os også sikre på, at vi aldrig mere får en kat som Grisja. Han er og bliver speciel. Forresten er vi også enige om, at vi fremover helst vil have katte, som ikke er racerene. Jeg vil have stærke, sunde dyr, mentalt som fysisk, det giver mindst besvær og lige så mange glæder, omend af en anden slags. Det skal ikke forstås sådan, at vi fortryder, at vi anskaffede os Grisja – tværtimod. Han har givet os så meget, og han vil blive husket til evige tider i vores familie. Han er en ener.

Skulle det vise sig, at jeg får ret i min formodning om, at Rikke slet ikke vil savne Grisja, når han er borte, så anskaffer vi os måske slet ikke en kat mere. Grisja og Rikke var jo nærmest som to enebørn, og specielt de sidste par år har det været mit indtryk, at Rikke klarer sig udmærket alene. De følges aldrig ad – undtagen hvis vi alle fire går en lille tur på landet en tidlig morgen. Og så er det OS, de følges med, ikke hinanden.

Den 28. august 1978.

To gange i den forløbne uge har Grisja ikke magtet at springe op på køkkenbordet i første forsøg, men er dumpet ned igen. Jeg bliver så forskrækket, når det sker. Er han bare blevet for fed, eller er han mon syg? I den kommende tid skal jeg på arbejde hver dag, der bliver ikke tid til at holde min ugentlige fridag, og når kattene skal være alene 9 timer om dagen, og jeg så sørger for, at Grisja ikke får for meget om morgenen, så tærer han vel lidt på sit overflødige fedt, håber jeg. Han vejer nu næsten 7 kilo, og det er selvfølgelig for meget til en kat af så spinkel en race. Jeg får vrøvl med Henrik, det er helt sikkert, for han kan ikke forestille sig noget værre for hverken mennesker eller dyr end at sulte. Jeg vil slet ikke fortælle ham det!

Den 1. oktober 1978.

Det har hjulpet! Nu vejer Grisja kun knapt 6 kilo. Det er vel stadig ikke nok at gå ned i vægt, men han er da blevet betydeligt mere mobil igen. Igår løb han og Rikke rundt efter hinanden i en sjov tagfat, indtil Rikke blev for vild, så gav han op og lagde sig tilrette og så interesseret på, at hun fór rundt og spillede bold med en kastanie.

Jeg måtte moderere Grisjas hestekur lidt, for han blev simpelthen alt for sulten om eftermiddagen og kastede sin mad op igen, fordi han var forslugen. Jeg gav ham så lidt mere om morgenen, og om eftermiddagen blev hans måltid delt i to, et ved 16-tiden og et ved 19-tiden. Til gengæld fik han så kun et meget lille måltid ved sengetid. Det er nu blevet en vane, og det ser ud til at virke tilfredsstillende for alle parter.

Jeg synes desværre, at han er blevet lidt mindre kælen. Kun om natten vil han absolut være hos en af os, mens han sover. I den sidste tid har han ofte foretrukket fars seng, skønt der er mindre roligt der. Vender Henrik sig for ofte, kommer han over til mig. Henrik fortæller, at han stadig tit lægger sig på min hovedpude, tæt op ad min hals. Jeg opdager det ikke. Jeg er jo så vant til ham, og desuden sover jeg tungt.

Han er også stadig meget glad for at blive båret af en af os. Hvis vi havde kræfter til det, kunne vi for hans skyld gå op og ned ad gulvet med ham i timevis, men det har vi ikke. Han er jo stadig tung. Han bliver dog ikke snydt for et par ture hver aften, det kan vi ikke nænne.

Alligevel kan jeg mærke, at han ligesom er mere sig selv nok nu. Jeg må sige, at det ikke gør så meget, for der skal jo også være tid til Rikke. Hun er stadig anmassende krævende, når det gælder kontakt. Vi har vores faste kæletid om morgenen, når jeg drikker min morgenkaffe, hvor hun bruger en masse energi på at forvandle min gamle velour-morgenkåbe til at ligne en teddybjørn, og jeg må sige, at hendes anstrengelser nok skal lykkes. Derudover forlanger hun at ligge enten på mine eller Henriks ben om eftermiddagen og blive gnubbet kraftigt på maven, mens vi holder vores afslapningstime, inden det er tid til at gå i gang med aftensmaden. På det tidspunkt kan hun bruge os begge. Grisja lægger sig så, så han kan se os, og han har ikke noget imod det. Tværtimod er det mit indtryk, at han nyder den afslappede stemning lige så meget som vi andre.

Vi er blevet gode til at adlyde Rikkes forskellige ordrer. Vi kan nemt høre forskel på hendes lyde. En siger: “Kassen er snavset, og jeg skal altså tisse!” Hun går meget nødigt på en snavset kasse, hvorimod Grisja er skingrende ligeglad, men han er også blevet en lille gris desværre. En anden siger: “Jeg er sulten. Kom med ud i køkkenet, så du selv kan se, at der ikke er mere mad til mig!” Den lyd kan af et trænet øre godt opfattes som “Mo-ar”, sagt i en lidt irriteret tone. Jeg sagde “trænet” øre – for jeg bliver naturligvis grinet ud af alle andre end Henrik, hvis jeg påpeger ligheden. De lyde hun siger, når hun vil kæles med, er de sødeste af dem alle. Hun veksler mellem nogle miav’er og en kurrelyd, og så ser hun selvfølgelig helt bedårende ud imens. Og så vil hun LØFTES op på skødet, det er en del af charmen, synes hun – og vi med. Hun er ellers en tung dame nu, hun vejer godt 6 kilo, men hun er fuldkommen. Ikke et overflødigt gram og harmonisk bygget. Mange synes, hun er smukkere end Grisja, men det er nu ikke rigtigt. Grisja har langt det smukkeste hoved og de fineste slanke lemmer. Men han er jo godt nok blevet lidt bred over ryggen. Han burde nok ikke veje mere end højst 5 kilo.

Den 15. december 1978.

Grisja slanker sig stadig, nu vejer han kun godt 5 kilo. Han er så smuk, at vi kan sidde og se på ham i timevis, hvis vi eller kan afse tid til det.

Den 21. januar 1979.

Grisja vil ikke spise, og han er sulten nok. Han tigger mad og går dog fra skålen. Når jeg håndfodrer ham, tager han et stykke mad i munden og spytter det straks ud igen. Vi har set ham i munden i dag og konstateret en modbydelig mundbetændelse. Han kaster galde op af bare sult, og vi har så ondt af ham. Vores vogn er på værksted i dag, men jeg har allieret mig med en bekendt, som vil køre os til dyrlægen.

Jeg har desuden ikke nerver til selv at køre bil for tiden. Fra den 28. december til den 4. januar sad jeg indesneet sammen med begge kattene i sommerhuset på Lolland. Henrik var i København for at passe sit arbejde mellem jul og nytår og kunne ikke komme ned til os for sne. Vi var afskåret fra omverdenen i 4 meter sne, og det kørte mine nerver helt ned. Jeg er stadig så nervøs, at jeg tudbrøler for ingen ting, men passe mine kære dyr både skal og kan jeg.

Den 22. januar 1979.

Grisja fik fjernet tandsten igen, og det er kun et halvt år siden, at hans tænder sidst blev renset. Han fik antibiotika for mundbetændelsen.

Kom så ikke igen og sig, at Grisja ikke er noget særligt. Den nye dyrlæge har set ham een gang for 15 måneder siden, da han vikarierede for den forrige dyrlæge, og alligevel kunne han kende Grisja. Han sagde oven i købet med tilfredshed i stemmen, at han havde slanket sig! Nu vejer han også kun 4,5 kilo. Det er lige ved at være for meget af det gode nu, men han har vel heller ikke fået tilstrækkeligt med mad i den sidste tid på grund af den mundbetændelse, stakkels mis. Når han bliver rask, skal han få alle sine livretter.

Den 12. februar 1979.

Det var desværre en kortvarig bedring, de piller gav Grisja. Nu har jeg telefonisk aftalt med dyrlæge Poulsen, at Grisja skal have de sidste piller i glasset også. Han fik 2 om dagen i 7 dage i sidste omgang, men da der var 24 piller, kan jeg fortsætte nu, og så håber jeg, at de sidste 10 piller hjælper. Han kaster ofte op nu, både når maven er tom og når den er fuld. Hvad kan der dog være i vejen med min lille skat?

Den 5. marts 1979.

Grisja har forandret sig mærkbart. Det KAN ske, at han pjatter rundt med Rikke, som var han killing igen, men for det meste ligger han sløvt hen, mere end jeg nogensinde tidligere har set, Han virker faktisk helt udkørt. Han spiser næsten kun kogt torsk nu, og det har aldrig før været hans livret. Det er sikkert fordi, det er nemt at spise, for mundbetændelsen er ikke helt kureret, og han må ikke få mere antibiotika. Han kaster stadig en del op, men appetitten er i orden, så i øjeblikket taber han sig ikke. Nu er han også så slank, som da han kun var et års tid gammel.

Trods alt, hvad han har gennemgået i den sidste tid, er han en lykkelig kat. Når jeg bøjer mig ned over ham og taler kærligt til ham og kysser ham på panden, spinder ham omgående og giver sig til at vaske mig enten i ansigtet eller på hænderne. Det kærlige blik, han sender mig, er som en kongelig gave. Jeg er taknemmelig over, at han er en lykkelig kat – trods problemerne.

Den 30. marts 1979.

Klokken er godt 7 om morgenen, og de sidste 2 timer er gået med at tørre opkast op efter Grisja. Det ser mærkelig ud, og jeg tror, der er blod i det. Lige nu sover han. Han er totalt udmattet, han kunne ikke engang selv hoppe op i Henriks lænestol, så jeg bar ham derop. Jeg kan ikke få kontakt med dyrlægen før kl. 8, der er automatisk telefonsvarer på.

Min stakkels lille missemand. I dag er han bestemt ikke en lykkelig mis, og han er så tynd og vejer næsten ingenting, når jeg løfter ham op. Da jeg løftede ham op i lænestolen, hvæsede han ad mig, og jeg tog endda så forsigtigt på ham. Jeg græder lidt, for jeg tror, han har smerter.

Jeg føler, at det er slut med Grisjas liv nu. Jeg kan mærke, at det er alvor. Jeg vil i hvert fald ikke sætte mig imod det, hvis Dyrlægen anbefaler at lade ham sove ind, for så er det det bedste for ham. Både Henrik og jeg har hele tiden sagt, at han ikke skal leve et dårligt liv, og det vil jeg leve op til, selv om det er en svær beslutning at tage. Det er Grisjas velbefindende, det kommer an på nu – mit og Henriks kommer i anden række.

Men hvordan skal jeg dog få sagt det til Henrik?

Kl. er 8 nu, og jeg har lige talt med dyrlæge Poulsen. Da jeg havde forklaret ham, hvordan det står til og besvaret de spørgsmål, han stillede mig, sagde han, at han var bange for, at Grisja havde leukæmi. Jeg skal derud kl. 11,45, så han kan undersøge Grisja endnu engang, og så må vi tage stilling til, hvad der skal gøres. Er det leukæmi, er der ikke noget at stille op, så vil Grisja stadig blive svagere for hver dag, der går, og det vil jeg bestemt ikke gå og se på bare for at beholde ham endnu en kort tid. Det er ikke humant.

Nu er kl. 10,3o. Grisja har ligget i Henriks lænestol siden kl. 7 i morges og har sovet trygt hele tiden. Når jeg rører ved ham og stryger ham over ryggen eller hovedet, kigger han på mig, men han løfter ikke hovedet. Han spinder heller ikke, som han plejer at gøre, når vi kæler med ham. Blinkhinderne er lidt fremme, så han har det skidt. Han har intet spist idag, men han trænger nok heller ikke til noget.

Jeg er blevet så mærkelig rolig. Jeg forbereder mig instinktivt til afskeden, så jeg kan være i stand til at klare det, når det er slut. Jeg skal jo køre alene hjem i bilen, og een ulykke er mere end nok, jeg MÅ være rolig. Det værste bliver nok at sige det til Henrik. Stakkels Henrik, han har også altid elsket Grisja så højt, men han slipper da for at gennemgå denne formiddags mareridt. Til gengæld bliver det ham, der skal begrave Grisja i aften, når vi kommer ned på Lolland.

Jeg har ikke mere håb om, at dette kan være noget, dyrlægen kan helbrede. Dyrlægens ord var for alvorlige, og noget i Grisjas opførsel minder mig om Mivers sidste timer. Det gør så ondt at se på, og mine gode ønsker tæller ikke.

Kl. er 13,05, og jeg er hjemme igen. Poulsen sagde, at det var godt, at jeg var kommet. Grisja måtte have haft smerter i den sidste tid, så fremskreden sygdommen var. Det var leukæmi. Ikke den slags, som mennesker kan få, men en form i slægt med anæmi. I begge tilfælde er der for få røde blodlegemer.

Nu har min dejlige Grisja fået fred. Jeg græd meget, mens jeg lagde ham tilrette i en kasse og forede den med et par håndklæder.

Elskede Grisja, tak for mange skønne stunder, tak for alt, hvad du har givet os, tak for din kærlighed.

Mandag den 2. april 1979.

Så fik vi weekenden overstået og Grisja begravet. Det var næsten lige så slemt som turen til og fra dyrlægen. Henrik var meget ulykkelig, men magtede ikke at græde sin sorg ud.

Nu ligger Grisja under hyldetræet, som jo efter sigende skal have en særlig tiltrækningskraft på små misser. En stor flisesten er lagt over graven, og udenom har jeg plantet nogle vintergækker og krokus, som jeg har gravet op andre steder i haven.

Det skal ikke undre mig, om nogle vil synes, at det er at gøre for meget ud af det. Lad dem så synes det. Henrik og jeg er enige om, at vi har haft et privilegium ved at have ejet så skøn og særpræget en kat. Han var både dejligere og vanskeligere end nogen anden kat, vi har kendt. Sådan et unikum kan nok fortjene et gravsted, og når det nu skulle være, så var det heldigt for os, at det skete en fredag, så vi kunne tage ham med ned i vores egen have, hvor han har haft så mange lykkelige timer.

2. DEL

Rikke har ikke savnet Grisja et øjeblik, akkurat som jeg havde ventet det. Vi savner ham stadig, og jeg spørger nu mig selv, om det var forkert at begrave ham i haven, for det river op i såret, hver gang jeg går forbi stedet. Jeg kan stadig fælde en tåre over Grisja, og jeg må minde mig selv om ret tit, at det var det bedste for Grisja, som det gik. Rigtigt slemt havde han det kun i ca. 6 timer, og det må vel siges at være nådigt sluppet.

Til gengæld er det en absolut fordel for Rikke, at hun nu er enekat. Hun har aldrig været gladere. Vi ser hende aldrig mere nervøs, og hun leger meget mere. Det er lidt bittert, at vi skulle miste Grisja, før hun fandt den rene lykke.

Vi har besluttet, at hun fortsat skal være alene. Hun sover tilsyneladende dagen bort, enten vi er her eller ikke. Hun spiser f.eks. slet ikke fra om morgenen til om eftermiddagen, så jeg vil gå ud fra, at hun altid sover, når vi er væk. Når jeg kommer hjem, rejser hun sig søvndrukkent, strækker sig velbehageligt, siger kælelyde og straks efter madlyde.

Det er ikke nemt at indrømme det, men retfærdigvis MÅ vi indrømme, at det også er en stor lettelse ikke at have Grisja mere. Han var vanskelig med hensyn til mad, han var virkelig dyr i dyrlægeregninger, men værst var det nu, at han var en gris. Han kunne i de sidste 2-3 år ikke selv vaske sig ren ved endetarmen, fordi han ikke kunne nå derned, og han tissede meget tit udenfor sandkassen. Det har kostet slid og mange flasker klorin at holde huset fri for lugten af kattetis. Vort gulvtæppe i stuen skal skiftes ud nu, for pletterne fra hans opkast lader sig ikke fjerne. I de sidste måneder kom der jo mange nye pletter. Det MÅ jo indrømmes, at det hele går meget lettere nu, men Himlen skal vide, at vi savner vores lille Grisja. Det savn bliver ikke mindre af de praktiske lettelser, og vi ville ikke have undværet en eneste dag med ham. Han var og blev katten i vort liv – en stor, dejlig oplevelse.

LIVET GÅR VIDERE

Det kom til at betyde en frygtelig masse for mig, at jeg var sneet inde i sommerhuset de 6 rædselsfulde døgn vinteren 1978-79. Det var alt for belastende for mit nervesystem til, at jeg sådan uden videre kunne lægge det bag mig. Jeg havde pådraget mig en depression, som det tog lang tid at komme over, og først i sommeren 1981 kunne jeg siges at være helt rask.

Mange, mange gange syntes jeg, at Rikke var min eneste trøst. Henrik var ked af det på mine vegne, men han forstod ikke rigtigt, at jeg ikke bare kunne glemme det hele, når det nu var lykkeligt overstået. Vi mennesker er ikke ens, og jeg laster ham ikke for, at hans evne til at forstå mig manglede. Han er jo selv så robust. Men Rikke havde en evne til at mærke, når jeg var særlig langt nede, og så kom hun til mig og ville kæle, og jeg har mere end een gang oplevet, at hvis tårerne begyndte at trille, så slikkede hun dem væk! Jeg var lykkelig for, at jeg havde hende. Men meget af det, der skete i de år, er helt gået i glemmebogen, og jeg skrev heller ikke noget ned af det, jeg oplevede med Rikke. Ikke en eneste optegnelse blev det til, fra Grisja døde og til i efteråret 1982, hvor jeg igen begyndte at skrive om katte. Vi oplevede selvfølgelig også noget i den tid, men jeg var så langt fra mit normale jeg, at alt hvad jeg foretog mig føltes som om, det skete for en anden. Jeg fik professionel hjælp, men tiden var også en vigtig faktor. Omsider lysnede det dog igen.

Nu skriver vi 1993, og vi har ingen kat. Vi er stadig hjælpeløst forelskede i katte, men vi har oplevet for mange tab og sorger, siden vi mistede Grisja, og nu er vi blevet for gamle og alt for følelsesbetonede til, at vi kan tåle endnu et tab. Jeg ville have forsværget, at det skulle gå sådan, hvilket jo også tydeligt fremgår af, hvad jeg tidligere har skrevet. Det er nu snart 3 år siden, at vi mistede vores sidste kat, og da blev vi syge af sorg. Især var det utrolig svært for Henrik. Han kan ikke som jeg lade gråden lindre smerten og savnet. Han græd, men han følte sig skidt tilpas ved det og stoppede gråden alt for hurtigt, kæmpede hele tiden imod. Det er ikke godt. Jeg græd jævnligt i flere dage, men så var jeg også ovre det værste og kunne trøste Henrik ved at tale om alle de gode minder, vi havde haft med alle vore katte og sidst med den blide og yndige Tanja, som altid mindede os så meget om Miver.

Jeg ville gerne have anskaffet mig en ny kat med det samme, og jeg har flere gange forsøgt at overtale Henrik, men forgæves. Det stod mig efterhånden virkelig klart, at det var hans alvorlige mening, når han sagde, at han ikke kunne klare at gennemgå den prøvelse endnu engang. Og langt om længe har jeg vænnet mig til, at sådan må det altså være.

Grunden til, at jeg igen begyndte at skrive om katte i efteråret 1982, var den, at jeg i et af vore store dagblade læste en efterlysning af små morsomme historier om katte. Jeg fik lyst til at fortælle lidt om mine egne dejlige dyr, og jeg fortalte også, at jeg havde skrevet en bog om Grisja. For det var det jo dengang – bogen om Grisja. Jeg fik et pænt brev tilbage fra den herre, der havde sat annoncen i, hvori han udtalte, at han meget gerne ville læse, hvad jeg havde skrevet, og efter lidt skriveri frem og tilbage, fik han bogen tilsendt.

Både han og hans kone kunne lide den, og selv om det ikke lige var det, han selv havde brug for, opfordrede han mig til at forsøge at få den udgivet. På det tidspunkt havde jeg nået en alder, hvor det at have udearbejde, et hjem samt et sommerhus med stor have og drivhus at passe var en kende mere, end mine kræfter rakte til, så jeg orkede ikke at gøre noget ved det.

I mellemtiden er Henrik og jeg gået på pension, vi har opgivet lejligheden i København og i stedet for skaffet os en lille lejlighed i Nakskov, nær ved vores sommerhus, og det trives vi med. Vi har mere tid til vores rådighed nu og lever ikke så hektisk mere, og derfor har jeg genoptaget mit skriveri som en dejlig hobby.

Denne bog bliver ikke som først antaget “Bogen om Grisja”. Den bliver bogen om alle vore dejlige katte, om dejlige katte i det hele taget, for strengt taget var de jo ikke allesammen vores.

Det havde moret mig at skrive det lange brev til denne beundrer af katte, hvor jeg havde fortalt ham om mange af mine dejlige oplevelser med vore egne katte, og jeg havde med stor glæde læst om, hvad han selv havde oplevet. Alligevel kom jeg ikke igang med at skrive mere før i sommeren 1984. Det er kun korte notater, men de er oplysende nok til, at jeg har kunnet beskrive hændelsesforløbet.

Rikke døde i januar 1983, hun 8 år gammel, men jeg skrev altså på det tidspunkt ikke om den sorg, det gjorde os. Det kom først senere ind imellem notater om senere katteoplevelser:

Rikke blev en helt anden kat, da hun blev alene. Jeg havde ikke ventet, at hun ville mangle Grisja, men det var nu lidt underligt, at hun ikke en eneste gang søgte efter ham de første dage. Vi mindedes, hvordan Grisja havde søgt efter Miver og gik og peb, men naturligvis savnede Rikke ikke sin hustyran. Grisja havde jo været “herre i huset”, havde faktisk tyranniseret hende – og os med – og Rikke havde altid været nr. 2, uanset hvor dejlig vi syntes, hun var. Grisjas personlighed var noget helt for sig selv. Det synes vi stadig så mange år og så mange katte efter.

Da Rikke blev alene med os, drog hun aldrig fordel af det. Hun blev ved med at være den nemme og omgængelige kat, hun altid havde været. Hun spiste uden vrøvl, hvad vi gav hende, dog ikke hjerter, der havde været frosset ned. Hjerter havde aldrig været hendes livret, men hun spiste det, mens Grisja levede, også når de havde været nedfrosne. Vi blev enige om, at der måtte ske en eller anden proces med hjerter, når de havde været frosset ned, som Rikke ikke brød sig om, og siden det var hendes eneste klage, så fik hun kun friske hjerter siden da. Ellers var hun aldrig besværlig. Hjemme var hun rolig og altid tilfreds og kærlig, og på landet blev hun altid lige i nærheden af os. Hun var aldrig længere væk, end hun kunne høre os, når vi kaldte, og hun KOM altid, når vi kaldte. Selv når vi om søndagen skulle tilbage til København, behøvede vi aldrig spærre hende inde i god tid, som tilfældet var med Grisja. Vi pakkede simpelthen vognen, kaldte på Rikke, satte hende ind i vognen og kørte hjem. Det har mange af vore venner og bekendte misundt os!

Hun kunne lide at køre i bil, og det var en behagelighed for os. Oven i købet foretrak hun at sidde i sin transportkurv, mens vi kørte. Vi kunne lade lågen stå åben, så hun kunne komme ud til sin sandkasse, hvis hun behøvede det, og straks efter lagde hun sig ind i kurven igen.

Vi kendte ikke til at have fremmede katte eller hunde på vores grund i de år. Selv områdets meget store vilde hankat havde en knusende respekt for hende, og det fik hunde også hurtigt. Hun kunne virkelig også se respektindgydende ud, når hun ville. Henrik sagde somme tider, at hun havde øjne som en overbetjent. Jeg vil sige, at det var alle tiders underdrivelse. Hun var frygtløs, men af en pigemis at være, var hun også stor, og så var hun kernesund.

I begyndelsen af december 1982 var vi i sommerhuset for at lukke det af for vinteren. Jeg var blevet overflødig på min tidligere arbejdsplads og gik nu arbejdsløs, og derfor var det for dyrt for os at køre de mange kilometer hele året igennem samt at varme op to steder, så vi ville blive i byen de næste 3 måneder. Trods bidende kulde kunne vi ikke holde Rikke inde ret længe ad gangen. Hun havde den skønneste tykke og varme pels, jeg nogensinde har set på en huskat. Der var noget bamset over den, og derfor hælder jeg også mest til den teori, at hendes far var en British Blue og ikke en “russer”. Rikke kom ind for at spise og gå på sandkassen, men ellers var hun udenfor så længe, det var lyst. Vi behøvede ikke engang at kalde på hende, når dagslyset begyndte at svinde, hun vidste selv, at nu var det tid at komme ind.

Det minder mig iøvrigt om noget, vi morede os meget over. Når vi var i sommerhuset i ferier og weekends, behøvede vi heller ikke hente Rikke ind, for hun kom simpelthen løbende af sig selv, når hun hørte den lille fanfare i fjernsynet, der bebudede, at aftenens nyheder kom! Så sprang hun op i sofaen, hvor hendes tæppe lå, vaskede sig og lagde sig til at sove. Senere skulle hun helst ligge hos en af os, men hun startede altid med at ligge i sofaen. Hvor var hun nem. Vi savnede alle tre sommerhuset i den kommende tid, men Rikke opnåede aldrig at gense det sted, hvor hun havde haft sine lykkeligste timer.

I slutningen af januar holdt Rikke pludselig op med at spise. Til gengæld drak hun utroligt meget. Det var – selvfølgelig havde jeg nær sagt – i en weekend, at det gik op for os, at noget var helt galt. Klog af tidligere erfaringer kiggede vi hende i munden, og vi opdagede til vor rædsel, at hun var gul i hele munden, så straks mandag morgen tog jeg hende til dyrlægen.

På det tidspunkt havde vor sædvanlige dyrlæge solgt sin praksis og var flyttet fra København, men den nye kvindelige dyrlæge havde givet Rikke hendes sidste vaccination og havde imponeret os kendeligt ved uden mindste besvær at rense Rikkes tænder for tandsten uden bedøvelse. Rikke sad bare ganske roligt og fandt sig i det. Det var fantastisk. Rikke havde ikke tidligere haft tandsten, men med Grisjas nærmest hysteriske opførsel hos dyrlægen i erindring og Rikkes dybe brummen, når hun skulle vaccineres, var vi glædeligt overraskede. Denne dyrlæge måtte have et specielt godt tag på katte. Da hun nu havde undersøgt Rikkes mund og set det gule tandkød, fik hun rynker i panden. Efter en kort, men grundig undersøgelse sagde hun:

“Jeg må bedrøve dig med, at Rikke ikke bare har tandkødsbetændelse. Hun har en fremskreden leverbetændelse. Altså gulsot.”

Jeg så uforstående på Liselotte, som dyrlægen hedder. Rikke, der var så sund og stærk – hvordan kunne det dog gå til? Liselotte forklarede mig, at Rikke måtte have indtaget noget giftigt, muligvis en mus, der havde spist musegift, men endnu ikke var død af det.

Harmen vældede op i mig. Jeg vidste, at mine nærmeste naboer altid lagde musegift ud, når de lukkede huset for vinteren, og vi havde nogle gange diskuteret det rimelige i det. Jeg hadede tanken om, at musene skulle lide, inden de døde af giften, og havde foreslået dem at sætte smækfælder op i stedet for. Så døde de da omgående, men konen sagde bestemt nej, for hun ville ikke komme om foråret og finde stinkende musekadavere i sit hus. Desuden påpegede hun, at der skulle stå virkelig mange fælder for at strække til en lang vinter. Det kunne jeg godt se det rimelige i, og dermed standsede diskussionen. Men nu så vi et resultat af udlægning af musegift, som ingen af os have regnet med.

På det tidspunkt da Rikke blev syg, havde vi ikke været på landet i næsten 8 uger, og jeg kunne først ikke fatte, at Rikke ikke på et tidligere tidspunkt havde vist tegn på at være syg. Liselotte påpegede, at katte var meget hårdføre overfor smerter, og Rikke var jo ikke den, der peb for småting. Desværre kun, for så havde vi måske kunnet redde hende.

Behandlingen bestod i at skylle systemet godt igennem og give hende stimulerende indsprøjtninger. Hveranden dag i 12 dage fik Rikke pumpet oceaner af vistnok glycerin ind under sin hud af Liselotte, og hver dag – masser af gange – tvangsfodrede jeg hende med vand og ymer, der var blandet op med vand. Hun sov meget i den tid, men 2 gange livede hun så meget op, at vi følte os sikre på, at hun nok skulle klare det. Så meget større var skuffelsen, når hun næste dag igen lå sløvt hen.

Det var 12 nervepirrende døgn. At vi kun fik et minimum af søvn i den tid var til at bære, men det gjorde os jo nok ekstra sarte til at modtage Rikkes dødsdom, da Liselotte tilsidst sagde, at det ville være dyrplageri at fortsætte behandlingen.

“Jeg kan ikke gøre mere. Det gør mig meget ondt for jer, men det var for sent, vi kom i gang med behandlingen. Nu bør vi lade hende sove ind, så hun ikke skal lide mere.”

Henrik og jeg stod bare der og lod tårerne få frit løb. Så huskede jeg, at dette var mere, end Henrik kunne bære, og jeg sendte ham ud til vores voksne søn, der ventede i venteværelset. Han var kommet hjem den aften vel vidende, at vi kunne få brug for hans støtte. Henrik bøjede sig ned og kyssede Rikke på panden, og så skyndte han sig ud i venteværelset. De gik over og satte sig i vognen. Selv stod jeg og holdt om Rikkes hovede og talte kærligt til hende, så hun længst muligt kunne høre min stemme. Det holdt min gråd tilbage, men da Liselotte sagde, at nu var det forbi, var det også forbi med min selvbeherskelse. Jeg klarede lige at takke hende og bede om at få tilsendt en regning, så styrtede jeg ud af værelset. I døren mødte jeg min søn, som Henrik havde sendt ned for at give mig støtte. Først da vi var ude på vejen, gav jeg efter for den voldsomme gråd i Kelds arme. Da var det hele jo forbi, og så var det så ligegyldigt, om nogen så mig eller ikke.

Da vi senere på aftenen igen var alene, gjorde jeg forsøg på at få Henrik til at tale om Rikke og alle de dejlige timer, vi havde haft med hende. Jeg vidste jo, at det var forkert at gemme det hele indeni, og jeg ville hjælpe Henrik over det værste. Han var længe om at komme igang, men endelig tillod han sig at græde sin sorg ud. Jeg græd med ham, og bagefter sagde han, at jeg havde ret – det havde lettet det værste pres at græde.

Straks efter hjemkomsten havde Henrik fjernet hver en lille smule, der kunne minde om Rikke. Jeg troede først, at det var for at skåne mig for hele tiden at blive mindet om vores lille mis, men så sagde Henrik:

“Det er den 3. kat, vi har måttet aflive. Det kan jeg ikke klare mere. Jeg binder mig alt for stærkt til de dyr til, at jeg vil opleve en gentagelse af dette mareridt. Derfor beder jeg dig om at forstå mig, når jeg nu siger, at jeg aldrig mere vil have en kat i huset.”

Som tidligere nævnt er Henrik et fredsommeligt menneske, og det sker sjældent, at han sætter trumf på, men når det sker, så ved jeg, at det er alvor – han rokker sig ikke en tomme. Alligevel håbede jeg, at han sagde sådan i så ophidset en tilstand, at han senere ville være til at overtale til noget andet, når den værste sorg var overstået. Tanken om at være uden kat var mig næsten umulig, men det var ikke det rette øjeblik at diskutere det, så jeg sagde blot, at jeg godt forstod ham. Jeg sagde ikke, at jeg var enig. Iøvrigt trængte jeg selv til at sunde mig ovenpå de 12 dage, der havde været så fulde af angst og meget nervepirrende.

Der blev så tomt derhjemme i den kommende tid. Jeg savnede at have en dejlig varm lille mis liggende i mit skød, og at komme hjem uden at blive modtaget af en glad lille mis var simpelthen forfærdeligt. Jeg måtte ofte diskret vifte et par tårer væk. Det har givetvis været meget værre for Henrik, men sin vane tro sagde han ikke noget om det. Han brugte megen energi på at trøste mig, når jeg var trist til mode, og han var god til at lede mine tanker i andre retninger. Men i 12 år havde der altid været en kat i vores hjem, i perioder endda 2, og forandringen var så stor, at den ikke var til at holde ud.

Vi glemte på ingen måde Rikke (hvordan skulle vi dog også kunne det?), men kort efter fik jeg nu alligevel noget andet at tænke på. På grund af dum ubetænksomhed faldt jeg ned fra en kommode og brækkede halebenet 2 steder og fik en kraftig hjernerystelse. I nogle måneder var mit liv et crescendo af smerter, men så kunne jeg begynde at bevæge mig rundt igen. Blot måtte jeg altid sidde på en luftpudering, hvis jeg absolut skulle sidde.

I juli måned rejste vi til Tyskland for at besøge nogle venner der, og det var ikke den behageligste rejse, jeg har foretaget, må jeg ærligt sige. Dels fik jeg stadig stærke smertestillende piller, som i forbindelse med den ekstreme hede, vi havde den sommer, gjorde mig konstant utilpas, somme tider rigtigt dårlig. Vi havde dog ikke været udenlands i mange år, fordi vi ikke kunne klare at rejse fra vore katte, og jeg vidste, at Henrik glædede sig meget til den tur, så jeg lod fem være lige og sagde ja. Den læge, der stadig behandlede mig, mente heller ikke, at det kunne skade mig.

Inden da havde vi flere gange været på Lolland, omend jeg i begyndelsen mest lå på bagsædet under kørslen, og jeg sørgede for at stå eller ligge mest muligt i stedet for at sidde, og man kan jo en masse, når man skal og gerne vil. Vi gik en del lange ture, for jeg havde jo mistet mange af mine kræfter ved det lange sengeleje, og dem måtte jeg se at få igen hurtigst muligt.

I den periode inden vores rejse kom der igen katte ind i vores liv, omend ikke lige straks nogen, der blev vores egen. Det kom først senere.

Af alle de vilde katte, der lever i vores sommerhusområde, er der særligt en, der har gjort sig bemærket. Mens Rikke levede, kom de aldrig til os, men de blev passet og fodret året igennem af nogle af vore gode venner, der har hus i nærheden af vort eget. Hos dem lærte vi MISSEMOR at kende. Hun var en smuk sort kat med blide øjne og en flot pels, og vild var hun overhovedet ikke. Hun fandt hurtigt ud af, at Rikke ikke var der mere, og så begyndte hun at besøge os. Vi vidste, at hun ikke manglede mad, men lidt fortyndet fløde og lidt katteknaser ville hun altid gerne have. Hun må have været en hårdfør dame, for vi vidste, at hun mindst var 10 år gammel. Hun var nemlig mor til vore venners MIO, som da var 9 år gammel. Vintrene kan være barske nede ved Østersøen, og hun stod også den slemme snevinter 1978-79 igennem uden at tage skade. Hun og et par andre katte overlevede ved at ligge under vore venners terrasse i næsten en uge uden mad, fordi de var helt gemt væk i sne!

Det varede ikke ret længe, før hun gik ud og ind hos os, som om hun boede i vores hus, men lukkede vi dørene, blev hun urolig og bad om at komme ud. Det passede især Henrik fint. Hun måtte ikke føle sig FOR meget hjemme, sagde han, og selvfølgelig havde han ret. Hun skulle ikke gøres til en “sommerhuskat”. Hun kunne lide at blive børstet, og ofte lagde hun sig og tog en lille lur hos os enten ude eller inde i fuld fortrøstning om, at her var der ingen grund til at være på vagt.

I april var det tydeligt at se, at Missemor var med killinger. Hendes besøg blev længere og længere, hun trængte helt sikkert til at ligge mere og slappe af og hvile i fred og ro. Vi lod hende gøre det, men stadig sørgede vi for, at hun ikke blev afhængig af os. Vi var jo kun hos hende i sølle 2 dage om ugen, resten af tiden skulle hun klare sig selv. Og det kunne hun også.

Den 8. maj så nogle af vore venner hende, stadig rund om maven, men da vi kom den 10. maj, var hun slank. Hun havde travlt med at komme afsted igen, da hun havde fået sin fløde, og der var ikke tid til en tur med børsten eller kæleri. En dag i slutningen af maj fik jeg en følelse af, at der var noget hun ville mig. Hun gik kun et par meter, stoppede op og mjavede, indtil jeg var helt henne ved siden af hende, så gik hun igen et par meter og kaldte på mig, og på den måde viste hun mig over til et redskabsskur ved diget, hvor det viste sig, at hendes killinger lå. Jeg kunne høre deres piben, da hun krøb ind til dem, men se dem kunne jeg ikke.

Jeg var dybt rørt. At en vildkat opførte sig på den måde, opfattede jeg som noget ganske utroligt. Jeg blev den dag vist en tillid, som jeg fandt meget rørende, og jeg vil aldrig glemme det.

Et par uger senere havde hun slet ikke travlt med at forlade os igen, da hun havde fået mad og fløde. Vi talte om, at hun måske havde mistet alle sine killinger, og jeg var ovre ved skuret, og da var der uhyggeligt stille. Nogle af hendes dievorter var så store som valnødder, og jeg følte mig sikker på, at hun ikke var blevet tømt for mælk et stykke tid. Men katte er hårdføre væsener, og det var hendes killinger åbenbart også, for en dag kom hun ud fra naboens terrasse med tre små bedårende væsener! En var sort, en korthåret han, og de to andre var langhårede, en gråstribet og en brun/beigestribet.

Man skal være mere end almindelig hårdhjertet, hvis man ikke i sådan en situation intensiverer forplejningen. Vi købte godt ind og fodrede med alt det, vi vidste var godt, og når vi ikke var der, overtog en af vore fastboende venner forplejningen på vores bekostning, og det fortsatte, da vi i juli rejste på ferie. Så måtte vi senere trappe ned igen, når vi ikke kunne være her så meget, men de skulle have en god opvækst, disse små uldtotter, var vi enige om, Henrik og jeg.

Jeg kan ikke beskrive min begejstring, da vi 10 dage senere vendte hjem til sommerhuset for at holde resten af ferien der, for nu boede den lille familie sandelig under VORES terrasse! Jeg glemte ganske alle mine gode fortsætter, og snart boede de lige så meget PÅ terrassen som under den. Og før vi fik set os om, sov de alle 4 til middag på min sofa i stuen. Og jeg lod dem gøre det. Hvor har jeg dog haft mine tanker? Jeg burde have vidst, at det var helt forkert, det jeg indlod mig på, men min fryd fik mig til at forglemme mig selv, og Henrik var ikke et hak bedre.

Den sorte var den livligste og den frækkeste, og ham kaldte Henrik SORTEPER. Den gråstribede var den eneste, vi ikke kunne røre ved, han var mærkeligt sky og legede heller ikke så meget som de andre. Han kom til at hedde GRÅMIS. Den sidste og mindste kaldte vi BRUNO. Han var den allermest kælne af hele bundtet, Missemor inclusive – og det ville ellers sige en del. Vi kunne ikke sætte os på terrassen, uden at han omgående hoppede op på skødet af en af os og spandt, så hele hans krop dirrede ved det. Når vi om aftenen lukkede dørene, hylede og skreg han:

“LUK OP! Jeg vil ind til jer!”

Vi måtte gøre os hårde, for det nyttede jo ikke, men hvor var det svært. Pludselig blev vi klar over, at dette her gik altså ikke i længden. Hvad skulle vi stille op, når det blev efterår, ja, allerede når ferien var forbi? Vi begyndte at sætte dem mest muligt udenfor, og efterhånden fattede Missemor, at det var der, de hørte til.

En weekend noget efter ferien var hun alene på besøg, da vi kom derned fredag aften. Vi kunne regne ud, at nu var hun træt af killingerne, og de var på egen hånd. Vi så dem af og til, især Bruno kom stadig nogenlunde jævnligt, og de så alle ud til at have det godt. Vi konstaterede, at Sorteper og Gråmis var i stand til at fange mus. De kom sjældnere på vores grund nu, men Bruno blev ved med at holde sig til. Vi måtte virkelig passe på ikke at gøre noget, der gjorde ham mere afhængige af os, så vi begyndte at sætte mad til ham langt væk fra vores egen grund.

Da efteråret kom, var jeg dybt fortvivlet over, hvad vi havde gjort den sommer. Bruno hang stadig i nærheden af os, kaldte på os og ville kæles med. Efterhånden var der ikke en dag, hvor jeg ikke græd over den katastrofale fejltagelse, vi havde begået. Som en tromme lød det stadig i mine ører:

“Sommerhuskat! SOMMERHUSKAT! Og det er DIN skyld!”

Vi var så heldige at skaffe et hjem til Sorteper hos nogle bekendte, som ønskede sig en sort kat, som var ude over den første killingepjank. Gråmis så vi næsten aldrig mere, men Bruno – den stakkels lille mis. Han var i mine tanker dagen lang og det meste af natten med.

Den 10. oktober 1983 sad jeg igen og græd og kunne ikke få en bid ned ved spisebordet, for i weekenden havde Bruno tigget og bedt om at blive min kat på en måde, der ikke var til at misforstå. Han hoppede op på bordet udenfor vinduet og sad og græd og kradsede på ruden for at komme ind. Henrik havde gjort sig hård og havde sagt NEJ! Jeg var dybt fortvivlet. Da jeg så sad der og græd ned i min mad og stak til det uden at spise, kunne Henrik ikke mere nægte mig Bruno. Han led jo også selv.

“OK! Skal det være, så lad os få det overstået. Hent mig fra arbejde imorgen, så kører vi derned og henter dem begge to og kører direkte hjem. Tag nogle stykker mad med til os og fløde og mad til misserne.”

Hvor gjorde han mig dog glad.

Dagen efter regnede det, så det var to dyngvåde misser, vi hentede ind i sommerhuset hen under aften. Sorteper sad udenfor, da vi kom, næsten som om han ventede på os. Bruno fandt jeg våd og forkommen under naboens terrasse. Jeg bar ham hjem, mens jeg fortalte ham, at nu skulle han få kronede dage hos os. Han smøg sig ind til mig, og da de begge to havde fået noget at spise og drikke og var blevet kælet med og gnubbet i et håndklæde, kørte vi hjem igen. Vi havde ventet besvær, for ingen af dem havde jo nogensinde før siddet i en bil, men de var mærkværdig rolige og lå og sov i hver sin transportkurv det meste af vejen.

Den næste dag kørte jeg Sorteper over til sin nye familie, som omgående omdøbte ham til WHISKY. Jeg havde taget noget af hans eget mad med og sørget for, at han var godt sulten, så de kunne starte med at fodre ham, og maden blev straks serveret for ham af hans nye mor. Men det var hans nye far, han omgående kastede sin kærlighed på. Han hoppede op på mandens skød og var vældig godt tilpas, da jeg kørte hjem igen. Vi fulgte ham i godt 2 år, og vi så, hvor han trivedes og gjorde sin nye familie glade og lykkelige.

Så heldige var vi ikke. Bruno trivedes slet ikke som indekat, hvad vi fandt meget mærkeligt efter hans tidligere opførsel at dømme. Jeg havde endnu engang begået en fejltagelse og måtte betale nye lærepenge.

Vi lod ham hurtigt kastrere. Det var en nødvendighed, når vi boede i lejlighed, oven i købet i en lejlighed, hvor vi ikke måtte have husdyr. Desuden ønskede vi ikke, at der skulle komme flere uønskede killinger til Verden gennem ham, og vi ventede også, at han ville blive roligere og mere tillidsfuld igen, som da han var en lille killing. Det er jo det mest normale, men det skete ikke.

Som tiden gik, blev han mere og mere frustreret, og i januar 1984 stod det os klart, at han var syg i sindet. Han var begyndt at angribe mig helt uden varsel. Han blev som et vildt dyr, og det var altid kun mig, det gik ud over – uvist hvorfor. I naturen går det jo også altid ud over de svageste, så måske var det derfor.

Det kunne naturligvis ikke gå. Jeg har aldrig lidt af angst for nogle dyr, for jeg tror, jeg er født med evnen til at aflæse dyrs kropssprog og derfor ved per instinkt, hvem jeg kan gå til, og hvem jeg skal lade komme til mig. De sidste uger med Bruno var jeg dog bange for at vende ryggen til ham, for jeg vidste aldrig, hvornår han ville springe op på ryggen af mig og bide mig i halsen, og hver gang blev jeg naturligvis både rystet og bange, bortset fra at det gjorde djævelsk ondt. Jeg var dybt ulykkelig og meget skuffet, hvor hvis nogen kat nogensinde har tigget og bedt om at blive huskat, så var det Bruno.

Måske var han allerede for stor, da vi tog ham til os, og måske var det gået, hvis vi altid havde boet i sommerhuset, så han kunne leve et liv både ude og inde. Det er ikke til at vide. Men det er den eneste gang, jeg ikke har grædt over at lade en kat aflive. Det var det bedste for både Bruno og os. Og jeg fik en lærestreg, som jeg aldrig senere har glemt.

Tiden læger alle sår, siger man. Somme tider skal der nu meget lang tid til. Nu sidder jeg her mange år efter – uden kat i huset – og skriver om alle mine dejlige katte, og det er ikke så få gange, at såret er blevet revet op igen. Heldigvis sker det også, at jeg sidder og smiler over minderne, og at jeg læser noget op for Henrik, som vi sammen kan le ad igen. Som Liva sagde:

“Minderne har jeg da lov at have!”

Jeg er helt klar over, at læseren ikke ser mig for sig med en lysende glorie om hovedet – dertil har jeg begået for mange fejltagelser, og jeg er ikke engang færdig med at fortælle om mine fejltagelser endnu. Men forhåbentlig behøver jeg ikke prøve at overbevise nogen om min store kærlighed til de dyr, jeg har haft. Som Henrik engang sagde, så har vi elsket dem FOR højt, og det har nok været vores største fejltagelse, for det hindrede os somme tider i at bruge hovedet først. Vi kan ikke gøre noget af det om, men vi trøster os med, at vi har givet 6 katte et dejligt liv, så længe vi havde dem. Det er vel også det mindste, man kan gøre for den kærlighed og hengivenhed, de giver os. For ikke at tale om alle de sjove stunder, for dem var der mange af.

NUSER

Vi fulgte naturligvis stadig de vilde katte i sommerhusområdet, og Missemor kom trofast til os, så snart vi kom derned. Hun havde en søster, som var meget langhåret og utrolig uharmonisk bygget, men da hun jo også var en gammel kat på det tidspunkt, må hun have været sund og rask. Køn var hun ikke, og en af vore venner kaldte hende altid for MONSTERET. Jeg er glad for, at hun ikke selv forstod, hvorfor hun blev kaldt sådan.

I foråret 1984 var både hun og Missemor med killinger. Ak ja. Det var noget rigtigt skidt med alle de killinger, der hvert år kom, for de fleste gik en barsk skæbne imøde. De sidste 3 år har vi ikke fået nye killinger i området, fordi Ragnhild giver hunkattene P-piller, men så vakse var vi ikke dengang. Nu kan det lade sig gøre, fordi Ragnhild og Jørgen bor fast i deres sommerhus nu og er kattene tæt inde på livet hver dag.

Monsteret fødte i en kasse hos Ragnhild og Jørgen den 20. april, og de havde bemærket, at Missemor kom til dem slank og meget sulten den 27. april. Vi havde da nogle dages ferie, og vi talte om, at det var mærkeligt, at begge hunkattene kom så meget hos os og blev der så længe, når de havde killinger, men det skete jo faktisk også året før med Missemor. Alle Monsterets killinger døde indenfor de første 2 uger, og det var vi ærlig talt ikke så kede af. Bestanden var stor nok i forvejen. Der er jo grænser for, hvor meget føde de selv kan finde i de perioder, hvor ingen var der til at fodre, når der var så mange vilde katte.

Missemor havde gemt sine killinger godt denne gang. I lang tid så vi dem ikke, men i den periode havde vi en vældig morsom oplevelse med Missemor:

Vores nabo til den anden side havde en jagthund, der endnu var for ung til at have lært “reglerne” at kende, nemlig at han ikke måtte gå udenfor deres egen grund. En dag havde Missemor lige fået lidt godt af os og sad og vaskede sig ren på det øverste trin af vores terrasse. Hun havde ikke spist op, og det må MONDUS have kunnet lugte, for pludselig stod han og spiste af hendes skål. Jeg så det fra vinduet, men inden jeg overhovedet kunne nå at reagere på det, havde Missemor taget affære. I et kæmpespring sad hun på ryggen af Mondus og flåede ham i hovedet, mens hun hvæsede rasende. Mondus blev frygtelig forskrækket og satte i et hyl, og som en stormvind fór han hjem til sig selv. Jeg gik over til naboen og fortalte, hvad der var sket, så de kunne rense riften med det samme. Naboen tog det roligt og rensede såret med brintoverilte, og så sagde han forresten, at det måske kunne lære hunden at blive, hvor han hørte til. Og det kunne det. Han gik aldrig mere over på vores grund, uden at hans far eller mor var med, og selv da virkede han ikke tryg ved det. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at more mig over episoden, for det havde set så komisk ud, og der var jo ingen reel skade sket.

Det år tog vi tidligt ferie af hensyn til en af Henriks kolleger, der havde skolesøgende børn. Iøvrigt kan vi godt lide disse uger før skoleferien, fordi der er så meget kønt at se på i haven, det er længe lyst, og som regel er temperaturen passende til mig. Jeg bryder mig ikke om for stærk varme. Selv var jeg stadig uden arbejde. Ingen var interesseret i at antage en gammel kone på 57 år indenfor mit fag, så jeg ville blive i sommerhuset mest muligt, selv om jeg de 5 dage om ugen skulle være der alene.

Den 31. maj kom Ragnhild hen til os og fortalte, at hun havde hørt pibende lyde fra en grenbunke ovre ved diget, og hun ville gerne have mig til at gå med derover for at undersøge, hvad det var. Det vi fandt var en lille stribet kattekilling, der dårligt kunne gå selv. Det blev starten til 8 ugers mest bemærkelsesværdige kattehold i vores liv.

Killingen var en han, og han var meget snavset og uhyggeligt tynd. Det var tydeligt, at han havde sultet. Han var kun ca. 13 cm lang uden hale, og han vejede under 300 gram. Jeg tog ham op og puttede ham indenfor min bluse, og snart tav han stille og nød varmen. Da jeg kom hjem med ham, lå Henrik ude i gården og solede sig, og jeg lagde forsigtigt den lille killing på hans bryst. Han blev lysvågen og tog den lille i sine hænder, mens han sagde søde og kærlige ting, sådan noget som man siger til så hjælpeløst et lille væsen. Denne gang var der ikke antydning af forbehold i Henriks udtalelser. Jeg må have overrumplet ham.

Til alt held havde jeg min kattebog i sommerhuset, og jeg gav mig til at lede efter, hvad man kan give så lille en killing at spise uden at gøre noget forkert. Efter bogens oplysninger kunne vi regne ud, at han var omkring 5 uger gammel, men han vejede dog en del mindre, fordi han havde sultet. Vi regnede ud, at det så nok var en af Missemors killinger, men vi kunne ikke regne ud, hvorfor hun havde forsømt det lille skidt så skammeligt. Året før havde hun jo passet sine killinger perfekt.

Ragnhild havde en lille medicinflaske med tut, som blev renset og skoldet, og vi lavede en blanding af 1 del fløde og 3 dele kogt vand, og det var ingen sag at få killingen til at sutte af den. Han var så grådig, at han var ved at få det forkert i halsen, men jeg lærte hurtigt, hvordan jeg skulle undgå det, og hveranden time fik han så lidt mad på den måde. Efter hvert måltid masserede jeg hans mave med en våd, varm vaskeklud, for det var en rimelig god erstatning for det, som hans mor ellers ville have gjort med sin tunge. Senere på dagen gav jeg ham bittesmå stykker kogt svinekød, som måtte proppes ind i munden på ham, for han kunne ikke selv finde ud af at spise dem. Om aftenen gav jeg ham tynd maizenavælling med æggeblomme og lidt torskerogn, men hver gang han fik mad, fik han kun ganske lidt ad gangen, for man kunne tydeligt se, at han havde sultet et stykke tid, og så må man jo gå forsigtigt frem.

Til alle mine katte har jeg jævnligt sagt “Mors lille Nuser” foruden deres rigtige navn, og nu besluttede vi, at denne killing skulle hedde NUSER. Så var der ikke så meget at tage fejl af. Og en Nuser var han sandelig. Da først vi havde fået alt snavset af ham, viste han sig at være en ualmindelig smuk lille mis, gråstribet med beige og brune farver og et bedårende lille hoved. Øjnene var selvfølgelig stadig blå – blå som safirer. Hvor var han dog yndig, det lille pus.

Vi sørgede for at give ham meget væde, vel vidende hvor vigtigt det var. Derfor tissede han hele tiden, men så vidste vi da, at hans nyrefunktion var i orden. Allerede dagen efter havde han afføring, og efter forholdene var den rigtig pæn. Vi lavede en kasse til ham, som blev godt foret, og i den ene ende stillede vi en lav bakke med sand, hvis han skulle tisse, når vi ikke lige så det. Ikke fordi vi troede, han kunne finde ud af det, men katte er af natur meget renlige, så man ved aldrig.

Da det stadig var koldt om natten på den tid af året, tog jeg ham med i seng om aftenen. Jeg var vågen mange gange for at se til ham, også fordi jeg var nervøs for at komme til at klemme ham, men han sov roligt og godt lige til kl. 4 om morgenen. Da begyndte han at røre på sig, og jeg lagde ham så ind i kassen og dækkede ham lidt til, og så sov han videre der, til vi stod op ved 7-tiden. Da fik han mad igen og sov videre bagefter. Det var udmærket, at han sov så meget, for så kunne han bedre komme til kræfter.

I den følgende tid var jeg så optaget af at passe Nuser, at jeg ikke skrev så udførligt, som jeg plejede, men jeg lavede mange notater, og deri står der:

Den 1. juni

Han sutter saligt på det håndklæde, jeg vikler ham ind i, når han skal have flaske, og ind imellem spinder han en smule. Han har meget svært ved at holde balancen, når han går. Jeg har stillet mad foran ham på en asiet, men han træder op i det med begge forpoterne og borer hovedet ned i maden, så han bagefter må vaskes. Denne vask nyder han meget, kan vi se. Han er meget i hænder, og Henrik er ikke ret villig til at slippe ham. Han siger: “Fars lille Nusermand!” I dag vejer han 310 gram, så det er ikke meget, han har taget på af maden igår. Hen under aften prøvede han at vaske sine forpoter og “bide negle”, som vi kalder det, når vores katte soignerede deres kløer. Han slår kluntet ud efter mig og bider i mine fingre og vil gerne sutte mig på hagen. Han er bare vidunderlig. Det er næsten som at få en baby i huset igen. Vi fotograferer ham hele tiden!

Da Missemor og Monsteret kom på besøg i dag, fik de lov til at hilse på Nuser. Monsteret stak i et hvæs, men Missemor sagde denne bestemte lille kurrelyd, vi hørte så ofte sidste år, når hun “talte” til sine unger. Hun vaskede ham også, men det var nu ret overfladisk. Da han forsøgte at die hos hende, gik hun omgående.

Vi forstår ikke hvorfor! Han MÅ da være en af hendes killinger, siden Monsteret hvæsede ad ham, og Missemor vaskede ham. Ganske vist er Nuser meget lille, men der er ikke andre muligheder end de to hunkatte. Vi kender jo kattene her i området ret godt.

Sidst på aftenen havde Nuser afføring, og det så pænt ud.

2. juni

Nuser har sovet alene i sin kasse i nat. Vejret var ret lunt i aftes, så vi turde godt vove forsøget.

Vi havde en sjov oplevelse i dag, da Nuser forsøgte at bryde ud af sin kasse. Han virkede ligefrem stædig! Men hvor er han dog kluntet. I dag kan jeg rigtigt mærke, at der er fremgang, for han kæmper med vore fingre og tager rigtigt tilløb, og han genkender sutteflasken nu og rækker ud efter den. Han leger også. Vi har fundet en af kattenes bolde frem, og han sætter forpoterne på den og bider i den.

Vi har næsten ikke tid til andet end at passe det lille skravl og beundre ham og se, hvad han nu gør fremskridt i. Han brugt sandkassen i dag uden vores hjælp, og han fandt selv frem til den, men han tisser stadig af og til på mig, mens jeg giver ham flaske.

3. juni

I nat har han tisset på sandkassen, selv om her var buldermørkt. Han er nu ikke så dum. Nu kan han allerede selv kravle ud af papkassen, skønt den er 16-17 cm høj, så nu må vi tillægge os den slæbende gangart, som vi før har brugt, når vi havde små killinger. Man går jo i evig angst for at træde på sådan et lille væsen.

Jeg vejede ham i dag, og nu er han oppe på 375 gram. Så fik jeg lyst til at måle ham, og han er lige omkring 20 cm lang uden halen.

Vi besluttede at give ham lov til at trisse rundt i stuen mest muligt for at styrke hans ben, for han er stadig meget usikker på benene -dog lidt bedre i dag end i går. Vi har moret os meget over hans forsøg på at springe, for herregud – hvor ser det hjælpeløst ud!

Nu kaster han sig ikke vildt over maden mere, men spiser roligt og pænt, men han bliver hurtigt træt af det og giver op, så vi vil ikke indskrænke antallet af måltider endnu. Han kan ikke selv drikke af en skål endnu, så jeg supplerer stadig hans væsketilførsel med flasken, og det er en nydelse for begge parter. Jeg nyder at sidde med ham, Nuser nyder at drikke hos mig, og ja – selvfølgelig nyder vores far at sidde og kigge på os imens.

Missemor kom også på besøg i dag, men mærkeligt nok blev Nuser bange og gik baglæns, da han så hende, og han gemte sig bag ved mig. Hun var ellers særligt interesseret i ham i dag.

4. juni

I morges vækkede Missemor os ved at sidde og skrige udenfor vinduet til soveværelset. Vi stod op og gav hende noget mad, men så vågnede Nuser og gav sig til at kradse hidsigt i sin kasse. Missemor gik hen og overværede, at han fik væltet sig ud over kanten og ramte gulvet med et bump. Hun sagde kælelyde til ham og vaskede ham grundigt, og i dag var Nuser ikke bange for hende. Hun kom tilbage flere gange i dagens løb og tog sig kærligt af ham, men hun går øjeblikkeligt, hvis han forsøger at die. Vi har konstateret, at der ER mælk i hendes dievorter, så det er ikke grunden, og vi spekulerer meget på, hvad der SÅ er grunden, men kan ikke finde nogen løsning.

Siden i går aftes har Nuser kun tisset på sandkassen, men til vores bekymring piber han nu ynkeligt hver gang. Heller ikke det kan vi finde nogen forklaring på.

I dag vejede han 390 gram. Vi tager stadig mange fotos.

5. juni

Hopla, hvor det går nu! Vi har set ham løbe i dag for første gang -sådan rigtigt løbe! OK, han dinglede lidt, men alligevel. Han prøver også at springe, men bestemt ikke med samme held, men bare det at han prøver, finder vi imponerende. Han er glad for sin papkasse, når han trænger til et hvil, og det sker stadig ofte, for kræfterne er jo små, men nu er det en smal sag for ham at komme ud af kassen igen. Vi må bære ham op i den, hvis han bliver træt, og så søger han omgående hen i den ende, vi har dækket over med et håndklæde som et halvtag, og så putter han sig i sit tæppe og BANG – så sover han. Fra det ene øjeblik til det andet. Det er nok anstrengende at lære så meget nyt.

Vi er lidt bekymrede, for Missemor forsøger nu helt tydeligt at lokke Nuser med sig. Det kan der selvfølgelig ikke blive tale om, når han ikke får lov at die hende. Hun lyder sur, når hun sidder og kalder forgæves på ham oppe på halvdøren, men Nuser er flintrende ligeglad, han værdiger hende ikke et blik. Han vil derimod meget gerne lege med hende hale og bide i den, og det finder hun sig tit godmodigt i. Nu virker Nuser også glad, når Missemor kommer på besøg, men er hun her ikke, har vi ikke indtryk af, at han savner hende.

Han vejer 400 gram i dag. Det går fremad.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt eller forkert, det vi her gør, men vi har talt meget om det og er enige om, at vi vil gøre vores bedste for at få et godt resultat med Nuser. Han har helt accepteret mig som sin nye mor. Han putter sig kælent ind til mig, når jeg holder ham op til mit ansigt, og han sutter mig på hagen!

6. juni

I dag vejer han 410 gram. Han har sovet meget i dag, sikkert fordi det er temmelig varmt i vejret. Det er godt det samme, for det kniber for os at få tid til at udføre vore daglige pligter i denne tid, og noget har vi da nået i dag.

Han gik forresten selv på sandkassen, da han skulle have afføring, og nu graver han ihærdigt i sandet, når han skal tisse. Hvor er han flink!

7. juni

Nuser er nu mere ivrig efter at røre sig, men endnu bliver han hurtigt træt og lægger sig til at sove de mærkeligste steder. Vi skal sådan passe på, hvor vi træder, meget mere nu end for et par dage siden. De ting han allerede har lært, bliver han nu dygtigere til, og det morer ham at lære noget nyt, kan man se. Jeg gav ham i dag et garnnøgle, og det ser kosteligt ud, når han “slås” med det!

Vejede 425 gram.

8. juni

Vejede 440 gram før et måltid og 465 gram efter. Det går ganske vist langsomt, men hvert et gram tæller.

9. juni

I dag er Nuser 7 uger gammel og vejer 490 gram! Jamen dog!! Nu tager udviklingen pludselig fart. Sikke en masse der er sket på de 9 dage, vi har haft ham. Nu spæner han hjemmevant rundt i hele huset, forsøger endda at galoppere, men han trimler stadig over sine egne ben hele tiden og kan ikke styre i en bestemt retning endnu. Han undersøger alting nysgerrigt og bider i det og slår til det med sine forpoter. Han har fundet ud af, at det er hyggeligt at tage en lille lur i vore hænder, så vi bruger en masse tid på vores lille mis, men hvor vi dog nyder det.

10. juni

Han vejer nu 505 gram. Nu kan han lege med en bold, og han ser ustyrligt komisk ud, når den triller væk fra ham. Han forsøger også at vrikke med bagkroppen, når han løber efter den, sådan som voksne katte gør det, når de jager et eller andet. Det ser endnu sjovere ud på sådan en lille killing, og vi griner højt af ham. I modsætning til, hvad vi ellers har erfaret med vore katte, generer det ikke Nuser en døjt, at vi ler ad ham og alle hans kluntede forsøg. Han er nok for lille til at tage den slags højtideligt.

Henrik fandt et gavebånd og gav Nuser det at lege med, og det viste sig at være et herligt stykke legetøj, men det kræver jo t vi hele tiden overvåger ham, så han ikke kvæler sig selv.

For første gang tog vi ham med ud på græsplænen i dag. Han gik meget, meget forsigtigt rundt, og vi syntes at kunne mærke, at han erindrede noget, der ikke var ret rart, for han virkede både usikker og engang imellem rigtigt bange. Jeg troede først, at det var noget, jeg bildte mig ind, men Henrik sagde noget tilsvarende senere. Måske kom han i tanker om sulten, hvem ved?

Henrik og jeg frådsede med en rejemad i dag, og ved tanken på Grisjas enorme appetit på rejer, syntes vi, at Nuser skulle smage. Jeg lagde et par stykker ned på gulvet til ham, og først gik han rundt om dem, som om de var meget farlige, men duften var åbenbart indbydende nok, for snart gik han i gang med at spise. Det var ikke det letteste måltid for ham til dato, men det gik dog, og han kunne sandelig godt lide dem. Han bad om mere, da de var væk, men for ikke at stjæle hans appetit til det sundere mad, fik han kun et par stykker mere.

Vi undrer os over, at han stadig ikke kan finde ud af at drikke af en skål, så flasken er stadig flittigt i brug. Måske snyder han os ligefrem! Er det mon fordi, det er så hyggeligt med de stunder, hvor vi giver ham flaske?

Han får nu hver dag et par dråber levertran, for dels er hans afføring ikke regelmæssig, og dels får han på den måde nogle ekstra vitaminer. Han er blevet flinkere til at spise kød, og det er godt, for han skal bruge mange proteiner.

11. juni

Om ikke det lille kræ nu forsøger at bestemme her! Jeg er nervøs for, at han får for lidt væske, og derfor ville jeg udover flasken med fortyndet fløde også give ham kogt vand, men om han ville drikke det! Han spruttede og spyttede og prøvede endda at rive mig, det lille asen. Nå, jeg må være tålmodig og prøve igen og igen, og så kommer det vel nok.

12. juni

Nuser har for første gang tabt sig – han vejede kun 520 gram imod 530 igår. Han spiser jo stadig kun små portioner mad og rører sig betydeligt mere for hver dag, der går, så han forbrænder åbenbart mere nu, end han indtager. Man kan nu ikke sige, at han er tynd mere, så jeg er ikke urolig over det.

I dag satte vi udstillingsburet op ude i gården og satte ham derind med sit legetøj og sandkassen, for nu er det blevet rigtigt sommervejr og for varmt at opholde sig indendørs hele tiden. Vi andre vil jo også gerne nyde det gode vejr og solen. Det så heller ikke ud til, at han havde noget imod at være der. Først da Missemor kom og sad udenfor hans rækkevidde, begyndte han at pibe. Missemor anstrenger sig stadig for at lokke ham med sig, men Nuser er ikke interesseret.

Henrik og jeg nyder meget, at han så tydeligt viser, hvor glad han er for os. Nu løber han hurtigt hen til mig, når jeg kalder, så han kender altså sit navn nu.

Nuser har fået brev i dag, et kært brev fra Annes to misser, Panter og Thilde. De ønsker ham tillykke med hans nye hjem, som de siger ikke findes bedre. De ved det, fordi de blev passet af Henrik og mig i hele påsken, mens deres “forældre” var på en lille ferie. Anne havde klippet en lille tot af hver af deres pelse og klistret på brevet, så Nuser kunne snuse sig til, hvordan de lugter! Tossede tøs – men hun forstår vores glæde over at have fundet Nuser, det ved jeg. Jeg måtte skrive et svarbrev til Panter og Thilde fra Nuser og fortælle alt, hvad han oplever her, og det bliver sendt i morgen, når vi får de første billeder af Nuser, for så kan vi sende et af dem med.

13. juni

I dag vejede Nuser 550 gram. Det var godt. Jeg kunne nu alligevel ikke rigtigt lide, at han tabte sig, selv om det ikke var så meget.

Nu sover han ikke så meget om dagen mere, men stadig hele natten igennem. Han kan lege i flere timer nu, også alene med sig selv, men samtidig er han nu endnu gladere for at blive taget op og være i hænder, end han var før. Vi havde gæster i dag, og dem ville han også gerne være hos. Alle der ser ham er dånefærdige af beundring. Ikke at jeg kan bebrejde dem det, for dejlig er han sandelig. Alligevel bilder vi os ind, at han kender vore ansigter og holder mest af dem.

Hvis vi synes, at han er lige lovlig vild, så skal vi bare vaske ham med en våd, varm vaskeklud, blidt og forsigtigt, for det nyder han virkelig meget. Han ligger ganske stille og spinder sagte, ja, han er ligefrem et billede på lyksalighed.

Og apropos billeder, så var de allesammen virkelig gode, og hvor er jeg glad for, at vi har været så flittige til at fotografere. Det er nemt at se forskel på de første og de senere, hvad Nusers størrelse angår, men han har jo også næsten fordoblet sin vægt. Hans udtryk har også ændret sig meget, han ser ikke så hjælpeløs ud mere som på de første billeder.

14. juni

Altså – det er nu sært med den vægt. Nu har han igen tabt sig, for han vejer kun 525 gram i dag, og vi var endda så glade over hans gode appetit igår. Han spiser stadig mere, for hver dag der går, og igår spiste han virkelig koncentreret. Det gør han ikke altid, så det glædede os sådan. Nå, han er livlig nok, så der er ingen grund til bekymring, såvidt jeg kan se. I dag har han for første gang selv drukket vand af en skål. Jeg kan ikke sige, at det så pænt ud, for han prustede og fnøs, men det lykkedes ham da tilsidst at bruge sin tunge, som en lille mis skal. Han får endnu ikke tilstrækkeligt med væske, så jeg gav ham en flaske senere, og så har jeg forresten indført, at han skal spise noget fast føde, før han får noget at drikke, for at ikke flødeblandingen skal stjæle noget af hans appetit. Det kan jeg nu kun gøre, når det ikke er et kødmåltid, han skal have. Vi lærte, da vi fik Grisja, at der skal være mindst 2 timer på hver side af et kødmåltid, ellers risikerer katten at blive syg i maven.

Flasken kan somme tider virke som en besættelse for Nuser. Han kan ikke se den uden at blive meget ophidset og ivrig, og for os er disse stunder med flaskegivning også den rene svir. Vi hygger os sådan. Han bliver stadig masseret på maven efter hvert måltid, for han er endnu ikke begyndt at vaske sig selv.

I dag lå han i lang tid helt roligt i min favn, da han var færdig med at spise og blive soigneret. Han sov ikke, lå bare og kiggede sig omkring, så mig somme tider dybt i øjnene og spandt så lidt. Bagefter kom han over til sin far, som lagde ham op ad sit bryst, og kort efter sov han trygt. Henrik sad musestille og nænnede dårligt nok at trække vejret. På hans varme smil kunne jeg se, hvor vidunderligt han havde det.

De sidste par morgener har Henrik puttet Nuser ind på sit bryst under badekåben, og det tog jeg et billede af i dag. De ser lige lykkelige ud begge to. Det er tydeligt, at Nuser nyder kontakten med vore kroppe, og han kigger bevidst op i vore ansigter og “smiler” med øjnene.

Jeg har godt nok fortalt, at Nuser kommer, når jeg kalder på ham, men det er nu ikke altid, at det passer ham. Det er vist mest, når han er sulten, at det sker, og måske er det slet ikke navnet, han lyder, men tonefaldet. Henriks kalden lyder han ikke, så det er nok fordi, det er mig, der giver ham mad, at han lyder min kalden somme tider.

I dag så vi ham lave sidelæns hop hen imod en bold, og hvor ser det dog sjovt ud. Han øver sig nu helt tydeligt i at galoppere, men det kniber stadig med at ændre retning, og derfor ender det ofte med en kolbøtte, når han bremser op for en forhindring. Det ser urkomisk ud, og vi får mangen en god latter af at sidde og kigge på ham.

15. juni

Nuser vejede idag 585 gram. Han har spist rå svinehjerter med god appetit, men jeg havde også skåret det ud i bittesmå terninger. Han må have været ganske særligt mæt af det, for bagefter ville han i lang tid kun ligge i min arm og snue. Satte jeg ham ned, peb han og rakte op efter mig, og det kunne jeg da ikke stå for!

17. juni

Missemor kom idag med sin anden killing! Den er både større og dygtigere til alting, end Nuser er, men den er ikke så køn som “vores” barn. Jeg mener, at det er en han. Han ser rigtig vild ud og er det også, og så er han forresten langhåret. Han er chokoladebrun med mørkere ører og ben, og derfor kalder Henrik ham “Choko”. Han løber langt væk, hvis vi nærmer os, også skønt Missemor bliver ved siden af os, og fremmede lyde skræmmer ham også. Han har spist tørkost og drukket fortyndet mælk sammen med sin mor, og her var der ikke tale om nogen tøven eller mangel på kunnen. Det gik stærkt, skal jeg love for.

Missemor forsøger stadig med mellemrum at lokke Nuser med sig, men det er klart for enhver, at Nuser har det godt her og ikke er til at lokke.

18. juni

Idag fotograferede jeg Nuser, mens han legede med Henriks hjemmesko. Han kan mageligt ligge indeni den, det lille nor. Det gjorde han også nogle gange, men han brugte den mest til at kaste sig hovedkuls ind i og bide i. Det er helt nye hjemmesko, men Henrik ville ikke have, at jeg tog dem fra ham! Senere tabte jeg et stykke brød på gulvet, og som en haj styrtede han sig over det og begyndte at lege med det. Nu kunde vi pludselig genkende kattens leg med musen, for det var det, han brugte brødet til. Senere spiste han også lidt af det. Det var sjovt at høre ham knurre ad det brødstykke og se ham kaste rundt med det. Det var absolut ikke elegant, men det er spændende at se alle disse fremskridt alligevel.

Han måler nu 24-25 cm. Mindst 5 cm mindre end sin storebror!

19. juni

Idag vejede Nuser 670 gram og har mere end fordoblet sin vægt siden dengang, vi fandt ham for 20 dage siden. Maven fungerer stadigvæk fint, så vi må have fodret ham med de rigtige ting. Det er nok fordi, forplejningen i hans første levetid ikke var tilstrækkelig, at han er tilbage i udvikling og størrelse. Nuser er allergladest for at være ude på den overdækkede terrasse. Nu står halvdøren forneden næsten altid lukket undtagen om natten, for så ved vi jo, hvor han er. Sådan da. Det er sket, at vi har fundet ham trygt sovende i sin papkasse, skønt vi ikke anede, at han selv kunne kravle derop udefra.

Når den nederste halvdør er lukket til, kan Missemor springe ind til ham, hvis hun har lyst, for hun er stadig flink til at vaske sin kidnappede søn, men hun slår efter ham nu, hvis han forsøger at die hende! Det er så meget mere uforståeligt, som at hun idag lå lige udenfor vores terrasse og lod Choko die. At hun stadig har mælk, kunne jeg se på Chokos brune vildmandsskæg bagefter. Jeg stod og studerede ham, mens han diede, men da han var færdig med at drikke, gloede han op på mig, som ville han sige:

“Hvad glor du på? Hold dig væk!”

Han kommer også med utilfredse lyde, når Missemor går hen til en af os for at få en kæletur. Han må jo synes, at vi er nogle forfærdelige nogle.

Vi spekulerer meget på, hvorfor Choko må die og Nuser ikke. Efter sin størrelse at dømme har Choko diet hele tiden, og hvorfor Missemor i den grad har ladt Nuser i stikken og heller ikke vil give ham mad nu, kan vi end ikke gætte os til. Det er simpelthen ikke til at fatte. Men så meget desto større er glæden over at have reddet ham og haft held til at fodre ham op. Han er en lykkelig lille mis, og han er også helt tydeligt glad for Henrik og mig.

Selv om han om morgenen leger godt inde i stuen, så styrter han ud på terrassen så snart, han opdager, at døren er åben. Foran døren har vi et flueforhæng af bambusstykker på snore, og det bevæger sig næsten altid lidt og har en stor tiltrækning på Nuser, som tit ligger på ryggen og rækker ud efter snorene. Det ser stadig lidt klodset ud, og det kan vi især se nu, hvor vi har set, hvor meget mere elegant Choko bevæger sig.

I aftes da vi sad og så TV, lå Nuser hos mig i mit skød, og pludselig kravlede han op ad mig og spadserede rundt på stolens ryglæn. Da det ikke var sjovt mere, begyndte han at lege med mit hår og bide i det, og engang bed han mig forsigtigt i øreflippen. Da jeg kom til at grine højt, begyndte han at spinde. Mit hjerte smeltede næsten.

20. juni

Nuser sprang for første gang ned fra lænestolen idag – et spring på ca. 35 cm. Skønt han landede på sine ben, trillede han henad gulvet. Han er jo stadig ikke sikker i sine bevægelser, og vi synes, at han har usædvanligt få kræfter i sine ben, igen når vi sammenligner ham med Choko, som idag uden det mindste besvær hoppede over en gren, der var ca. 25 cm over jordhøjde. Nuser kan end ikke hoppe op på min fodskammel, der kun er ca. 15 cm høj, men det kommer han nok snart til at kunne.

21. juni

Igår gik jeg da ud fra som givet, at Nuser dag for dag ville blive stærkere, men idag har han nogle gange ligefrem vaklet rundt, og han virker i det hele taget meget træt. Jeg kan slet ikke lide det. Han virker ganske vist ikke syg, tværtimod er han oplagt til leg, men han bliver bare hurtigt træt af det og lægger sig et eller andet sted og sover. Jeg har følt på hans ben, og jeg kan ikke mærke nogle muskler – det er kun knogler og hud!

Vi er alene hernede nu, for Henrik er taget hjem for at passe sit arbejde efter ferien, og hvor ville jeg dog ellers gerne have snakket med ham om dette lige nu. Nuser vokser jo stærkt og får sikkert for lidt mad, fordi appetitten ikke følger med. Jeg har givet ham en æggeblomme med fløde i i dag, for æggeblomme er koncentreret næring med mange proteiner i.

22. juni

Jeg har besluttet mig for at give Nuser en ormekur. I morges så jeg orm bagpå missemor, og så har killingerne det med garanti også. Choko kan jeg ikke komme i nærheden af, men Missemor kan jeg sagtens give en ormekur, det har jeg gjort før. Uden det mindste besvær kan jeg stoppe en pille ned i halsen på hende, hvilket beviser, hvor god og nem en vildkat hun er.

Nu mener jeg bestemt, at det er orm, der er skyld i Nusers kraftesløshed, og da jeg havde piller i huset fra Brunos tid, er jeg allerede i gang med kuren.

23. juni

Nuser er meget træt, men det er ikke noget under. For det første har han jo ingen kræfter, og for det andet ved jeg af erfaring, at en ormekur trætter kattene. Han sover meget, og han vil helst være i hænder hele tiden. Jeg lader mine øvrige pligter hvile, når det er muligt, og det er nemmere for mig, når jeg kun har mig selv og Nuser at tage vare på.

Han har kun taget 10 gram på på 4 dage.

24. juni

Henrik er her igen, og idag har Nuser sovet til middag sammen med sin far. Da Henrik kom i aftes, sagde Nuser den mest bedårende lyd, da hans far tog ham op, og det var lige før, at Henrik fik tårer i øjnene. Jeg med forresten, for det var så rørende.

Henrik indfører nu, at Nuser for fremtiden ikke mere skal sove alene i sin papkasse om natten, som ærlig talt heller ikke har den store tiltrækningskraft mere. Han vil hellere være hos os. Som alle vore andre katte skal han have lov til at sove i sengen hos sin mor nu. Han er ikke på toppen i disse dage, og så kan han også nok trænge til sin mor om natten.

Det er tydeligt, at hans udvikling står stille lige nu. Han spiser mindre, drikker mere og sover meget, men det er helt naturligt for en killing, der får ormekur.

25. juni

I dag fik vi et klart bevis på, at Nuser føler sig tryg her hos os. Da en helikopter fløj lavt hen over vores hus i morges, var Nuser fuldstændigt upåvirket af det, for da sad han på sin fars bryst under badekåben og hyggede sig. Men da helikopteren ved middagstid kom tilbage, mens Nuser legede ude på terrassen, fløj han så stærkt som de små ben kunne bære ham ind i stuen og gemte sig under min lænestol. Han så meget forskrækket ud og var ikke til at kalde frem igen i nogen tid. Jeg lagde mig ned på gulvet og snakkede beroligende til ham, og efterhånden faldt han til ro igen og kom forsigtigt ud til mig.

Han vejede 710 gram idag, og han er også blevet lidt mere vaks og bruger sine ben lidt mere sikkert end de foregående dage.

Henrik er kørt tilbage til København, men han sagde inden, at nu troede han ikke, at jeg behøvede at være nervøs for Nusers helbred mere. Krisen var overstået, mente han.

26. juni

Henrik fik ret, for nu går det sandelig stærkt igen. Nuser flyver frem og tilbage i strakt galop, og sætter jeg foden foran ham, hvis han er på afveje, så hopper han elegant henover den! Bevar mig vel!

Idag løber han bare for at løbe og har det herligt. Det var godt, at jeg gav ham den kur. Jeg havde forresten en sjov oplevelse med ham i dag. Han skulle tisse, og det skulle åbenbart gå stærkt, for han fik for meget fart på og kom til at stå “på hænder” i tissekassen. Sådan stod han nok et par sekunder, før han igen havnede på alle fire. Jeg lo, så tårerne trillede ned ad kinderne på mig, for hvor så det sjovt ud. Tænk, hvis jeg var gået glip af det syn, det havde vel nok været ærgerligt.

DET kan Choko i hvert fald ikke! Endelig er der noget Nuser kan, som Choko ikke kan!

27. juni

Nuser er i fantastisk aktivitet hele dagen. Hvor er det dejligt at se oven på den nedtur. Idag sprang han uden tøven ned fra sofaen, havnede på alle fire og løb ud på terrassen. Jeg gik efter ham, og der stod Missemor og vaskede ham, mens han spandt højlydt. Mit dejlige lille barn.

28. juni

Han vejer kun 720 gram idag, men det må vel også gå ud over vægtforøgelsen, at han nu igen er så aktiv. Jeg synes endda, at han har spist virkelig godt idag. Jeg vejer ham altid om aftenen, fordi sådan begyndte jeg på det.

Hans ben virker længere nu, fordi han bedre har kræfter til at holde sig oppe, og når han løber omkring, ændrer han uden besvær retning, selv når der er fuld fart på. Han kan beskæftige sig selv længere tid ad gangen nu, og jeg hører ham sjældent pibe, som han gjorde bare for et par dage siden. Nu piber han kun, når han gerne vil op til mig. Han er meget mere blid ved os nu, når han er i hænder. Han tager forsigtigt op efter vore hoveder med begge forpoter uden at kløerne er fremme, og han slikker ofte vores hænder. Jeg synes hele tiden, jeg har mærket, at han var godt tilfreds med at være her, men de sidste par dage er det blevet endnu mere tydeligt.

Vi skal til at passe på nu, for åbner vi et skab eller en dør, er han væk for os øjeblikkelig, og opdager vi det ikke, kan vi nemt komme til at lukke ham inde et sted. Han giver mig godt nok mere arbejde nu, men vi belønnes rigeligt ved at opleve alle de narrestreger, han kan finde på. Bare at se ham springe sidelæns med krum ryg og stive ben hen imod sin tøjbold er så kosteligt, at man ikke kan lade være med at le. Han løber også meget rundt med bolden i munden, og han ligger med den i forpoterne og sparker til den med bagpoterne.

Jeg har taget 2 fotos af Missemor og Nuser på terrassen idag til sammenligning med tidligere billeder.

Da jeg gjorde rent, havde jeg sat en af sofaens ryghynder på skrå opad sofaen, og den fandt Nuser ud af at kravle op ad, så han kunne se, hvad det var jeg lavede. Han er jo så nysgerrig. Fra sofaen vandrede han over på en spisestol og lagde sig til at sove der. Senere hoppede han også ned fra den, og endda i fin stil!

29. juni

Nuser vejer nu 760 gram. Jeg er tilfreds, bare det går fremad, og han virker stadig på toppen. Nu er ormekuren også overstået. Idag ville jeg fotografere Nuser oppe på spisebordet, hvor lyset er så godt tidligt på dagen. Det passede ikke den unge herre, og før jeg fik set mig om, var han sprunget fra spisebordet ned på gulvet! Jeg blev meget forskrækket, men kun et øjeblik, for han startede omgående med at lege med sin bold. Jeg satte ham op igen, for jeg mente helt sikkert, at det havde været en fejltagelse, at han havde taget mod til sig og var sprunget så langt ned, og at han bare var sluppet heldigt fra det. Han havde nok ikke vidst, hvad han kastede sig ud i.

Men jeg blev klogere. Også denne gang kastede han sig ud over bordkanten næsten med dødsforagt og havnede flot på benene. Der blev intet foto ud af det eksperiment.

Han spiser rigtig godt i disse dage, ja, idag har han endda BEDT om at få mad, og han spiste helt af sig selv. Skålen var slikket ren, og det har jeg aldrig oplevet med Nuser før. Hvor herligt! Senere idag stjal han minsandten også af Missemors torskerogn. Missemors mælk bliver blandet op med vand, og DET rører Nuser ikke. Han har prøvet og ved nu, at hans egen fløde smager meget bedre. Især da, når mor blander lidt æggeblomme i.

Jeg har børstet ham for første gang idag, og det blev en besværlig affære, skal jeg love for, for han troede jo, at det var en spændende ny leg. Det har jeg oplevet nogle gange før med de andre af mine katte, mens de var små. Bagefter vaskede jeg ham med en varm vaskeklud, og det elsker han stadig.

2. juli

Vi er tilbage i lejligheden igen. Vi har vænnet Nuser til transportkassen i den seneste tid, og derfor gik hans første biltur uden problemer. Han sagde undervejs ikke en lyd, men sov for det meste i kassen.

Da vi kom hjem, blev hele vort hjem grundigt undersøgt, men snart kom halen lige i vejret og han begyndte at lege og var tilsyneladende godt tilfreds.

Vi stillede udstillingsburet op i arbejdsværelset og satte transportkassen og sandkassen derind, men vi lod lågen stå åben, og så legede vi lidt med ham der. Mens vi så TV, lå han på mit skød og snuede lidt, og da vi skulle i seng, tog jeg ham med derind, men han var alt for oplagt og vild. Da Henrik og jeg var trætte og trængte til søvn, spærrede vi ham inde i buret, og da han jo kender det så godt, var han ikke utilfreds med det. Han sov i kassen, da jeg kiggede ind til ham imorges.

Nu går han og leger og opdager nye ting i stuen, men når jeg siger: “Hvor er mors lille Nuser?”, kommer han løbende hen til mig med halen i vejret. Han er tryg ved, at jeg er noget kendt og elsket og er hos ham.

Her slutter mine optegnelser. Jeg kan ikke rigtigt huske hvorfor, det er jo over 9 år siden nu, men ved at se tilbage i mine dagbøger fra dengang, har jeg fundet en af årsagerne.

Jeg holdt op med at blive på landet alene, når Henrik skulle hjem og arbejde, for jeg måtte jo selv se at få mig et job igen. Det lykkedes også, for midt i august startede jeg på et, der skulle vare i 8 måneder, og det var jeg indtil videre godt tilfreds med.

Men inden da skete der en masse. En nat fik Nuser pludselig krampe, og vi var rædselsslagne over at se det og følte os forfærdeligt hjælpeløse. Næste dag tog jeg ham med til dyrlægen. Han blev grundigt undersøgt, men der var intet usædvanligt at finde. Han var blevet vaccineret en af de første dage, vi var tilbage i København, så dyrlægen havde allerede haft fornøjelsen af at se vores lille vidunder. Hun syntes da, at vi havde gjort et vidunderligt stykke arbejde.

Nu sagde hun, at han muligvis havde haft kolik, og så kunne det ske, at blodtilførslen til hjernen kortvarigt blev blokeret, og det kunne udløse krampe. Jeg følte mig beroliget og lovede mig selv, at massere hans mave endnu mere end før. Og det løfte holdt jeg til punkt og prikke. Desværre gik der ikke ret lang tid, før han igen fik krampe, og denne gang var det meget værre end første gang. Jeg kan huske, at jeg græd salte tårer ned i hans pels. Henrik var tæt på også at græde.

Vi var på det tidspunkt på weekend i sommerhuset, og den lørdag morgen var jeg så heldig at træffe vores dyrlæge hjemme på telefonen, så jeg kunne spørge hende til råds.

Da hun hørte om forløbet, blev hun foruroliget og sagde, at når krampen havde varet så længe, var det ikke godt. Det var ganske vist sjældent, at katte fik epilepsi, men det kunne ske, og det var uden tvivl derfor, at Missemor havde forladt ham som spæd og senere nægtet at lade ham die.

“Hvor er I også uheldige, for nu må jeg endnu engang tilråde aflivning. Vi har ingen mulighed for at helbrede epilepsi”.

Vi følte det som et slag under bæltestedet. Vi sad og så på Nuser, som lå i sofaen og sov trygt, endnu udmattet af nattens forfærdelige oplevelse, og vi var helt slået ud. Nu var vi ellers lige kommet så langt, og jeg kan huske, at der næsten ingenting manglede i, at han vejede et helt kilo. Vi havde ved kærlig pleje bragt ham tilbage til livet, og nu viste det sig altså, at det var til ingen nytte. Han havde allerede været dødsdømt den dag, da jeg fandt ham.

Jeg kunne ikke samle mine tanker så meget, at jeg kunne finde ud af, hvad vi skulle gøre, men Henrik var bemærkelsesværdigt beslutningsdygtig.

“Jeg ved, hvordan du har det, og selv kan jeg heller ikke klare dette her, hvis vi ikke omgående sørger for at få en anden killing. Alle killinger er jo dejlige, og en ny vil hjælpe os over denne sorg”.

Først satte han mig igang med at ringe til et dyrehospital i Sakskøbing for at høre, om der var nogen til at aflive Nuser, hvis vi kom samme formiddag. Da det var gået i orden, havde Henrik fundet telefonnummeret til Inges kattehjem i Ejby ved København. Jeg ringede og sikrede mig, at vi kunne komme først på eftermiddagen og se på hendes katte. Og så var det ellers med at komme igang, så vi kunne få alt det overstået hurtigst muligt. Der er jo ingen grund til at trække pinen i langdrag.

Henrik blev i vognen, men jeg gik ind på dyrehospitalet med Nuser med tungt hjerte. Vi havde sagt farvel til vores lille skat lige inden. Det var en forpint og meget stille mand, jeg kort efter kom ud til, men han sukkede lettet, da jeg fortalte ham, at det var gået meget, meget hurtigt for lille Nuser. og nu havde han fred og skulle aldrig plages af noget mere.

Dyrlægen her havde bekræftet, at det endnu ikke var muligt at redde en kat med epilepsi, og han sagde også, at det ville være det rene dyrplageri at lade et dyr leve med disse meget smertefulde kramper. Der var kun een vej, og det var en human aflivning. Jeg havde stor tillid til vor egen dyrlæge, men det var alligevel godt at høre hendes ord bekræftet.

Det gør ondt at skrive om det nu, og vi havde det også dengang meget slemt. Turen til København var bestemt ikke rar. Det havde været en oplevelse at have Nuser, og vi fortrød ikke et øjeblik, at vi havde taget ham til os og forsøgt at redde ham, for langt størsteparten af den tid, vi havde ham, var meget lykkelig. Vi vil aldrig kunne glemme de 8 uger, vi fik lov at beholde ham.

Da jeg kom ud til vognen igen, tillod jeg mig at græde, men Henrik sad bare stift og passede kørslen. Vi var tæt på København, før han kunne tale om det, men så nåede vi da at blive lidt mere afslappede, inden vi ankom til Ejby.

TANJA

Vi ville gerne have haft en lille hankilling på omtrent samme alder som Nuser, og han måtte meget gerne ligne ham, men sådan en var der selvfølgelig ikke. Hvor kunne vi også tro det.

Inge Sørensen havde derimod i sin private bolig en “ret- og vrangstribet pigemis”, som hun syntes, vi skulle se.

Da hun kom med killingen, lagde hun den på ryggen i Henriks arme, og “Tulle”, som hun kaldte den, kiggede forelsket op i Henriks ansigt og begyndte at spinde.

Han var selvfølgelig solgt aldeles omgående og sendte mig et stort smil og sagde:

“Hende skal det være, ikke?”

Jeg har aldrig kunnet stå for det der med kærlighed ved første blik, og jeg mindedes i et kort nu, hvordan Grisja havde “valgt” mig i sin tid, således at der slet ikke kunne være tale om at vælge andre end ham. Jeg undte af hjertet Henrik denne dejlige oplevelse, især da oven på den skuffelse og sorg, vi lige havde oplevet. Havde jeg haft den mindste tvivl før, så vidste jeg i dette øjeblik, at vi havde gjort det rigtige ved at køre den lange vej til Ejby efter en ny killing.

Da formaliteterne var overstået med hensyn til betaling og udlevering af vaccinationsattest, bar vi killingen ud i vognen og ville sætte hende i transportkassen, men hun fik øje på Nusers tissekasse og gjorde os klart på en eller anden måde, at den kunne hun godt bruge lige nu. Da det var overstået, satte vi hende i transportkassen, hvor hun straks lagde sig tilrette, og derefter hørte vi ikke en lyd fra hende i de godt 2 timer, tilbageturen varede. Havde vi mon fundet endnu et pragteksemplar?

Når jeg vendte mig om og så til hende, lå hun enten og sov, eller også vaskede hun sig. Når hun så på mig, smilede hun med øjnene. Jamen, det gjorde hun virkelig! Katte kan skam godt smile, når man ved, hvordan de gør det. Jeg følte mig glad, og syntes at det hele tegnede strålende.

“Ved du hvad, jeg har egentlig altid ønsket at kunne kalde en kat for Tanja. Hvad synes du om det navn?” spurgte jeg.

Det havde Henrik ikke noget imod. Han syntes, det var et kønt navn, og det var nemt, når vi skulle kalde på hende, sagde han. Og så var det afgjort.

Fra den allerførste dag faldt Tanja godt til hos os. Hun var kærlig og meget nem. Hun startede straks med at lege med Nusers legetøj, og som hun kunne spinde, når vi tog hende op! Ligegyldigt hvad vi bød hende af mad, så spiste hun det bare, og hun spiste langsomt og sirligt. Vi fandt hurtigt ud af, at hun foretrak vand fremfor fløde, og den vane bibeholdt hun hele sit liv. Hun er den af vore katte, som var mest pillen og renlig, og skal jeg endelig sige noget om hende, som gav os mere besvær end de andre, så var det, at hun ikke kunne fordrage at gå på en sandkasse, hvis der lå en lille tissetår i forvejen. Hver gang en af os skulle på toilettet, kiggede vi efter, om kassen nu var ren, og det blev hurtigt en vane. Kom vi derud for sent, så skulle hun nok sørge for at fortælle os, at kassen trængte til at blive renset. En lille sippenippe var hun, men det var vi på ingen måde utilfredse med.

Når jeg nu sidder og tænker tilbage, så kan det godt ærgre mig, at jeg ikke var nær så flink til at gøre notater i de år, vi havde Tanja. Men jeg har ført dagbog i mange år, og naturligvis er der også skrevet en del om min lille Tanja, så den vil jeg gøre brug af i det følgende. Hukommelsen er ikke nok til at få det hele med, og vi havde jo også mange vidunderlige oplevelser med hende.

Det var den 6. august 1984 at Tanja kom ind i vort liv. Hun var ca. lo uger gammel, og hun vejede da 1030 gram. Hovedet var mindre end Nusers, hun var længere og slankere, men hendes tegninger lignede meget hans. Hun var dejlig, og vi mærkede hurtigt, at hendes tilstedeværelse mildnede skuffelsen og sorgen over Nusers skæbne.

Allerede den første nat sov hun hos os. Vist nok mest hos Henrik, og i starten søgte hun også mest til ham, når hun gerne ville kæle. Det glædede mig på Henriks vegne.

Hun havde haft en tarminfektion, og jeg tænker, at det var derfor, hun ikke var sammen med alle de andre katte. Vi fik resten af hendes medicin med, som hun skulle have endnu 2 dage, før kuren var slut, og så skulle vi iøvrigt passe på med, hvad vi gav hende at spise den første uges tid.

Hun var heller ikke helt ren, så vi besluttede at vaske hende, og det kunne vi sagtens få lov til. Det er jo ellers ikke kattes livret. Hun nød især at blive frotteret bagefter, og efter den omgang blev hun hurtigt flink til at soignere sig selv, og det holdt iøvrigt resten af hendes levetid. Jeg fik også lov til at rense hendes ører med borvand, det tog hun helt roligt. Bagefter var hun lækker at røre ved og så meget kønnere ud.

Meget hurtigt knyttede hun sig tæt til os, lige så tæt som Grisja i sin tid gjorde og senest Nuser havde gjort. Man siger, at “Katten er sin egen”, og det er også for mange kattes vedkommende helt rigtigt. Men katte er lige så forskellige, som vi mennesker er det, og man skal aldrig generalisere. Af vores 6 katte var Rikke nok mest sin egen, og Grisja og Tanja var det mindst. Hvis jeg holder Nuser udenfor, fordi han var et særtilfælde, så var de to mest afhængige af os.

Hun ville lige fra starten helst være tæt på os hele tiden. Selv når jeg sad og skrev i dagbogen, lå hun enten i min venstre arm eller lagde sig ovenpå skriveblokken og ville vaske mine hænder. Det kan også tydeligt ses på skriften!

De første dage var hun ret stille. Vi hørte kun lyd fra hende, når hun havde afføring, for den var stadig ikke i orden. Så peb hun lidt, men straks efter virkede hun glad igen.

Allerede 2 dage efter hendes ankomst har jeg skrevet, at Tanja nu er en helt anden kat. Jeg ville ikke have fundet på at kalde hende utryg, slet ikke, men mere stille end en killing i den alder normalt er var hun nu alligevel de første dage. Det ændrede sig, skal jeg love for. Pludselig begyndte hun at lege og undersøge alting i huset grundigt, hun “snakkede” med os, og når hun lå på skødet hos en af os, var hun mere afslappet. Hun tiggede heller ikke så voldsomt om at blive kælet for. Hun var tryg og følte sig allerede elsket.

Vi har aldrig haft en kat, der spandt så meget som Tanja, heller ikke højere. Bare man så på hende, spandt hun, for ikke at tale om hvis man rørte ved hende.

5 dage efter sin ankomst havde hun taget 200 gram på, og vi var godt tilfreds med alt, blot manglede maven stadigvæk at være helt i orden. Hun brugte også en masse tid på at gå på fluejagt, og da det var med godt held, og fluerne bagefter blev spist med fornøjelse, kan det have sinket helbredelsen. Det var en meget varm tid, og så er der jo altid mange fluer, og på det tidspunkt havde vi endnu ikke vovet at tage hende med udenfor og lade hende løbe, for Missemor gerådede i raseri, da hun så hende første gang, og ydermere var den store hankat begyndt at komme på vores grund. Vi jagede ham ud, men han kom igen hele tiden.

Så blev det med eet endnu varmere, og vi kunne ikke forsvare at holde Tanja inde i huset. Selv med vinduerne på klem var der midt på dagen over 30 grader. Vi fandt den gamle kattesele frem og kortede den så meget af, at den kunne passe til Tanjas slanke krop, og så bandt vi en lang line i, som vi kunne holde og dermed hele tiden være sikre på, at vi kunne nå at få fat i Tanja, hvis vi fik uanmeldt kattebesøg. Vi indøvede, at hun skulle komme, når vi kaldte, og hver gang det lykkedes, fik hun en lille “tørknas”.

Da jeg gik ind for at begynde på aftensmaden, styrtede Tanja efter mig, indtil snoren stoppede hende, men den slap Henrik så, og derefter kunne hun nå helt ind til mig.

På den måde fik vi efterhånden Tanja til at kende hele vores grund, for vi vidste jo godt, at vi ikke kunne holde hende i snor resten af livet og heller ikke holde hende indespærret.

Vi fotograferede hende meget i starten, for af erfaring vidste vi jo, hvor hurtigt udviklingen går.

Da hendes afføring stadig ikke var i orden efter den første uge, men var grøn og slimet og nær havde fået Henrik til at kaste op engang, måtte jeg ringe til Inge Sørensen og skaffe noget mere af hendes medicin. Den kom med posten allerede dagen efter, og da den portion var spist op, var Tanja rask.

Vi fik et andet problem på halsen, for Missemor blev pludselig syg. Hun lå ude i skellet og kiggede ind til os, men hun ville hverken spise eller drikke, og hun jamrede meget. Vi tog en hurtig beslutning, ringede til en dyrlæge i nærheden og bestilte tid til aflivning. Derefter løftede vi hende forsigtigt ind i vores transportkasse, låste den og stillede den ind i skyggen, indtil det blev tid at køre. Hun gjorde et frygteligt vrøvl i begyndelsen, men faldt dog til ro.

Vi havde haft så meget glæde af den gode vildkat, så det mindste vi kunne gøre til gengæld var vel at befri hende for den sidste tids lidelser, når det stod i vor magt. Hun var jo en gammel kat dengang og havde alligevel ikke haft så lang tid tilbage, selvom hun ikke var blevet syg.

Det lå også i baghovedet, at det ikke var godt, hvis hun fik flere killinger. Nuser var syg, og Choko levede heller ikke ret længe, ham fandt nogle bekendte død kort efter, at Nuser var død. I det hele taget var det kun godt, hvis man kunne begrænse antallet af nye killinger hvert år i området, for de flestes skæbne var ikke god.

Dyrlægen var absolut af samme opfattelse, for han ville ikke have penge for aflivningen. Han tog selv engang imellem ud til en strand et stykke fra os, hvor han havde sommerhus, og der indfangede han hvert år killinger og aflivede dem. De voksne kunne han ikke få fat i, sagde han, de var for vilde, men af og til havde han da held med killingerne.

Han sagde, at hvis vi kunne indfange flere syge katte, ville han til hver en tid aflive dem gratis og takke os oven i købet.

Problemet med de vilde katte i området havde længe været samtaleemne, og da næsten alle var kattevenner, blev vi enige om at gøre alt, hvad der var muligt for at begrænse tilgangen af nye katte. Det var aldrig noget problem om sommeren at holde dem i god foderstand og rimeligt sunde, men om vinteren kom der ikke så mange ned til deres sommerhuse, og så havde vi samvittighedskvaler allesammen. Når vi kunne det, tog vi de katte, der ikke mere så sunde og raske ud til dyrlægen til aflivning, men det var jo ikke alle kattene, vi sådan uden videre kunne fange ind i en transportkasse.

Det var derfor en meget stor lettelse for i hvert fald Henrik og mig, da Ragnhild besluttede sig til at begynde at give hunkattene P-piller. De vilde katte holdt jo til hos hende og Jørgen, og det var ikke så vanskeligt for Ragnhild at give hunkattene en pille hver søndag. Jeg tror kun, det er sket en gang, at en af hunkattene ikke dukkede op og fik sin pille, men heldigvis resulterede det da ikke i killinger. Nu bor Ragnhild og Jørgen fast i deres sommerhus og har opgivet lejligheden i København, så nu går det endnu nemmere, og bestanden daler da også hele tiden, omend det går langsomt. De bliver jo stadig fodrede godt og rigeligt, men i de sidste 3 somre har der ikke været tilgang af nye killinger, og det er bare lykke.

Men tilbage til Tanja. Til alt held befandt også hun sig udmærket ved at bo i lejlighed med os og være konstant indespærret om vinteren. Ydermere var hun ikke ret gammel, før hun måtte finde sig i at være alene hjemme i 8 timer dagligt, for jeg fik jo job igen. Mit nye job indebar, at jeg af og til måtte rejse og være væk hjemmefra i op til en uge ad gangen, og da jeg i november var i Frankrig, kom Tanja i løbetid. Stakkels Henrik. Han fik i 2 døgn praktisk taget ingen søvn, og han erindrede med skræk vore oplevelser med Miver og satte sig hurtigst muligt i forbindelse med en dyrlæge og fik tid til sterilisation. Jeg nåede selv hjem og kunne tage Tanja til dyrlægen, og det var godt, for Henrik er ikke ret god til den slags. Han er alt for blød. Det hele gik dog udmærket, og snart var vor lille missepige igen i fuld vigør.

Vore oplevelser med Tanja lignede i mange henseender dem med Miver. Hun var lige så god og kærlig og bestemt også lige så nem. Hun knyttede sig lige så tæt til os som Grisja havde gjort, og vi elskede hende lige så højt, som vi havde elsket vore andre katte. Man tror jo hver gang, at netop denne kat er noget helt specielt, og at man ikke kan elske en ny på samme måde, men det gør man alligevel, når man er kattefan om en hals. Hver har jo sin måde at være på, for forskellige er de da, akkurat som vi mennesker er det, men der er så mange fællestræk, som gør, at hver især bliver elsket.

Da både Henrik og jeg blev så gamle, at vi gik på pension, opholdt vi os de 7 måneder om året i sommerhuset, og det var godt for Tanja også. Hun havde været nem nok at have i byen, men hun trivedes dog langt bedre på landet. Nogle år efter besluttede vi helt at opgive København og skaffede os en lejlighed i byen nær ved sommerhuset, og det har været den rene og skære lykke for Henrik og mig. Livet i en provinsby er jo meget mere afslappet end i en storby, og det passede os meget fint.

Tanja nåede dog ikke at være så meget i vores nye lejlighed, for i januar 1991 blev hun pludselig en aften forfærdelig syg. Hun ville ikke lade os røre ved hende, og hun jamrede, så det løb os koldt ned ad ryggen. Vi ringede til dyrlægevagten, som heldigvis kunne tage imod os allerede en time senere, og han konstaterede, at Tanjas nyrer var i en forfærdelig forfatning.

“Det er for sent at redde hende desværre. Hun lider meget, så jeg må foreslå jer, at vi afliver hende nu.”

Jeg sendte Henrik ud i venteværelset og blev selv hos Tanja, til hjertet var holdt op at slå, mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Selv dyrlægen var rørt, skønt han dog må have været ude for den situation massevis af gange. Henrik kom tilbage, da det var overstået, for han ville dog sige farvel til sin elskede lille mis for sidste gang, men han var helt tyk i hovedet af gråd. Omsider havde han lært at give efter for sorgen.

Som jeg tidligere har fortalt, har vi ikke fået en ny kat. Vi får det heller ikke. I begyndelsen troede jeg, at når der var gået en tid, kunne jeg overtale Henrik, men denne gang har jeg fattet, hvor hårdt det har været for ham alle de gange, hvor vi har måttet lade en elsket kat aflive. Det er det jo for alle, og selv har jeg også lidt meget under det, men jeg havde nu ikke troet, at jeg skulle opleve, at det tog så hårdt på os, at vi i flere dage græd så meget, at vi næsten ikke kunne være bekendt at gå på gaden. Men sådan gik det. Det bliver hårdere, jo ældre man bliver, for sindet bliver jo blødere med årene, og nu er jeg holdt op med at håbe på at få kat igen. Vi må nøjes med at kæle med vore venners katte – og hunde med forresten, for vi er jo ikke bare kattevenner, vi er dyrevenner.

For et halvt års tid siden anskaffede vores underboere sig en killing, som hedder Bamse. Ham passer vi, når de unge skal på weekend eller ferie, og det giver os kompensation. Bamse er glad for os, og vi er helt fjollede med ham, men nu er vi da nået så langt, at det ikke gør os noget, når han skal leveres tilbage igen. Vi er nået til vejs ende på en god måde, for vi bliver ikke udsat for de forfærdelige oplevelser mere, men vi har alligevel glæde af en lille mis.

21 år med katte går dog ikke sporløst hen. Vi har en masse dejlige minder, og vi har billeder hængende af vore elskede katte.