Bryllup på landet og andre gilder

Fra “Slægt efter Slægt” – Skildringer fra Fortid og Nutid (https://slaegtsbibliotek.dk/920392.pdf)

Gilder og Skikke paa Landet.
Højest af alle Gilder stod Brylluppet. Dette fandt altid Sted i Brudens Hjem, og det krævede store Forberedelser. „Gildeslavet“ var stort i de Dage og omfattede en vid Omegn. Ikke sjældent løb de indbudte Gæsters Antal op til et á to Hundrede.
For at lette Udgifter og Ulejlighed for dem, der gjorde Gildet, bidrog hele Lavet med „Føring“, det vil sige, man gav Fødemidler af alle Slags, saasom Høns, Ænder, Gæs, Smør, Æg, Mælk o. l., ligesom man stillede Hjemmenes unge Piger til Hjælp med at „gaa for Borde“ (opvarte) ved Gildet. En bestemt Dag, gerne Onsdagen før Brylluppet, som næsten
altid holdtes en Fredag, mødte man fra hver Gaard og Hus med sin Føring. Da var der Travlhed med at tage imod, beundre og taksige. Om Aftenen var Egnens unge Karle indbudte til at danse med „Føringspigerne“, og dette Føringsgilde var Indledningen
til Bryllupsfesten. Man dansede den udslagne Nat, men Dagen efter holdt man Hvil over hele Linjen og gik tidlig i Seng, ogsaa i Bryllupshuset, for at samle friske Kræfter til Hovedslaget.
En Ugestid før Brylluppet gik for sig, fik hvert Hjem i Lavet Besøg af „Skafferen“, der kom som Indbyder. Naar han havde sagt Goddag i Stuen, rettede han sig højtidelig og kom frem med sit Ærinde: Jeg skulde hilse saa flittigt fra N. N. og hans Kone og bede Jer alle her i Huset, gamle og unge, Sønner og Døtre, om I vil gøre dem den Hæder at komme til Stede ved deres Datters Bryllup paa Fredag, at møde om Formiddagen og faa lidt at
leve af, siden køre med til Kirke og høre paa en kristelig Brudevielse, derfra hjem igen og tage til Takke med, hvad Huset formaar. N. N. og hans Kone lover at være til Gentjeneste ved lignende Lejlighed.“
Og nu fik Ungdommen travlt. Hver Ungkarl var Brudesvend og hver Mø Brudepige, og parvis skulde de køre sammen og Arm i Arm gaa ind i Kirken. Nu gjaldt det om at sikre sig et Ja hos hende, man helst vilde følges med, og paa kryds og tværs gik dette Frieri for sig over hele Egnen. Det hændte af og til, at et saadant Lejlighedsfrieri blev bestemmende
for hele Livet.
Ved Ankomsten til Gildeshuset blev hver Vogn modtaget med Musik af de ved Gangdøren, der var festlig pyntet, opstillede Musikanter og af Skafferen, som bød det første Velkommen med Julekage og Snaps. Efter Bryllupsfrokosten kom Festens egentlige Glanspunkt, ialtfald for Ungdommen, nemlig Køreturen til Kirke. Paa forreste Vogn sad Musikken.
Derefter fulgte de mange Vogne med Brudesvende og -piger, saa kom Brudeparret, begge paa én Vogn, saa „Næstefolkene“ (Forloverne), og endelig alle de ældre og ugifte som sluttede Toget, der ofte talte 20—30 Vogne. Ankomne til Kirken skyndte Musikanterne sig op til Vaabenhusdøren, hvor de tog Opstilling paa hver sin Side og blæste Brudemarchen,
en bestemt March til dette Brug. Saa kom de mange unge Par Arm i Arm, men inde i Kirken skiltes de og dannede [på] Kirkegulvet opad Espalier for Brudepar og Næstefolk, som gik op i de øverste Kirkestole.
Naar Højtideligheden var endt med Ofring til Præst og Degn af hele Skaren, dannede de unge atter Espalier, denne Gang fra Vaabenhusdøren ned over Kirkegaarden. Og snart susede Toget hjem til Bryllupshuset.
Her stod Bordene dækket i Øverstestuen, og hvor denne ikke slog til, i Tærskeladen, der da var beklædt med Sejl og Lagener overalt. I Stuen satte Brudeparret, med et Sæt Næstefolk paa hver Side, sig til Rette ved Midterbordet. Foran dem stod en dyb Tallerken med en udbredt Serviet over, og nu kom hver af de mandlige Gæster, den ene efter den
anden, frem for Brudeparret og lagde deres Bryllupsgave, som al Tid bestod af Penge, paa Tallerkenen, hvorpaa de gav Haand til Brudeparret og Næstefolkene. Det var en Handling, der tog Tid, især naar der var mange Gæster. Endelig var det overstaaet, og nu bad Skafferen alle om at tage Plads ved Bordene, og Maaltidet begyndte: Først Oksekød
suppe med Kødboller, derefter Kødet med Peberodsauce, saa Steg, flere forskellige Slags, og endelig Kage med Vin, mest „gammel Franskvin“ og Kirsebær vin. Var Maaltidet, der godt kunde vare flere Timer, saa til Ende, kom Salmebogen frem, og naar Salmen:
„Vort Maaltid er til Ende“, var sungen, holdt Skafferen en lille Tale — den samme ved alle Gilder — omtrentlig af følgende Indhold:
„Hvis de kære Gæster, som nu har forsynet sig med Mad og Drikke, skulde finde, at der manglede noget, da er det ikke deres Skyld, som haver gjort Gildet, men min og mine Medhjælperes Skyld, som skulde frembære Maden. Paa Brudeparrets og paa Mandens og Konens Vegne skal jeg bede Gæsterne tage til Takke; de haaber, I vil blive her og tage
Del i Dansen og hvad andet mere, der forekommer, jo længer, jo kærere. Og dermed vil jeg ønske alle Velbekomme!“ (Undertiden føjedes til: „i Navnet Gud Faders, Guds Søns og den Helligaands“).
Saa hævedes Taffelet, og Deltagerne spredtes omkring i Huset og udenfor dette, for at give Plads for Skaffer, Opvartningspiger, Kokkekone og øvrige Køkkenpersonale, som nu tog fat paa Maaltidet. Var dette forbi og Bordene afdækkede, kom man til Kaffedrikningen, der ogsaa havde et vist højtideligt Præg.

De to Næstekoner tronede midt for Bordet med en mægtig Kaffekedel af skinnende Kobber og en stor rund Skaal med Fløde. Den ene skænkede Kaffen, medens den anden kom Fløde i, og snart var Kaffedrikningen i fuld Gang, medens Skafferen saa til, at intet manglede af Kage og Krydderbrød, og Opvartningspigerne kom med ny Forsyninger af alle Slags.
Med alt dette var man naaet hen under Aften, den Tid de unge havde set hen til med Længsel. Snart var Bordene ryddet til Side, Bænkene ordnede langs Væggene og Spillemændene tog til at stemme Violen. Da traadte Brudgommen frem med sin Brud ved
Haanden, og en højtidelig Stilhed indtraadte. Musikanterne faldt i med Brudevalsen, og Brudeparret dansede Solo under stor Opmærksomhed. Flere end én Brudgom, som var sig bevidst, at han dansede daarligt, saa med Rædsel hen til dette Afsnit af Festen, ja, onde Tunger paastod endogsaa, at Skrækken for Brudevalsen var Skyld i, at mangen én blev Pebersvend alle sine Dage. Naar denne Enedans var overstaaet, dansede Brudgom og Brud henholdsvis med Næstekonerne og Næstemændene, med Svigermødre og Svigerfædre, med Søskende og nærmeste Slægtninge. Dermed var det officielle Kapitel ude, og nu tog Ungdommen Dansestuen i Besiddelse, medens de ældre søgte anden Adspredelse, Mændene ved Kortspillet og Konerne ved Fadersladder. Saadan et Gilde maatte ikke gerne holde op, før Solen var paa Himmelen.
Næste Dag (Lørdag) om Eftermiddagen mødte en stor Del af Gæsterne til Andendagsgilde og tog fat med Mad og Forlystelse, som Dagen forud. Og endelig tredje Dag (Søndag), naar Brudeparret som unge Ægtefolk havde været i Kirke, samledes atter ikke saa faa Gæster, og først naar Lystigheden holdt op ud paa Natten, kunde man sige, at nu var det Bryllup forbi.

Et Barselgilde var en mindre Udgave af et Bryllup.
Det varede kun én Dag, men hele Lavet var naturligvis med. I Kirken gik alle mandlige Deltagere op at ofre til Præst og Degn, og paa Nedfarten herfra gaves Faddergave paa Barnets Bryst, over hvilket var udbredt et fint Lommetørklæde. Paa Gudmoderens Arm blev den nydøbte holdt frem mod de forbigaaende. Festmaaltidet i Hjemmet var sammensat paa en lidt anden Maade end ved Bryllupsgildet:
Efter Oksekødsuppen med tilsvarende Peberodskød fik man Sagosuppe, næsten jævn af Svesker og Rosiner. Ovenpaa disse to Retter vankede der stundom Kage, men langt fra al Tid. Ogsaa ved et saadant Barselgilde var der Dans til den lyse Morgen.

Begravelsesgildet lignede de andre Gilder paa Lystigheden nær. Hele Lavet var indbudt, og før Kirkefærden spistes Frokost i Sørgehuset, og efter Hjemkomsten fra Kirken var der stor Spisning. Følget skiltes i ordentlig Tid, naar Dagen var endt.

Ungefolkgilderne holdtes paa Omgang omkring i Gaardene, hvor Mand og Kone opvartede Deltagerne paa det bedste. Undertiden lejede de unge ogsaa en
Stue i et eller andet Hus, hvor Dansen kunde gaa for sig, og de afholdt da selv alle Udgifter. Ved disse Gilder kunde det gaa meget pænt til, men det modsatte var ikke saa sjældent Tilfældet. Ofte, naar de unge Karle fik for megen Sprut inden for Vesten, blev de overmodige, trættekære og ustyrlige, og det endte med Slagsmaal. Der var Sogne, hvor dette Uvæsen var ved at tage Overhaand, især da det kom paa Mode om Sommeren at lave Skovballer med Dansegulv og Beværtning. Dette gav Folkedigteren Mads Hansen Anledning til at oprette sin Sangforening og andre Foreninger som Modvægt mod dette
Uvæsen.

Fastelavnsgildet var knyttet til en forudgaaende „Ringridning “, hvor de unge Karle paa pyntede Heste og selv udpyntet i fantastiske ikke lige skønne Dragter red til Rings. Naar Resultatet forelaa, red hele Skaren med „Kejser“ og „Konge“ i Spidsen og med en „Nar“
i Følge rundt i Sognet fra Sted til Sted, hvor de blev beværtede og fik Penge til at holde Gilde for om Aftenen. Denne Skik er i de sidste Aar paany optaget i Vesterskerninge Sogn.

Høstgilderne var altid imødesete med Længsel og Forventning af baade gamle og unge. Alle Arbejdere, Daglejere, Husmænd, som havde hjulpet Gaardmanden med Høstarbejdet, var selvskrevne til Gildet. I de Aar, man dyrkede Raps, var det almindeligt at samle alle Egnens unge Karle til at aftærske denne Sædart paa en eneste Dag. En Plads blev planeret uden for Gaarden eller paa selve Gaardspladsen, og over den blev bredt det store Rapssejl. Fra den tidlige Morgenstund, naar Vejret ikke lagde Hindring i Vejen, kørte man paa Rapsslæder — en lille Enspænderslæde beklædt indvendig med Sejl — Rapsen hjem fra Marken til Tærskepladsen, hvor 10—15—20 Karle modtog den og behandlede den med Plejle. Da Rapsdyrkningen afløstes af Ærtedyrkning, behandlede man denne Afgrøde paa samme Maade, blot at den forud var sat i Hæs [stak] ved Tærskepladsen. Her var man fuldt saa afhængig af Vejret, da Ærtetærskningen foregik efter Høst, Rapstærskningen før eller i Begyndelsen af den egentlige Høst. Endnu kan jeg fra min Drengetid høre de kraftige Plejleslag ledsaget af taktmæssig Sang, saa det i stille Septembervejr gav Genlyd viden om.
Ja, det var ikke saa sjældent, at man havde hidskaffet en Musikant, som med Horn eller Klarinet akkompagnerede Plejlene.
Naar Arbejdet var endt og Dagen forbi, samledes man til Høstgildet, ret en Glædesfest, hvor man følte sig let om Hjerte ved at vide det velsignede Korn i Hus. Gaardmanden takkede sine Medhjælpere for godt Arbejde i den travle Tid og for Dagens Tærskearbejde. Efter Maaltidet kom Egnens unge Piger — Karlene, som havde deltaget i Tærskningen, var alt til Stede — og nu gik Dansen for sig Natten lang.

Kartegilderne. Disse kan kun uegentlig kaldes Gilder, da der ikke knyttedes Dans eller anden Festlighed til dem. I de Dage var Faarehold en væsentlig Del af Driften ved Jordbrug. Foruden at 5—6 Slagtelam om Efteraaret fyldte godt i en jævnstor Bondegaards Saltbaille [saltbalje], var Ulden en vigtig Artikel, da man kun kendte til hjemmelavet Tøj. Naar Husmoderen ved tilendebragt Efteraarsklipning vejede sin Uld, og denne løb op til
et Par Lispund eller mere, var hun tryg for Klæderne i den nærmeste Fremtid og indsaa, hun havde nok at arbejde med i den kommende Vinter. I de lange og mørke Efteraarsaftener samledes da skiftevis omkring i Gaardene Nabolagets unge Piger medbringende et Par Karter hver, og nu fik Gaardens Uldbeholdning en første Kartning. Midt paa Gulvet stod et stort Kar, og i Krans om dette tog en halv Snes unge Piger Plads. De forstod at bruge Næverne trods den mangelfulde Belysning af et Tællelys anbragt paa
en fritstaaende Lysebuk ved Siden af Karret. I store Flager kastedes Ulden i Karret, og naar dette var fuldt, tømtes Indholdet ud paa Storstuegulvet, saa det var klar til at tage mod en ny Last. Denne foreløbige Behandling af Ulden kaldtes Blændkartning. Blev der Tid tilovers fra denne, tog man fat paa Tøjekartningen, og var det kun lidt, man naaede heraf, var det dog altid en Lettelse for Husets egne Kvindfolk, som den paahvilede.
En saadan Fælleskartning varede til langt ind i Natten. Der vankede Forfriskning af Æbleskiver, Krydderbrød o. l. indtil det egentlige Aftensmaaltid blev fremsat omkring Klokken 10. Lidt senere mødte flere unge Karle fra Nabolaget og saa svært uskyldige
ud. Men Pigerne var paa Vagt. De vidste, det var Karlenes Agt at „spege Sengene“ i Gaardens Pigekammer, om de blot kunde liste sig derind. Men noget for noget! Saa forsvandt et Par af Pigerne, og naar disse kom igen, forsvandt et andet Par. De saa
alle tilhobe ærlige og troskyldige ud, men enhver vidste, der pønsedes paa Gavtyvestreger. Under Spøg og Latter, Sang og Historier — mest Spøgelsehistorier — gik Aftenen paa den fornøjeligste Maade.
Klokken blev et, og den blev to, før man brød op med et „Godnat og Tak”, hvortil Husmoderen føjede: „Hils nu hjemme og sig Tak for Hjælpen, og at de kan bare skikke Bud, naar de vil have kartet, saa skal vore Piger være der“. Karlene fulgte Pigerne hjem
i Flok og kædet sammen Arm i Arm. Men naar Folkene i „Gildesgaarden“, og forresten i de nærmestliggende Gaarde med, skulde i Seng, viste det sig, hvad Spøgeriet havde udrettet: Her var der vendt op og ned paa Dyner og Halm, dér var der lagt en udstoppet Figur i Sengen eller den var fyldt paa Kryds og paa tværs med Skamler, Malkestole, Brænde
stykker og andre handelige Ting. I et Karlekammer havde Pigerne i Dørhullet i passende Højde hængt en Kalkekost dyppet i Kønrøg, saa den indtrædende rendte Panden imod den og kom til at ligne en Skorstensfejer. Eller der var stillet en Spand Vand inden
for Døren saaledes, at naar denne gik op, vilde Spanden vælte sit Indhold ud over den Indtrædendes Ben.

Humleplukning. Saagodtsom ved hver Gaard og hvert Hus fandtes, indtil for et halvt Hundred Aar siden, en Humlehave stor nok til Avl af eget Forbrug og ofte derudover. Naar Humlen var tjenlig til Indhøstning, blev den skaaren ned af Stængerne og bragt ind f. Eks. i Gaardens Bryggers. Helst maatte der kun nedskæres saa meget ad Gangen, som kunde
plukkes samme Dag eller snarere Aften, da denne var den egentlige Tid for dette Arbejde. En saadan Humleplukning en Aftenstund mindede svært om Kartegildet, dog at der ingen fremmed Hjælp var medvirkende.
Paa Gulvet stod et stort Kar med den opretstaaende Lysebuk midt i (de grønne „Humlekopper“ var ikke som Ulden brandfarlige Sager), og i Kreds om Karret sad Konen, Pigerne, Karlene, Børnene, alle i Huset, som kunde hjælpe til, paa Manden nær, der for det
meste under et eller andet Paaskud skubbede af sig.
Han anbragte sig i et bekvemt Sæde lidt fra de andre og med Piben i Munden kunde han, om han da var egnet dertil, ved muntre Historier, gamle Remser, Gaader til Løsning o. l. være til stor Oplivelse for sine Husfæller. Konen skar i Reglen for, det vil sige, at hun af den indbaarne Beholdning skar eller klippede ud passende Ranker, som hun tilkastede hver især, naar han eller hun trængte til ny Forsyning. — Det var svært hyggelige Aftener, et af de mange Baand, som knyttede alle i Hjemmet sammen i Fællesskab og lagde et Skær af Poesi over den nøgterne daglige Tilværelse. At der, saalænge Humleplukningen stod paa, vankede Kaffe om Aftenen, før man gik til Ro, gjorde det hele end mere festligt.
Endnu dyrkes der Humle hist og her om end i lidt mindre Stil.