Pedersen, Henrik Anders Emmerth [1]

Farfars farfar:
Farfars farmor:
Farfars morfar:
Farfars mormor:
Farmors farfar:
Farmors farmor:
Farmors morfar:
Jens Hansen [10616] (-)
Farmors mormor:
Karen Andersdatter [10617] (-)
Morfars farfar:
Mads Pedersen [146] (1776-1846)
Morfars farmor:
Johanne Andersdatter [147] (1776-1851)
Morfars morfar:
Jens Rasmussen [5436]
Morfars mormor:
Karen Andersdatter [5437]
Mormors farfar:
Christian Gottlob Høyer [215] (Omkr. 1777-)
Mormors farmor:
Bodil Andersdatter [2906] (Omkr. 1777-1828)
Mormors morfar:
Hans Ludwig Falkenstjerne [210] (1787-)
Mormors mormor:
Ane Cathrine Larsdatter [211] (1783-1836)
Farfars far: Ukendt
Farfars mor: Maren Jensdatter [10197] (1827-1900)
Farmors far: Henrik Johan Christopher Voght [10618] (Omkr. 1822-)
Farmors mor: Ane Kirstine Conradine Rose [10619] (Omkr. 1812-)
Morfars far: Peder Madsen [141] (1800-1887)
Morfars mor: Maren Jensdatter [142] (1797-1887)
Mormors far: Christian Gottlob Høyer [204] (1823-)
Mormors mor: Juliane Marie Falkenstjerne [205] (1822-1854)
Farfar:
Theodor Emil Poulsen [198] (1856-1905)
Farmor:
Sophie Vilhelmine Christine Voght [195] (1853-1915)
Morfar: Anders Pedersen [101] (1839-1896)
Mormor: Charlotte Louise Høyer [85] (1856Omkr. 1924)
Far: 
Thorvald Marius Poulsen [97] (1888-)
Mor: Betty Charlotte Pedersen [8] (1892-1941)

Henrik Anders Emmerth Pedersen [1] (1926-2017)


Notater:

  • Henrik Anders Emmerth Pedersen var min far
  • Beskæftigelse: Kleinsmed / Vægtsmed
  • Min far var fuldstændigt sikker på, hvem hans far var: Thorvald Marius Poulsen [97]. Han kom ofte på besøg i fars barndomshjem, og Betty havde ingen andre herrebekendtskaber overhovedet. Far har beskrevet ham som “en lang starut”, men jeg har aldrig set billeder af ham, ligesom der desværre kun eksisterer ganske få billeder af hans mor, Betty Charlotte Pedersen [8].
    • Om min far:

Far fortalte mange historier fra sin barndom, og om sin mor. Blandt andet sagde han at “hun blæste på hvad andre tænkte om hende”. For eksempel slog hun gerne en sludder af med bumserne på gaden til hans store irritation. Hun samlede også hestepærer op og puttede dem i en pose til sine potteplanter, imens min far spadserede hurtigt videre, og lod som om han ikke kendte hende. Det grinede hun bare af. Men hun var også altid bekymret for hans helbred, og tvang ham til at gå med uldne, lange strømper, der kradsede, og som min far inderligt hadede. Han har fortalt, at han en dag nægtede at tage dem på, og efter en del palaver mistede Betty tålmodigheden og besindelsen, og greb en tæppebanker, og varpede ham én med den. Han sagde at den ramte ham på ankelen, hvilket gjorde meget ondt, men han fik dog de forhadte strømper på i en fart. Bagefter var hun meget ulykkelig, har han ofte sagt.

Som mindre havde han en dag fundet en lille dims der kunne fløjte når man pustede i den. De var på vej på besøg hos Tante Else (datter af min fars moster Juliane), og i samme sekund Else så den formastelige fløjte, tog hun den fra ham, og kylede den resolut ud af vinduet med tydelig foragt. Min far sagde at han stak i et vræl, og så snart de havde forladt deres snobbede tante, kravlede Betty rundt på alle fire nede i baggården, indtil hun fandt fars fløjte. Hun forgudede sin eneste søn, det er der ingen tvivl om. Hun var fattig, og spinkede og sparede for at hun gøre noget ekstra for min far. Ofte, når far havde været til skolens svømmeundervisning i Kalkbrænderihavnen, sad hun og ventede på ham med medbragte wienerbasser, og kaffe på en termokande. Så sad de og hyggesnakkede dér en tid.

Far har også fortalt, at han i lejligheden (Løgstørgade 18) fik lov til at tegne veje på gulvet med kridt. Det tog hun meget roligt. På lokummet har han fortalt at en mægtig stak ugeblade var stablet op, blade som hun fik af bekendte og naboer efter de havde læst dem. Hun havde ikke selv penge til den slags, og hun spadserede ofte langt “på sine flade konvolutter” som han sagde, for at spare de ti øre som det ville have kostet at tage sporvognen. For de ti øre kunne de købe en hel bunke wienerbrød eller kager fra dagen før.

Far legede meget med Erling og hans lillebror Anker, som også boede i Løgstørgade. Erling og far var jævnaldrende, men Anker var jo yngre, og var derfor altid den der blev “taget” når de lavede ulykker. Far fortalte med et grin, at da de havde lavet et eller andet fis med slagteren eller drillet hans hest, blev Anker fanget af slagteren, og han blev så bange at han tissede i bukserne, lige ned på slagterens sko, som i ren forbløffelse gav slip på Anker. Så løb Anker af sted, højt grinende, og episoden var glemt igen. En anden gang havde de leget på remisen i nærheden, og Anker havde ulykkeligvis fået løsnet bremsen på en sporvogn. Da den hårdt spændte bremse blev løsnet. hvirvlede den rundt med stor kraft, og ryddede mere eller mindre Ankers mund for tænder. Far fik i øvrigt kontakt med Erling og hans kone som ældre, men desværre var Erling vist blevet ret senil, og forstod vist ikke hele situationen ret mange minutter ad gangen, og det var far meget ked af på hans vegne. Men Erlings kone sørgede ellers godt for ham, så far lod det i fred.

    • Her er mit eget bidrag (memory) på familysearch:

I remember my dad as a serious man, but also a loving man, and he had a crazy sense of humor. He might say things like “It’s no shame to leave, when you’re being kicked out”.

When I was a youngster I was thin like a reed, and his remark about that was that “I would be able to change clothes in the shadow of a light pole”

Dad had quite a lot of hardship; his mother, Betty Charlotte Pedersen (4 January 1892 – 4 December 1941 • LD9T-GD6) was alone and he was born as a single, illegitimate child. Not an easy accomplishment for his mother in 1926, but she didn’t care one bit. She was a very strong character mentally.

Often she’d stop to chat with the hobos and winos in the street, and pick up horse manure off the cobbled streets, in order to use it for her potted plants. This embarrassed my dad very much, but she just laughed it off.

Once he’d found a whistle (he was about 5 years old), and he and his mom was visiting (the snobby) aunt Else, who promptly threw the whistle out the window with disgust in her face. My dad said he was inconsolable, and crying for the loss of his beloved whistle, but when they left the aunt, his mom searched the back yard on all fours for a half hour until she found his whistle.

At home when he was playing, he was allowed to draw “streets” with chalk on the floorboards, and they sometimes listened to the crystal radio together. Normally only one person could listen at the time, because this contraption had earphones, not loudspeakers, but they put the earphones in a small bowl, which then amplified the music, so more people could listen at the same time, if being quiet.

Dad has told me, that his mom worried a lot about his health, and this meant wearing woolen underpants during the cold season. He absolutely hated those underpants, he said, because they scratched his skin, and besides, he felt they were embarrassing. He has told me, that one winter she would force him to wear them, but he refused. He just wouldn’t do it. In the end of the argument, she lost her (feisty) temper, grabbed the nearest object, which was a (carpet) beater made of willow, and struck him a blow that hit him on his ankle. He quickly donned the hated underpants.

Once a week at school, he had swimming lessons in the nearby harbor basin as the last lesson of the day, and every time his mom would show up after the swimming lessons with Danish pastry and coffee in a thermos, for a sort of picnic with her only child. The pastries could be purchased cheaply, when asking for yesterdays unsold items. Dad has told me, that you might get a whole shopping bag full for 10 øre (something like a dime). His poor mom was able to afford this luxury by walking miles instead of taking the tram (the electric city railroad tram) when she had to go places.

Dad often told the most hilarious stories about his two play pals, who were brothers by the names Erling and Anker. When the three of them made antics, the smallest of the brothers were always the one caught, because he was the slowest of them. Once (I don’t remember the actual deed) Anker got caught by the butcher, and the fright made him wet his pants all over the butchers shoes.

Another time, they had been playing at the tram depot, and somehow Anker had losened the manual brake, which was a handle, tightly wound up with a spring system, which then rotated backwards and knocked out a whole bunch of his teeth.

When dad was 15 years old, she was dying of cancer, and she knew it. She had been terrified to see the doctors, so when she was finally taken into a hospital, it was too late. This was in December of 1941.
I have in my possession, the most heartbreaking letter, which she wrote to my dad at the end. Reading it brings tears to my eyes, even to this day.

At the time, dad was working as a delivery boy at a coffee shop, and he has told me that on the day his mom died, his aunt showed up at the shop, and he knew right away, just from seeing her expression. Dad was given a photo and a small wooden jewelry box, and the rest was simply sold. Not that there was much to sell. My dad wasn’t asked what he wanted to keep, and he wasn’t allowed to participate in sorting out her belongings.

Dads biological father was a married man, so all of a sudden my dad was completely alone in the world at 15 years of age, with his aunt and uncle as guardians, and he was placed at an apprenticeship home, and as an apprentice at a weight factory, where he was educated as a lock smith (klejnsmed), with a specialty in weights.

In 1944, he met my mom, and on the 15th of August 1947 he was married to my mom at the town hall in Copenhagen, a civil marriage. They were married until November of 2012, when my mom passed away. He himself died in December of 2017, 91 years old.

I, the son of Henrik Anders Emmerth Pedersen (15 April 1926 – 27 December 2017 • LNFH-FXR) and Alice b. Herbst (13 June 1927 – 21 November 2012 • LD9T-G83), was blessed with loving, caring and wonderful parents, whom I could not have wished different. The first years of my childhood wasn’t very happy as we lived in poor neighborhoods of Copenhagen, in buildings already then ready for condemnation. But when I was about 4 years old, we moved to a wonderful neighborhood on the island of Amager, just south of Copenhagen. Here, with lots of fresh air, green surroundings and hundreds of other kids to play with, I spent the rest of my happy childhood.

Today, I live (since my divorce in 2000) in the building just across the road from my childhood home, in that exact same neighborhood.

    • Far var en ivrig, og meget dygtig løser af krydsord:

Begivenheder:

    • Født: 15 apr. 1926, Rigshospitalet, København
    • Døbt: 25 aug. 1926, Rigshospitalets Kirke, København

Nr. 547, født 15 apr. 1926, (464a) Henrik Anders Emmerth Pedersen, døbt 25 aug. 1926 af Pastor Nyholm
Moderen ugift (474a) Betty Charlotte Pedersen, f. 4 jan. 1892, Løgstørgade 18, 1.

  • Konfirmeret: 6 okt. 1940, Luther Kirken, Rosenvængets Sogn, Sokkelund, København
  • Skolegang: Folkeskole, 9. klasse
  • Bopæl og Uddannelse: Lærlingehjemmet i Rantzausgade. Betty døde af lungekræft på Skt. Jospehs Hospital den 4 Dec. 1941, hvorefter min far som 15-årig af sine værger, Else Bergquist og hendes mand, Finn Aalsgaard Petersen blev anbragt på lærlingehjemmet i Rantzausgade, og fik en læreplads hos Henrik Jensens Vægtfabrik (Divus), hvor han blev uddannet som kleinsmed med vægte som speciale. Lærlingehjemmet var udelukkende bopæl, ikke skole eller uddannelse.
  • Andet: Som ung mand blev far lokket ind i DNSAP. Han fandt dog snart ud af, at det ikke var noget for ham, og meldte sig hurtigt ud igen. Jeg har set de relevante kartotekskort på Rigsarkivet.
  • Uddannelse: Vægtsmedelærling hos “Divus”, Henrik Jensens Vægtfabrik, Gullandsgade 24, Sundby, Sokkelund, København, fra 24 jan. 1942 til 24 jan. 1946
  • Beskæftigelser: H.O. Rasmussens Vægtfabrik, Krimsvej nr. 7, Andersen & Jensens Vægtfabrik, Classensgade nr. 7 og Jakob Nielsens Vægtfabrik, Adelgade, alle i København
  • Borgerlig vielse: 15 aug. 1947, Københavns Rådhus, med Alice Herbst [2], datter af Svend August Herbst [6] og Marie Viola Iris Hansen [5]. Alice blev født 13 jun. 1927, døbt 14 aug. 1927 i Nathanaels Kirke, København, døde 15 nov. 2012 på Rigshospitalet, København og blev begravet 21 nov. 2012 på Birkholm Kirkegård, Herlev. Årsagen til hendes død var blødninger i hjernehinden med efterfølgende komplikationer.
  • Værnepligt: Vordingborg Kaserne/Det Danske Kommando i Itzehoe, Tyskland, fra maj 1949 til maj 1950. Far var udstyret med et rekylgevær, og blev underkorporal.
  • Beskæftigelse: “Divus”, Henrik Jensens Vægtfabrik
  • Beskæftigelse: F. L. Schmidt en kort tid
  • Beskæftigelse: Kleinsmed, 1951-1986, Burmeister & Wain, Motorfabrikken, Christianshavn
  • Pensioneret: 1986
  • Enkemand: 15 nov. 2012
  • Børn:
    • Anne Pedersen [7], f. 26 sep. 1948 Fødeklinikken Martinsvej 8, Frederiksberg
    • Keld Pedersen [3], f. 24 okt. 1952 Fødeklinikken Martinsvej 8, Frederiksberg
  • Død: 26 Dec. 2017 på Herlev Hospital, Herlev, Sokkelund, København
  • Bisat: 16 jan. 2018, Herlev Kirke
  • Begravet: Birkholm Kirkegård i Herlev

Kilder: