How did they speak

Scolars have researched the early language in Denmark and the other Nordic countries, and it seems they agree that we who live today wouldn’t have a chance of understanding a word, at least until the time about the Reformation i 1536. A bit easier to read it perhaps, but we don’t know how they pronounced the words.

Even in 1846 the language was filled with excessively swollen terms, typical for the academics at the time. Here is an article from Apenrader Ugeblad in 1846:

“Dersom det ikke gjorde et saa ubehageligt Indtryk, at see en heel Nation vildledet og hildet i Illusioner, der kun have deres Oprindelse i Ukyndighed med de virkelige Forhold samt i en god Portion national Forfængelighed, vilde det være meget moersomt at betragte, hvorledes Stænderforsamlingerne omkring i Sydjylland gerere sig som den udødelige Ridder af la Manche. Saasnart et Fyrstendømmes eller Hertugdømmes blive aabnede, have de ingen Rist eller Ro, førend de faae det saakaldte “Schleswigholsteinske Spørgsmål” bragt paa Tapetet, og den ene Taler stræber efter at overbyde den anden i Yttringer, der røbe den tykkeste Uvidenhed med Hensyn til den under Discousion værende Gjenstand. Fra alle Sider og Kanter laves og indleveres Adresser til Stænder og Regjeringer om at antage sig den af de Danske undertrykkede tydske Nationalitet i “Schleswigholstein”, man tilbyder Gods og Blod i denne Sags Tjeneste, Stænderne sige o ja! – og dog er Gjenstanden for alle disse tilsyneladende Sympathier en reen Fiction, ja en Usandhed der staaer i Modsætning til til Virkeligheden : ikke det tydske Element er undertrykket her i Landet, men den danske Nationalitet undertrykkes her af den tydske. – Saaledes har man, til Trods for den lovpriste tydske “Gründlichkeit”, forstaaet at dupere en Nation, der imidlertid har maattet være særlig villig til at lade sig føre bag Lyset. De tydske Regjeringer see vistnok ikke ugjerne disse “Schwabenstreiche”, der aflede Opmærksomheden fra det Nærmereliggende. Medens Talerne bruse om Frelse for de “schleswigholsteinske Brüder”, generes ingen tydsk Finants- eller anden Minister med uvelkomne og kjedsommelige Drøftelser og Sigtelser, forulejliges ingen Jesuiterven og Munkepatron. Fremtiden maa næsten antage, at en gylden Tidsalder nuomstunder har hersket i Tydskland, at Alt har været ordnet og godt og fuldkomment, at der har været fredet om alle og Alles Interesser, da Folkets Udvalgte Intet have havt at arbeide for i deres eget Hjem. Men de selvsamme Aviser, der i deres Referater aflægge Vidnesbyrd om de tydske Folkerepræsentanters Taktløshed ved at indblande sig i dem aldeles uvedkommende Affairer, raabe med tusind Stemmer: “Nej! Det er langfra fuldkomment i Tydskland! her er mere end nok at arbeide for indenfor Forbundets Enemærker!…”

Here is one of the latest articles in Danish about it from Videnskab.dk:

»Du danske sprog, du er min moders stemme.«
Således lyder det i H. C. Andersens ‘I Danmark er jeg født’ fra 1850, som de fleste nok kender.

Mange danskere føler en stærk tilknytning til deres land, og vi holder særligt af at romantisere vores fortid, hvor vi »herre var i hele Norden«, som H. C. Andersen skriver i sin sang. Men hvor meget minder vi egentlig om vores forfædre, og ville vi overhovedet forstå vores »moders stemme«, hvis vi rejste tilbage til dengang, Dannebrog vajede for første gang?
Det har vores læser Thomas undret sig over, og Spørg Videnskaben dykker derfor ned i den danske sproghistorie for at svare på, hvor godt du ville kunne kommunikere med en af dine forfædre fra middelalderen.

For at undersøge hvordan danskerne har talt i middelalderen, søger Videnskab.dk hjælp fra lektor emeritus i lingvistik på Aalborg Universitet Hans Götzsche samt den ledende redaktør for bogsamlingen Dansk Sproghistorie, Ebba Hjorth. De gør det hurtigt klart for os, at det af flere grunde er komplekst at undersøge, hvordan sproget har lydt i middelalderen. Først og fremmest må man forholde sig til geografiens rolle for sproget.

I begyndelsen af middelalderen omkring år 1000, da vikingetiden så småt var ved at være ovre, talte det meste af Norden ét fælles sprog, som blev kaldt for dansk tunge. Det skulle dog hurtigt ændre sig, og hen mod slutningen af middelalderen er det ifølge Hans Götzsche ikke engang sikkert, at en person fra Østsjælland ville kunne forstå en person fra det sydlige Jylland. »Danskerne blev med feudalismen opdelt og isoleret i landsbyer, hvor de udviklede deres egne dialekter, og det endte med, at folk fra forskellige dele af landet blev så isolerede, at de i visse tilfælde måske ikke engang ville kunne forstå hinanden,« forklarer Hans Götzsche.

Vores evner til at forstå danskere fra middelalderen afhænger derfor meget af, hvor i landet vi befinder os. Mulighederne er nok bedst på Østsjælland, da Danmark ved slutningen af middelalderen blev centraliseret omkring København. Det fremtidige danske sprog blev derfor baseret på, hvordan man talte her. Men selv i København ville chancerne for at fatte noget være sparsomme, vurderer Hans Götzsche.

Vores forudsætninger for at forstå middelalderdansk afhænger også meget af, hvilket år vi helt præcist lander i. For den danske middelalder strækker sig over en 500-årig periode fra omkring år 1000 til omkring år 1500, hvorigennem sproget hele tiden udviklede sig.

Dansk var i middelalderen meget påvirket af nedertysk, som også blev talt i mange sammenhænge, mens man typisk talte latin i kirken. Derfor blev mange fremmede låneord i denne periode inkluderet i det danske sprog, som for eksempel ordet ‘spise’, der kom fra nedertysk. Samtidig forsvandt danske ord også fra vores ordforråd. »Eksempelvis kender vi fra skriftlige kilder i dag til ordet ‘bline’, der har beskrevet noget, som man har gjort, når man har bygget tønder. Men vi ved simpelthen ikke, hvad ordet præcist har betydet,« forklarer Ebba Hjorth. Det er derfor svært at give et øjebliksbillede af, hvordan dansk helt nøjagtigt er blevet talt i middelalderen, da det under hele perioden var i konstant forandring.

»Det er meget muligt, at en person fra den tidlige middelalder end ikke ville have været i stand til at kommunikere med en person fra den sene middelalder,« forklarer Ebba Hjorth. Selvom nogle ord fra middelalderen i dag er røget helt ud af brug, har mange ord overlevet frem til i dag. Flere af de overlevende ord har dog fået en lidt anden betydning. Ebba Hjorth fortæller, at der i en videnskabelig tekst fra middelalderen optræder instrukser til at ‘stinge røv’ på en valmueplante, hvilket har betydet noget i retning af at ‘prikke hul’ eller lave en ‘revne’ i planten. Og når en person fra middelalderen sagde ‘ble’, talte vedkommende om et lagen eller et stykke stof. Man kan godt gennemskue, hvordan disse ord har fået deres nuværende betydning. Men alligevel må vi indse, at det nok ville forvirre os nutidsdanskere en smule at høre ordene blive brugt i deres oprindelige kontekst.

Udover ændringer i ordforrådet ændrede udtalen og grammatikken sig også markant i middelalderen. Så selv hvis du kan gennemskue, hvad ‘røv i bleen’ betyder, er det ikke sikkert, at sætningen overhovedet vil give mening i dine ører. Hvordan udtalen af det danske sprog helt præcist har været er dog svært at præcisere. »Det er et grundlæggende problem, at vi af gode grunde ikke har nogen rester fra det talte sprog tilbage i tiden. Derfor bliver vi nødt til at basere det på det skrevne sprog, når vi gætter på, hvordan sproget har lydt,« forklarer Ebba Hjorth. Hun fortæller dog, at man gennem forskning af skriftlige kilder kender til en række forandringer, som, vi med stor sandsynlighed kan sige, har påvirket det talte sprog.

»I begyndelsen af middelalderen havde man vokalendelser som -a og -u bag de fleste ord, som vi i dag kender det fra eksempelvis islandsk. Det forsvandt senere. Udtalen af konsonanterne udviklede sig også, og vi begyndte at udvikle bløde d’er og bløde g’er, så vi eksempelvis begyndte at sige ‘gade’ i stedet for ‘gata’ og ‘kage’ i stedet for ‘kaka’,« forklarer Ebba Hjorth. Hun mener, at med alle de udviklinger, som fandt sted i middelalderen, er det svært at sige, hvor forståeligt sproget ville være for os. Men overordnet set vurderer hun ikke, at vores chancer for at forstå noget er særligt gode.

Hans Götzsche mener, at vi i hvert fald skal skrue tiden frem til slutningen af middelalderen omkring år 1500, før vi begynder at have en chance for at forstå vores landsmænd. Han lægger vægt på en specifik begivenhed fra denne periode, som har været afgørende for det danske sprog.

»Christian 3. fratog under reformationen kirken dens gods, centraliserede landet og lavede den første bibeloversættelse på dansk. Hans bibel blev forbilledet for det danske skriftsprog, som vi har i dag, og det dannede grundlag for en ensretning af sproget,« siger Hans Götzsche. Han fortæller også, at man i denne periode begyndte at udvikle et embedsværk, der både skulle styre staten og kirken. Og derfor var man nødt til at få mere faste normer for det danske sprog.

Det følgende er et uddrag taget fra Christian 3.’s oversættelse af Biblen, og det giver en idé om, hvordan dansk kan have lydt ved slutningen af middelalderen:

»Oc Gud sagde / der skal bliffue Liuss / oc der bleff Liuss. Oc Gud saa / at Liuset vaar got / da skilde Gud Liuset fra Mørcket / oc kallede liuset / Dagen / Och mørcket / Natten. Da bleff vdaff afften oc morgen den første Dag.« 

Det virker jo relativt forståeligt, men om det har været lige så let at lytte til, som det er at læse, er meget tvivlsomt. I hvert fald er hverken Hans Götzsche eller Ebba Hjorth villige til at forsikre Videnskab.dk om, at man ville fatte noget som helst, hvis man stødte på Christian 3. i Københavns gader. Men de vil heller ikke afvise det. Om man ville kunne forstå en vilkårlig dansker fra middelalderen bliver altså en anelse komplekst at svare på. Dels fordi lokalsamfundene i middelalderen udviklede meget forskelligartede dialekter, men også fordi den danske middelalder dækker over en meget lang periode, hvor sproget udviklede sig rigtig meget.

Hvis man lander i København i slutningen af middelalderen omkring år 1500, hvor man med standardiseringer og regler så småt var begyndt at nærme sig noget, der kan kaldes standard-dansk, er der en lille chance for, at man ville kunne kommunikere på et vist niveau. Men Christian 3.’s reformation markerer i de flestes optik også enden på den danske middelalder, så vi skal altså presse definitionen af ‘middelalderdansk’ til det yderste, før vi med en vis sandsynlighed kan bevare et håb om at forstå noget. Vores bedste bud er, at du nok ikke skal sætte næsen op efter at kunne tage en sludder med en tilfældig dansk bonde i middelalderen, hvis tidsmaskinen engang bliver opfundet.

Kilde: https://videnskab.dk/kultur-samfund/ville-du-kunne-foere-en-samtale-med-en-dansker-fra-middelalderen

Se også denne side: https://www.herbst-pedersen-family.dk/index.php/miscellaneous/gamle-pamfletter-m-v/


Eksempel fra 1698, om skarpretternes betaling:

Taxt hvoreffter skarprættere for hver slags af deres herunder tegnede exsecution og forretninger skal betahles, nemlig:

For et hoved med et sværd at afhugge 10 rdlr.; med een øxe 8. For een haand eller finger at afhugge 4. Et hovet og een haand at sette paa steile, for hver 2, er 4. For een at henge 10. For een af gallien at needtage 4. For een heel krop at legge paa steile og hiul, pælen at nedgrave og sette, 7. For een at slaae arme og been i stycher og legge paa steyle 14. For een krop at needgrave j jorden 3. For een død krop at udføre af bye 2. For een at partere og legge paa steiler 12. For hvær kniff med gloende tænger 2. For et brændemærke 4. For kagstrygning 5. For at pidskes af byen 7. For at viise af byen og herredet 4. For at brænde een krop 10. For at brænde pasqviller eller andet deslige 3. For at slaae nafn paa gallien 2.

Gryder eller kiedeler, tænger, brændemærker, blokke, øxer, pæle, steiler, søm, sluffer med tilhørende hæster, talf, stricker og andre deslige instrumenter forskaffer skarprætterne sig self imod den

sædvanlige aarlige løn de nyder af kiøbstædernes indbyggere, samt af bønder og huusmænd paa landet.

Efter hans Kongl. Mayts.
allernaadigste ordre og
befahling.

M. Moth.

Om Straf for Gudsbespottelse 1708:
F. 4. Vor gunst tilforn. Vi tilskikke eder herhos een sentence, falden for een krigs ret her i staden over Nicolaus Wæchter musqueterer af capit. Fergusons compagnie, hvor ved hand, formedelst at hand groveligen haver lastet Gud og bespottet hands hellige navn, er dømt, at hannem tungen levendes af munden skal udrives, dernest hands hovet afslaaes og tillige med tungen paa en stage sættes, hvis videre indhold j selv deraf etc. Og er voris etc., at j os derom eders allerunderdanigste betenkende med forderligste tilstiller. Dermed etc. Hafniæ d. 11 maji 1708.
Kilde: Kjøbenhavns Diplomatarium, Bind: VIII, Side: 27-28, Nummer: 52

Flere eksempler på det skrevne sprog i Kjøbenhavns Diplomatarium: http://www.eremit.dk/ebog/kd/1/kd1_140.html
Et eksempel fra sidstnævnte:

Uddrag af Saxo’s Krønike, skrevet omkring 700, kong Hans’ tid.

Vordher ther atsport, hwi konyng Woldemar sancty Knwt hertugs søn gaff kirken Københaffn fran kronen, mwo swaress fore manghe sagher. Fførst forthi at biskop Absolon, som læses vtaff j danske krønickæ, frælste konyng Woldemar, som konyng wor j Jwdland, fran konge Swen, konge Erik Emwns søn, som konyng wor ower Skane oc the øer ther om kringh, hwilken som wille j hiel slaghet hanum vthi Roskilde, oc Woldemar vnkom oc bleff swarlige lemmelestid vthi lænderne aff jnd kong Swenss thienere, som hedh Detløff, hwilken swøn kaste hanum till jordhen oc brød hanss lænder, oc Absalon anammede hanum halffdødher meth blodige saar vthi sith skød oc j stoor liffs fare vndkom meth hanum, oc Knwd, som wor konyng ower Fyen oc the øer, slo then samme Detløff j hiel, oc Absolon meth syn brodher Esbern Snare skikkede Woldemar jnd j Jwdland, æn tog at Swen hadhe ladhet foruare alle feriestæde j Sieland, oc Absolons brodher Esbern Snare wor høwitzman fore, at Swen wordhe dreben oc slaghen oc koning Woldemar bleff koning j Danmark, oc strax effther dødhe biskop Atszer aff Roskilde, oc Absolon bleff frij wald till biskop aff klærkene oc koning Woldemar engthe hindher giorde æller sigh meth befatte j thet waal, mæn stædde thøm affriit at welie biskop oc lowede gud oc wor glad, at Absolon waldher bleff. Then tiid Absolon wor biskop wordhen, tha holth han seg modh righens fiendhe at beskerme Sieland fore Tyskerne, hwilke som ødhe haffde lagt oc fordærffuet all østersidhen j Sieland swo yderlighe, som han holt segh fore biskop oc regnedhe thet lidhet at wære at beskerme oc øwes indwortess j renlighedh oc vtworthess till at forfares, oc swo laa meth sith folk vt meth siøsidhen oc laa j skow vndher træ oc grene at werne landhet fore røwere. Item første strid giorde han modh Tyskerne wed Børlom 1), ther want han xxiiij skip meth sælff attende oc ey myste meer æn een man. Item wor konyng Woldemar en tiidh sywg j Ringstæde oc nær dødh, tha hadhe han bud æffther Absolonem, ther loffuede Absolon manghe løffte fore hanss he[l]bredhe oc badh kostelige 2) gudz hielp oc sagde sælff mæsse oc berette hanum, oc lidhet ther æffther fik han syn helbrede fore Absolonis werdskyld oc bøn. Item førsthe reyse konyngh Woldemar giorde j Wendhen, tha folgde hanum biskop Absolon, Pædher Swnesson oc Esbern Snare oc vwnne tha lanto Ryen oc giorde han xvij reyser meth konynghen i Wendhen, j (!) then nyendhe reyse giorde han mod them j Walgast etc., swo at Erlingus oc Ormo meth the norske 3) komme meth skipher til Køpmanhaffn, oc Absalon meth Sielandsfare stodh thøm jmodh oc forbød thøm landgangh oc thøm gik han meth xv mæn jmod alle therres skudh the giorde aff skiberne, somme loghe paa jordhen oc somme toghe j haffuet oc giorde Absolonj enghen skadhe. Thet samme aar bygde Absalon eth lidhet slot aff nyy vtmeth syøsidhen at wærne Sieland meth fore røwere, oc røwere faredhe fore forskrefne slot oc ey torde søghe ther jnd i haffn, oc landsens jnbyggere finge trygh til seyling oc haffn.

Delvis oversættelse: “Blev dér adspurgt hvorfor kong Valdemar, Knud den helliges søn, gav kirken fra kronen til København osv.”
Kilde: Kjøbenhavns Diplomatarium, Bind: I, Side: 249-250, Nummer: 188

Kong Christiern I. byder Borgerne at hjælpe til med Byens Befæstning d. 3 september 1455.

Wy Christiern meth gudz nathe Danmarks, Norghis, Wendes oc Godes koning, greue i Oldenborgh oc Delmenhorst, gøre widerlicht, at wi thet swo schickedh haue fore righens beste oc wern schyld oc endelighe wele, at wor køpstædh Købendhaffn schal fuldkommelighen planckes oc fastgøres meth broor oc i andre made, som stoor macht
vpa ligger, oc ære wore borghere och almwghe ther gantze beswaredhe meth, thy at faa aff thøm hauæ thær sielffue hws oc iordh; thy bethe wi ether, lærdhe oc leghe, swo wel riddere, swene, frijborne mæn, som andre, ehwo eller j hwat staat i heltzst ære, thær hws eller jordh haue i Købendhaffn, oc endelighen wele, ati lade hielpe at plancke, broo oc fastgøre forskrefne wor køpstædh Købendhaffn, som the gøre, thær hws eller iordh haue j Malmøghe, Køghe oc i andre wore køpstædher i Danmark, effter thy som wore borghemestere ether thær om tilsighende wordhe, oc lader thette engelund. Wilde oc nogher sigh her omodh sætte oc æy gøre, som fore ær saght, tha giue wi ether wore borghemestere oc radh i Købendhaffn fuldmacht oc ether fuldkomelighen tilstande atbesætte oc anname theres rænte, som sigh her omodh sætte, oc gøre ther aff til byysens wern oc fasthedh, som forescreuit staar, hwes theres andeel thær vdi effter schellighhedh tilsigher. Datum in castro nostro Haffnensi feria quarta post festum beati Egidij abbatis, nostro sub secreto, anno domini mcdl quinto.

dominus rex per se presente
Jachim Grijs.

Delvis oversættelse:
Vi, Christian med guds nåde Danmarks, Norges, Venders og Goters konge, greve i Oldenburg og Delmenhorst, gør vitterligt, at vi det så skikket har for rigets bedste og værn’s skyld og endelige vilje, at vor købstad København osv.
Kilde: Kjøbenhavns Diplomatarium, Bind: I, Side: 190-191, Nummer: 141